Efter al den tid

[Emblin af Bar Van]

Hjertet var fløjet op i halsen af lettelse, da hun en morgen i december modtog et brev med en håndskrift, som hun ville kunne genkende til hver en tid. Det havde været snart set uudholdeligt at vente med at bryde seglet til hun var alene og da aften kom, og hun fortrak til sit kammer, kunne hun ikke vente længere.

Øjnene gled over pergamentet og først smilede hun, alene ved bekræftelsen af, at Heinrich af Bar Van stadig var i live. Så fortsatte hun og smilet blegnede lidt, mens hjertet snart set stoppede med at slå. Chokeret sank hun ned på sengen, mens hun læste brevet en anden og så en tredje, fjerde og femte gang.

Hun kunne ikke forklare følelserne, der for gennem hende. Det burde være glæde ved udsigten til endelig at møde den mand, som hun havde kendt nu mere end et årti. Delt sine inderste tanker med, tænkt på i utallige timer. I stedet var det noget meget mere kompliceret og hendes hænder rystede let, da hun lagde brevet i det lille, låste skrin, der holdt alle de breve, han havde sendt hende gennem tiden. For første gang ville hun ikke svare.

Ugerne gik, midvinter passerede og da det nye år kom, kriblede det i Emblin, hver eneste gang hun ledsagede en af sine kusiner eller sin svigerinde til paladset. Hun lyttede, som hun altid gjorde, efter rygter om nyankomne ved hoffet. Det gibbede i hende, hver gang hun så et fremmed ansigt og hun var distræt, ellers normalt så opmærksom.

"Hvad er det med dig?" spurgte mangen en undrende samtalepartner hende i løbet af de første dage i januar og hun undskyldte sig hver gang, blinkede og smilede, mens hendes hjerne arbejdede videre. Og naturligvis skete det en dag, hvor hendes tanker endelig var andetsteds, at hun hørte nogen sige hans navn.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich var ankommet til Levagny for blot to dage siden og indlogeret på paladset. Som Orielle af Falanie's lillebror og en udenlandsk prins havde han ret til en hvis behandling og det var desuden politik at holde øje med ham, hvilket bestemt var nemmere, når han boede under samme tag som hoffet med al deres sladder.

Festen denne kedelige aften i januar var hans første officielle præsentation og han var omsværmet, ny og interessant, selvom mødre holdt deres døtre i skak, indtil han var bedømt færdig. En udlænding. Måske en fattig prins, der kom for at finde en rig familie. En prins fra et land, der netop havde været i krig. Så godt et parti var han slet ikke.

Det huede ham ikke. Skepsissen kunne forvandle sig til det, der var værre, så han forsøgte at charmere alle han stødte på.

[Emblin af Bar Van]

Det var et døgn siden, hun havde hørt rygtet om prinsen, der var kommet til hovedstaden og hun kunne ikke, uanset hvor meget hun prøvede, slå det ud af sine tanker. Hun havde ikke været på paladset siden og hun overvejede at frasige sig festen samme aften. Foregive sygdom. Hun ville måske endda have valgt den kujonagtige udvej, hvis ikke hun havde lovet at ledsage sin yngre kusine. Det ville tære for meget på hendes samvittighed og derfor drog hun, med hamrende hjerte, afsted.

Tankerne kværnede. Hun ville, efter mere end et årti, for første gang få manden bag brevene at se og der var noget skræmmende over det. Illusioner var så lette at knuse og i mange år havde det været noget dyrebart og privat, som hun havde haft for sig selv. Noget, der ikke for alvor var virkeligt. Indtil nu. Hun havde dannet sig så mange billeder af ham i sit hoved, altid lidt slørede, ukonkrete, men da den royale familie ankom, vidste hun med det samme, hvem han var.

Hun tog en hørlig indånding, der fik kusinen til at se undrende på hende og hun fik hurtigt kontrol over sit ansigt. Alligevel kunne hun ikke lade være med at kaste ham stjålne blikke, som det på mange måder virkede absurd, at det skulle være denne unge prins (yngre, end hun altid havde tænkt det, skønt hun kendte hans alder), der havde læst og besvaret så mange af hendes breve. Hun betragtede ham charmere den falanistiske adel og noget ved synet, fik det til at skurre underligt i hende.

Måske burde hun opsøge ham. Give sig til kende. Hilse ham som en gammel ven. I stedet gjorde hun, som hun ofte gjorde, og forsøgte at glide i ét med gobelinerne. Undgå ham, mens hun drak et enkelt glas vin mere, end hun normalt ville. Det betød dog også, at hun måtte træde af på naturen og da hun kom tilbage, havde hun mistet fornemmelsen for, hvor han befandt sig. Blikket gled søgende rundt og i sin ihærdighed, overså hun, hvad der var lige foran hende. Eller rettere, hvem.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich bevægede sig rundt mellem fremmede ansigter og ganske, ganske få velkendte. Han havde stadig sit første bæger med vin, for han var veltrænet ved hoffet i sit hjemland og ikke så fjollet, at han lod paraderne glide ned. Han holdt sig ædruelig og observerede alt hvad han så, selvom han ikke var nogen spion.

Han så således også den kønne, lyshårede kvinde, der kom gående og så ud til at mangle nogen eller noget ganske intenst. Han smilede svagt, da de fik øjenkontakt.

"Kan jeg hjælpe med noget, Nådigfrue?"

Bedømt på hendes alder måtte hun være gift, så det var hans instinktive antagelse.

[Emblin af Bar Van]

Der gik et chok gennem Emblin, da hun drejede hovedet og fandt sig lige foran et par grågrønne øjne. Hendes egne lyseblå spærrede sig lidt op og i et sekund faldt læberne en anelse fra hinanden, før hun fattede sig. "Deres Kongelige Højhed," fik hun sagt og hun hørte, at hun lød en anelse åndeløs. Det rev hende tilbage til virkeligheden og hun nejede instintivt ganske let, mens hendes indre slog knuder på sig selv.

Alligevel kunne hun ikke lade være med at møde hans blik igen og vejret sad næsten fast i halsen på hende. Han var en smuk mand. Det kunne hun ikke overse og hun vidste ikke om det var det, eller noget andet, der afholdt hende fra at afsløre sig selv med det samme. Et sekund efter fik hans afventende blik hende til at indse, at han måtte have stillet hende et spørgsmål. Gudinde, hun havde det pludselig varmt. Det tog hende et kvart sekund at få sin hjerne på ret køl. Og sin tunge på gled.

"Nej, det... Jeg så blot efter min slægtning. Vi er blevet adskilt i mængden."

[Heinrich af Bar Van]

Måske burde Heinrich undre sig over at en ukendt adelsfrue vidste hvem han var, men han var vandt til at være omgivet af interesse og var det jo også her, denne aften. Derfor studsede han ikke over noget og nøjedes med at smile høfligt og nikke let i anerkendelse af hendes svar.

"Hvordan ser hun ud? Måske kan jeg se hende herfra?"

Hun var virkelig ganske lav og han bøjede sig instinktivt lidt ned, imens de talte.

[Emblin af Bar Van]

Emblins hjerte hamrede. Det var umuligt at forstå, at det virkelig var Heinrich, at det var manden bag alle de breve, alle de ord, men alene de få ord, han havde sagt til hende nu... Det var ham. Det krævede alt, hvad hun havde ikke at stirre op på ham. Så anderledes fra, hvad hun havde forestillet sig, men alligevel ikke forkert. Som han bøjede sig frem mod hende, anede hun farvespillet i hans øjne.

Hun rev sit blik væk, kinderne en anelse varme og det var let at foregive, at hun så efter den forsvundne kusine. "Hun bærer en pæonfarvet kjole," svarede hun og så tilbage på ham. Det sitrede i hende. "De skal ikke besvære Dem, men Deer ganske høj, Deres Kongelige Højhed. Måske har De mere held end jeg."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich smilede svagt. "Deraf 'Deres Højhed' konstaterede han, selvom han egentlig ikke selv synes det var så sjovt endda. Han rømmede sig let. Han mestrede ikke fuldt ud at være morsom og charmerende på dette sprog, selvom han talte og skrev det flydende.

"De må assistere en uvidende mand, Nådigfrue. Hvilken farve har pæoner?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin så mest af alt lidt overrasket ud over hans morsomhed og hvis ikke det havde været uhøfligt, ville hun måske have sluppet et muntert fnys. Hun var uanset stadig for distraheret til for alvor at reagere på det.

Hun burde måske også rette hans forkerte tiltaleform, men det ville være en invitation til en præsentation og hun klamrede sig til anonymiteten lidt endnu. Uden helt at vide hvorfor.

Til gengæld kurvede det den mindste lille smule ved hendes læber, men ubelejligt nok fik det kun hendes hjerte til at hamre endnu hårdere. "Lyserød, Deres Kongelige Højhed," svarede hun overbærende og måske, måske, med en enkelt lille gnist i blikket.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich nikkede let. "Lyserød," gentog han og spejdede ud over mængden i festsalen. Han tog en dyb indånding og fik øje på flere i kjoler i de farver.

"Den spinkle, unge sorthårede? Hun ligner Dem ikke det fjerneste, men hun er ganske lyserød."

[Emblin af Bar Van]

Emblin kunne ikke lade være med at se på ham, da han så ud over mængden. Fulgte den skarpe linje af hans kæbe med blikket og noterede sig, hvor meget højere han var end hende.

Hun rev hurtigt blikket til sig, da hans opmærksomhed rettede sig mod hende igen og foregav, at hun selv havde skuet ud over mængden.

"Lad Dem ikke narre, vi er ganske uens," svarede hun og tillod blikket at rette sig mod ham igen. En del af hende havde lyst til at blive her, til at tale med ham, men det var i konflikt med den del af hende, der følte sig slået helt tør for luft. "Måske De kan pege mig i en retning?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich anede ikke, at hun var så optaget af ham. Han overvejede knapt at hun var attraktiv, selvom hun var det. I hans blik var hun naturligvis gift og han var ikke kommet til Falanie for at skabe skandaler. Hun kunne lige så godt have været halvfjerds år gammel med vorter i hele ansigtet.

"Netop i retning mod dørene, lige derovre," henviste han venligt og pegede. "Hun ser også herover nu, så hun vil utvivlsomt opdage Dem, hvis De går hende i møde, Nådigfrue."

[Emblin af Bar Van]

Emblin fulgte naturligt retningen han pegede i med blikket og nikkede let. Hendes tanker var i virkeligheden alle andre steder end på kusinen, men det var en god årsag til at gå. Til at tænke.

Hun fugtede sine læber, så op på ham. "Nådigfrøken," rettede hun blidt, fordi det efterhånden føltes fordækt andet. "Tak, Deres Kongelige Højhed."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich hævede begge bryn over rettelsen og nikkede let. "Nådigfrøken...?"

Han så nysgerrigt på hende. En pebermø. Ligesom... Emblin. Pludselig interesse glimtede i hans blik og han skulle til at spørge hende om noget. Mistænkte...

[Emblin af Bar Van]

Hårene rejste sig i hendes nakke over det, der forandrede sig i hans blik og pludselig var hun ikke i tvivl om, hvad han tænkte. Hjertet slog hårdere og hendes læber gled let fra hinanden.

Men hun nåede ikke svare, for idet trådte en lidt ældre adelsherre ind mod dem med et jovialt smil. Og tilsyneladende uden blik for, at han afbrød en samtale.

"Deres Kongelige Højhed. Må jeg byde Dem velkommen til Falanie," sagde han og Emblin overvejede at gribe muligheden for at snige sig væk.