Kan du ikke elske mig?

[Gabriella Lysmager]

En mørk kutte havde hun trukket over sine mørke krøller, så de og ansigtet var skjult under hætten og dens skygge.
Hjertet pumpede hårdt i brystkassen, og hun følte sig mere dumdristig end nogensinde. I virkeligheden var det nok uendeligt dumt, men hun følte hun havde gjort så mange andre ting. For at glemme. For at skubbe ham fra sig. For at stoppe med at være forelsket i ham, men der var ikke rigtigt nogen forskel - det var ham tankerne blev ved med at kredse om.

Der ville aldrig være et godt tidspunkt. Et godt sted. 
Så da forestillingen var ovre, ventede hun diskret. Hun betragtede ham, mens han drak og fortalte røverhistorier. Og så da han gjorde antræk til at gå, fulgte hun efter, og før han kunne slippe helt ud af syne, greb hun Købmandssønnen Nicolaus Itier Købmand om armen og kyssede ham. Bare sådan. Uden at slå hætten ned. Uden at sige noget denne gang. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var en aften som så mange andre. Nicolaus var svagt beruset, men ikke fuld og i et godt humør, tilsyneladende uden bekymringer. Han forventede ingen fare på færde og af samme grund reagerede han langsomt på grebet om sin arm.

Det var den indledende overraskelse, men det blev erstattet af chok, da nogen kyssede ham og han skubbede sig instintivt tilbage, ikke ubetinget blidt.

"Hvad f-" begyndte han, før hans blik faldt på kvinden under hætten. Hans øjne spærrede sig helt op.

[Gabriella Lysmager]

Reaktionen kom prompte, og den var præcis som man burde forvente. Overraskelse, chok, ublid afvisning. Det var blot ikke dét Gabriella havde forestillet sig, og hun kom med en lille lyd, da han lidt hårdhændet skubbede sig tilbage og hætten gjorde sig lidt fri. Nok til at blotte hendes ansigt og få hans forbandelse til at smuldre.

"Jeg - Nico -"
Hun havde lyst til at træde frem mod ham, men var lidt forstenet i sin egen rådvildhed. 
"Jeg ville bare - jeg ved ikke - er du...?"
Nu kom et forsigtigt skridt og hendes øjne gled søgende over hans ansigt. Hans pæne, pæne ansigt. Forbandet pænt. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde ikke anet, hvem hun var, da han skubbede hende væk. Han vidste ikke helt om indsigten bare gjorde ham mere chokeret og han så på hende.

"Hvad laver du?" var det første, der faldt ham ind. "Hvorfor gemmer du dig her som en tyv i natten?"

[Gabriella Lysmager]

Gabriella blinkede lidt forundret over ordvalget. Hun havde oprigtigt ikke tænkt over, at det kunne se sådan ud. En tyv i natten.
"Jeg ville bare overraske dig," svarede hun lavmælt. Sandfærdigt var det også. "Men jeg kan godt se nu, hvordan det her ser ud. Jeg har bare set forestillingen. Jeg - jeg havde bare brug for en enkelt aften, hvor alle ikke vidste hvem jeg var. Og hvor jeg ikke skulle bruge 500 år på at tøjle mine krøller."
Det sidste blev sagt som en sandfærdig spøg, og hun trak lidt på smilebåndet for at forsøge at bløde ham lidt op, da hun lod hætten glide lidt længere tilbage og afsløre det første af hendes hår. Alle krøllerne. 
"Undskyld - det var ikke min mening at forskrække dig. Bare - jeg ville bare gerne kysse dig." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus vidste ikke helt, hvad han skulle tro. Det var ikke skiltes på god fod sidst og nu var hun her, kyssede ha., som om det ikke var hændt. Noget i ham sluttede lidt ubehageligt.

"Gabriella..."

[Gabriella Lysmager]

Det gik galt. Selvfølgelig gjorde det det. Hun burde have set det stå skrevet i stjernerne. Alligevel havde hun ikke kunne holde det ud mere. Hun havde været nødt til at prøve.

Hun sank ved lyden af sit navn. Det lød som en optakt til noget.
"Bare sig det du tænker." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' bryn trak sig sammen. Hun udgjorde en lidt ynkelig skikkelse og han havde en fornemmelse af, at han havde drevet hende til det. En besættelse, som hun ikke kunne slippe, uanset hvor meget han havde prøvet. Og det havde han. Han havde væmmedes ved sin egen opførsel.

"Hvorfor gør du det her ved dig selv?" spurgte han så.

[Gabriella Lysmager]

Hans bryn trak sig sammen og hendes gjorde ham kunsten efter, da han stillede dét spørgsmål. Hvorfor gjorde hun det her ved sig selv?
Hun kunne græde, men hun stod blot der og stirrede et langt øjeblik. 

"Jeg - bare - det betyder ikke noget. Det var ikke... Jeg ønskede ikke at det her skulle være noget svært, Nicolaus. Altså, i aften. Jeg ville bare - jeg havde bare brug for... For at kysse dig. Ikke snakke. Ikke noget andet. Bare dét. Er det fuldkommen tåbeligt?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var lidt tåbeligt, men han sagde det ikke højt. Han tog en dyb indånding og så på hende under rynkede bryn.

"Men det ville ikke bare være et kys," konstaterede han. Det havde han erfaret så mange gange før. Hun var følelsesmæssigt involveret og han var følelsesmæssigt afstumpet.

[Gabriella Lysmager]

Hun betragtede ham nøje. Konstateringen var nøgtern. Med al sandsynlighed sandfærdig ligeså.
"Hvordan ved du det?" udfordrede hun alligevel i sin dumdristighed. "Det kunne være bare det. Ligesom i Blueton."

Gabriella havde ingen grund til at være håbefuld. Hun burde være resigneret. Men det var svært. Svært at indrømme følelserne, og umuligt at lade dem og minderne slippe. Måske mest af alt fordi hun havde fornemmet, at det ikke havde været ensidigt. De havde været to til at danse. Og nu dansede hun for sig selv i håb om, at han skulle få øje på hende. Det var ret forfærdeligt. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus slap en lidt frustreret lyd. "Fordi vi har været nede ad den vej," konstaterede han, frustreret.

Han havde sagt, at han ikke kunne noget seriøst, men hun blev ved med at forvente det af ham. "Jeg har ikke lyst til at såre dig, Gaby, men det er sådan det ender."

[Gabriella Lysmager]

Hun trak vejret ind lidt dirrende. Det var alt det her hun ikke havde ønsket sig at skulle igennem. Svære snakke. Hårde, svindende ord.
"Fint. Nuvel - bare husk, at det ikke er mig, der er bange for at lade folk komme tæt på. At blive såret." 

Hun sank en begyndende klump. Så trak hun hætten lidt længere op igen. Dækkende sit hår på ny. 
Alt i hende knugede. Skulle hun mon drukne følelsen i vin eller stjæle andre kys fra andre måske mere muntre mænd? Mænd der kunne begære hende. Som hun kunne få til at jage sig, hvis hun ville. Hvornår var hun blevet denne næsten bedende kvinde? Desperat efter en købmandssøns kærlighed. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus pressede læberne sammen. Sagde ikke noget. Denne gang ville han heller ikke tilbyde hende at følge hende hjem, selvom det ville være det sikreste.

Han foldede bare armene over kors, som et skjold.

[Gabriella Lysmager]

Han så tvær ud, som han stod der med sine beskyttende krydsede arme, og Gabriella kunne ikke lade være med at tænke, at hun var et fjols. For at falde for sådan en idiot. For at lade tankerne gøre hende så skør, at hun havde gjort det her.
Det føltes som om det hele nær havde gjort hende vanvittig. Desperat. 

"Du må holde af mig. Ellers ville du bare have kysset mig og såret mig. Men nu - nu må jeg hellere bevæge mig ud i natten som den tyv jeg ligner. Måske bør jeg forsøge at stjæle et kys andensteds."
Hun rankede ryggen lidt efter sin lille spydighed. Det var en del af at genvinde sin værdighed. Sit værd.