Kan du ikke elske mig?

[Nicolaus Itier Købmand]

Gabriella lød desperat i hans ører og det intimiderende ham mere end det gjorde ham længselsfuld. Han pressede læberne sammen, men bed ikke på krogen.

Han svarede ikke. Trådte bare til side, så hun kunne gå, uden helt at kunne se hende i øjnene. Som var han pinligt berørt på hendes vegne.

[Gabriella Lysmager]

Skamfuld havde hun været af flere omgange. Denne gang klæbede følelsen sig nærmest mere til hende end den dag, hvor hun var faldet på kroen så lang hun var, og det faktum at han ikke så hende i øjnene, som var han pinlig på hendes vegne gjorde sit eget sviende udslag. Hun måtte hanke op i sig selv. Fra nu af. Være standhaftig. Bedre end det her. Hun var bedre end ham og hans afvisninger.

Så hun forsøgte at ranke ryggen og dermed ikke lade ham se følelserne, der lurede indeni, før hun så med lidt beslutsomme skridt begyndte at gå. Det gjorde ondt. Det hele. Det var pinligt og smertefuldt og dumt. Og hans spørgsmål forfulgte hende. Hvorfor gjorde hun det her mod sig selv? 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus så ikke efter hende og fulgte heller ikke efter. Hans festhumør var dalet drastisk og han stod længe med rynket pande, før nogen kaldte på ham og han bevægede sig lettere mekanisk.

Han rullede med skuldrene, som kunne han ryste det hele af sig. Og så var han blandt mennesker ikke.

Lukket