Jeg lukker min verden

[Aimée Pottemager]

Foregår i år 843. Inden Vintersolhverv.

Et par uger efter de krigssendte er ankommet hjem.

Tiden havde stået stille omkring Aimée. Hun havde følt sig underligt fanget i hjembyen, mens de fleste af dem hun holdte af var bortrejst. Til ukendte destinationer. Krigszoner.

Hun vidste at hun burde have stået klar til at huje dem ind og byde dem velkommen. Men hun havde ikke kunnet. Hun havde frygtet ikke at se de ansigter, hun havde længtes efter at se. De mennesker hun havde savnet og haft brug for. 

Denne tidlige aften havde hun stadig følelsen af ler i hænderne, som hun sad med dem foldet om et krus øl. Stedet var på en gang kendt og ukendt. En tilfældig kro. Ikke et stamsted; sådan et var hun ikke sikker på, at hun kunne have længere.
Det var lyden af dørklokken, der fik hende til at se op, og synet gav hende et underligt sug i maven. Genkendelsen var ikke til at tage fejl af, og hun mærkede trangen til at rejse sig og kalde på ham, men bedst som hun var ved at tage mod til sig, var der en anden kvinde, der småløb ham i møde. Aimée så hende kramme ham, og så slog hun blikket ned i ølkrusset på ny. 
Han havde ikke opsøgt hende. Hun burde ikke lave den samme fejl igen. 
Alligevel mærkede hun nu hjertet synke lidt ned i brystkassen. Fordømt. 

[Quentin Perceval]

Han havde tænkt meget på hende. Men på samme tid havde andre ting også strejfet hans indre mønster. Andre kvinder, andre venner. Hans datter. De havde ikke lovet hinanden noget, og Quentin måtte indrømme at han efter Aurelie havde haft alt for svært ved at finde sig til rette hos én særlig kvinde; han var bange for at binde sig komplet.

Så da Reya løb ham i møde, omfavnede hans stærke arme hende, og duftede hendes mørke solvarme hår. Han lod hende kysse sig men gjorde ellers et forsøg på at komme ud af hendes omfavnelse. Han havde med det samme lagt mærke til Aimée, men var dum nok til ikke at lægge to og to sammen.

Han gled ned ved siden af hende med et let smil. "Hej Fehår" mumlede han let.

[Aimée Pottemager]

Hun så det ikke fysisk, men alligevel så hun det for sig. Kvindens funklende øjne. Lokker af mørkt hår. Hendes klukkende latter og kyssekalre læber. Hun kunne selv genkalde sig følelsen af stærke arme om sig, og... Hun rystede på hovedet over sig selv. Det var et åndssvagt tankespind. Det havde ikke noget med hende at gøre.

Hun tænkte netop dét, da han så alligevel på mystisk vis satte sig ved siden af hende, og så forvirret op over hans hilsen. Og så hans lette smil. Var det en eller anden mærkelig syg spøg? 
"Hvad -" hun rømmede sig og stirrede på ham et langt øjeblik. "Er jeg pauseklovn, indtil hun har købt jer noget at drikke?" 

[Quentin Perceval]

Quentin løftede let hånden og signalerede til en servetrice at han var klar til sin øl før opmærksomheden gled ned mod Aimée igen. Han kunne udmærket se at noget var galt, og måske vidste han også at det var ham den var gal med. Han klarede halsen en smule og rykkede stolen lidt tættere på hende.

"Hva..? Mener du Reya?" Han så sig over skulderen mod den Caibranske skønhed der havde slået sig ned hos sine venner igen; dele af dem havde han også selv et bekendtskab med, og selvom de både vinkede og kaldte på ham holdte hans brune øjne sig mod blondinen ved hans side.

"Hun er en gammel veninde" Flamme, men det kunne han ikke sige. "Er du sur?"

[Aimée Pottemager]

Han vinkede for at signalere, at han ville have et krus øl, og hendes mave slog en kolbøtte ufrivilligt. Det måtte betyde at han rent faktisk havde intention om at blive siddende. Nu trak han også sin stol tættere på. Det føltes rart, men i protest - og for at beskytte det, der var et skrøbeligt hjerte efterhånden -, havde hun lyst til at rykke sin egen lidt i modsat retning. Hun gjorde det dog ikke. 

"Reya," bekræftede hun og rynkede let på næsen, som var det et ord der lå dårligt i munden. "God veninde, så det ud til," kunne hun ikke dy sig for at tilføje med et lidt sigende blik. Så slugte hun det hele med en tår øl, før hun svarede på det næste.
"Sur? Over at din gamle veninde giver dig et kram? Må jeg være fri... Jeg undrer mig mere over, at jeg først ser noget til dig nu. Hvor har du - hvornår kom du hjem?" 
I hendes øjne stod den skrøbelige sandhed om savn skrevet. Men hun italesatte det ikke. Endnu. 

[Quentin Perceval]

Quentin kunne måske have sagt sig selv at hans opførsel ville have fået hende til at reagere, men han var oprigtigt en smule forvirret over det hele og selvom han sagtens bare kunne have rejst sig; fejet hendes følelser af vejen og afslå at grave mere i det, blev han siddende. De var først og fremmest venner og han vidste udmærket hvad en nat sammen kunne gøre ved det. Men de konsekvenser var der vidst ingen af dem der havde tænkt over.

"Jaeh.." svarede han og kløede sig let i nakken. "Jeg har kendt hende i mange år." svarede Quentin som hans brune øjne betragtede hendes ansigtstræk forandre sig.

"For et par.." han sukkede let. "Det er et par uger siden nu" svarede han og mærkede et stik af skyldfølelse.

[Aimée Pottemager]

Hendes spydighed var et skjold. Måske ikke svært at gennemskue. Eller også var det, men hun kunne ikke endnu engang bare kaste sig i armene på en mand, som hun ikke vidste, hvor hun havde. Og lige nu var situationen, at han havde fået en meget tæt omfavnelse af Reya - og Aimée havde slet ikke set ham siden alle var begyndt at vende hjem. Guderne måtte vide, at hun slet ikke havde kunnet være sikker på, at han ville vende hjem igen.

"Du behøver ikke - det er fint," mumlede hun og slog blikket kortvarigt ned i øllen. Det knugede og summede i maven og hun kunne ikke helt sætte fingeren på hvorfor.
Hun løftede dog blikket og så på ham, da han afslørede hvor længe han havde været tilbage, og hun stirrede et langt øjeblik. "Et par uger?"
Hun rømmede sig. Maven slog en kolbøtte. "Javel Sergent. Et par uger... Jeg tror ikke du helt forstår - har du nogen idé om hvilke frygtelige tanker der kan plage en, når alle man kender er i krig et sted du ikke aner hvor er, og du begynder at se nogle af dem du holder af vende hjem, og andre... Dem kan du ikke ane noget glimt af. Ved du hvad man så begynder at tænke? "
Hun så indgående på ham. Hendes øjne slog næsten lidt gnister. Han havde været hjemme, og han havde ikke følt, at han skulle opsøge hende. Det var sårende. Det var sårende, fordi de var venner, men også fordi hun havde haft brug for ham. Hendes verden var falder sammen, mens han havde været væk, og hun havde brug for ham. Og for at han også skulle have brug for hende. 

"Du er et fjols, Muskelbundt."
Og med de ord lænede hun sig alligevel frem mod ham for selv at kræve det kram hun sådan havde glædet sig til at få, når han vendte hjem. Hendes hænder knugede om ham. 

[Quentin Perceval]

Quentin kunne mærke at kaosset boblede mod overfladen, og han mærkede i et split sekund trangen til at rejse sig. Han orkede ikke det drama der kunne vise sig at følge med hende. Han agtede ikke at stå til ansvar for noget han ikke så et problem i. Hans første og eneste bekymring i livet var Therese og selvom han syntes vældig godt om Aimée så skulle hun ikke gå ind og forvirre ham på den måde; stille ham til ansvar. Han trak vejret dybt ind.

Naturligvis strejfede hendes egne tanker ham ikke; hendes bekymring, længsel og følelser. Han beskyttede helt og holdent sig selv. Også han havde et skjold omkring sig efter tabet af sin kone. Alligevel mærkede han sit hjerte slå et par ekstra slag over.

Hans mørke bryn trak sig sammen og han skar en let beklagende grimasse. For han var ikke dum nok til at være blind på at det var et lille problem; hun var vigtig for ham, så han burde have opsøgt hendes fra start. Men det var ikke per automatik og han indrømmede gerne at han havde haft mange andre ting at tænke på. Han ville endnu ikke røbe overfor hende at han havde set Reya; men mindst lige så meget fordi hun havde opsøgt ham og hvem var han at nægte hende?

"Jeg er udmærket klar over hvilke tanker der ligger dig på sinde.. Jeg har mistet nok gennem mit liv" bemærkede han tørt og knugede hånden om sit krus med øl.

Han så overrasket ud da han pludselig fandt hende omfavne sig, og langsomt men sikket lagde han en arm omkring hende. "Lad være med at sige det til nogen.. jeg har et ry at opretholde" bemærkede han let.

[Aimée Pottemager]

Han trak vejret, og hun mærkede tyngden i sit indre. Fornemmelsen af at være til besvær. Fornemmelsen af, at hun burde krybe tilbage. Vige. Men det var ikke den hun var. Det var måske den Franceis delvist havde gjort hende til, men hun var ikke en der krøb for at behage andre. Heller ikke nu. For hun vidste, at hun havde retten på hendes side. Han havde været udsendt og var nu vendt hjem i live. Det var den slags man som en ven kunne forvente at få fortalt.

"Så ved du også bedre end at lade folk blive i frygten for at have mistet nogen de har kær længere end højst nødvendigt," indskød hun lidt sigende og sendte ham et lidt skarpt blik. Hun vidste, at han havde mistet. Soldaterkammerater. Venner. Sin kone. Mange tab. Men hun havde frygtet, at han ikke ville vende tilbage. Ham og Dina.

Men han var her nu. Og derfor svang hun armene om ham. Livet var for kort til at bære den nag. 
Hun klukkede mildt over bemærkningen. "Det er vores lille hemmelighed," istemte hun så, men holdte om ham lidt endnu, før hun så langsomt slap. "Så, hvor lang tid har du til at drikke den her skål med mig?" 

[Quentin Perceval]

Quentin havde intet at tilbyde Aimée, lige så vel som Reya, der standhaftigt stadig blev ved med at forsøge at komme med sine insisterende bemærkelser over for gode de var sammen, og hvor gode de kunne blive sammen. Men Reya, eksotisk og smuk som hun var, egnede sig ikke til at tage sig af hverken ham eller hans datter. Hun var flyvsk og impulsiv og det var en farlig blanding når det ikke handlede om intimitet. Han havde brændt sig før, og havde svoret aldrig at lade det ske igen.

Han strøg Aimée let over håret. Han syntes det var synd for hende; at hun havde ventet på ham, og at hun måske havde gjort sig tanker han vidste at han ikke kunne indfrie. Han vidste hvordan det var for Cyran af Lemaux - Et liv med en hustru når man var en del af livgarden, var ikke noget rigtigt liv, for dem der var tilbage, og Quentin havde muligheden for at sige fra.

At han havde valgt Reyas selskab frem for hendes, bundede vel i grunden i nemheden. Der kunne være alt for meget involveret og Aimée var tydeligvis ramt over hvad der var sket med Franceis, der åbenbart var rejst, det svin. Quentins hænder lukkede sig ganske stramt sammen i et flygtigt øjeblik. "Det ved jeg" Men han ville ikke undskylde.

Heldigvis virkede det til at hun lod det ligge, og hans skuldre faldt en smule. Jeg har hele natten, hvis det skulle være" svarede han let og løftede sit krus i en skål.

[Aimée Pottemager]

Aimée havde ikke decideret ventet på ham som en anden fortabt kvinde. I virkeligheden havde hun jo været håbløst fortabt i Franceus Aubergiste, som nu var rejst, men hun havde tænkt på ham. På nætter de havde delt. På hvordan hun havde haft det med ham, og hun havde naturligvis håbet på at han ville vende hjem ligesom enhver anden hun kendte og holde af.

Hun mærkede hans hånd stryge over håret og hun åndede langsomt ud. Han undskyldte ikke, men han gav hende ret, og det var nok. Hun havde haft nok skænderier på det sidste. Hun yndede ikke at starte et nyt nu. 

"I så fald, velkommen hjem til Levagny, Muskelbundt!"
Aimée klirrede sit krus mod hans, før hun tog en tår af sit eget. Hun mærkede Reyas lidt brændende blik på sig, men tog sig ikke særligt af det. Quentin havde opsøgt hende, ikke omvendt. "Franceus er rejst, mens I var afsted. Måske har du allerede hørt det."
Hvorfor hun sagde det, vidste hun ikke helt. Det røg bare ud af hende nu.