Starten på noget

[August Chasseur]

I udkanten af Gestraria, et par kilomenter mod den grænse der ligger sig op mod Falanie, ligger en lille flodby. Ganske urørt af tiden og meget simpel i sin arkitektur. Huse af træ med luft op til taget hvor kød og urter tørre og hvor røgen fra ildstederne suser op mod. Alligevel finder man næsten alt man skal bruge. En smed, en købmand og en kro. Byen består af en hovedvej hvor de fleste bygninger smyger sig ned langs. Kun ganske få stier føre op ad hvor nært liggende gårde er placeret.

Lige netop på denne dag syntes solen at stå på sit højeste og det var ikke at mærke at det for et par ure siden havde været bidende koldt. Sneen var de næsten lige sluppet af med, så længe det varede og det syntes også at have hævet humøret gevaldigt hos indbyggerne. I hvert fald havde to mænd modet med sig da de kaldte efter Liane Kurvefletter .

"Du er vel nok en dejlig kvinde, skal vi ikke lade vores læber mødes i en duel?" bemærkede den ene da hun gik forbi. "Du tar' altid de pæneste piger, Günther.." beklagede den anden sig. "Du er slet ikke mand nok til hende her" bød den første ind og fløjtede øvet efter hende. De blev ved med at forsøge at charmere hende, selvom hun var gået forbi dem.

Lænet nonchalant op af træmuren, ved indgangen til Kroen; den sovende kæmpe stod August med armene over kors og et let hævet bryn. "So, are you just used to those kind of comments, that you turn your nose up like some kind of noble?" Spurgte han, eftersom hun ganske vant blot var vadet uinteresseret forbi dem. Som han talte gled hans blik gled direkte op i Lianes.

[Liane Kurvefletter]

Det var snart halvandet år siden, at Liane var ankommet til landsbyen og det var blevet hendes hjem. Der var altid arbejde at gøre og hun stod op med solen, fik alt ud af de lyse timer. Denne dag var lysere, smukkere, end de mange forgående og hun mærkede den energi, der fulgte med forandringen i vejret. Hun havde været ved floden, hvor hun havde skåret vidjer til nye kurve og bar dem på ryggen. De skulle i blød, før hun kunne bruge dem og hun måtte have de, der havde ligget længe nok, op af det store trug, så der kunne blive plads til det nye.

Det optog hendes tanker, som blev afbrudt af to mandlige tilråb. Det trak irriteret ved hendes ene mundvige, men ellers ignorerede hun dem fuldt ud. Det var ikke første gang og selvom hun ikke var bange, så var hun anspændt og hendes erfaring var, det var bedst at tie det ihjel. Hun hankede op i sine vidjer, kun for at blive mødt af en fremmed stemme, der instinktivt fik hende til at dreje hovedet. Før hun kunne nå at standse sig selv.

Så indså hun, at det ikke havde været fordi, stemmen havde været fremmed, men snarere det faktum, at manden havde talt bluetonsk. Hun var ikke selv flydende i sproget, men hun forstod mere end en almindelig landsbypige ville og allerede det faktum, at hun i et øjeblik havde sagtnet farten, var afslørende. For afslørende. Så hun rev blikket væk og fortsatte beslutsomt, uden at se på ham, selvom det prikkede lidt i nakken. Forsøgte at se så absolut uinteresseret ud, som hun kunne.

"Jeg taler ikke det sprog," konstaterede hun, allerede forbi ham.

[August Chasseur]

August kunne ikke prale af at være i stand til at begå sig flydende på andre sprog end sit eget. Men fordi hans familie havde rejst så meget rundt og mødt så mange forskellige kulturer, kunne han både forstå og begå sig en del på de nærliggende sprog. Selvom den fremmede pige fik sagt at hun ikke talte sproget, kunne han tydeligt se at hun ikke desto mindre forstod hvad han havde sagt. Blikket spillede let og han hævede sit bryn let som han så på hende.

Han skubbede sig fri af muren til kroen og satte i rolig gang efter hende. "Muligvis ikke, Sweetness, men du har fanget min opmærksomhed. Jeg lover ikke at kaste om mig med komplimenter som de andre" bemærkede han roligt og klarede halsen lidt.  Den blutonske accent var tyk, alligevel kunne han gøre sig nogenlunde forståelig.

[Liane Kurvefletter]

Lianes fingre strammede sig om rebet, hun var vidjeene i. Der var noget øjeblikkeligt faretruende over at blive efterfulgt af en fremmed mand og hun var årvågen.

Hun blev ved med at gå, målrettet og så ikke tilbage på ham. "Hvad får dig til at tro, at jeg er interesseret i din opmærksomhed?" svarede hun, så afvisende, som hun kunne.

[August Chasseur]

"Det tror jeg ikke at du er, men de to der har generet hver eneste kvinde der er gået forbi dem, samtidig med at de har holdt deres indtag af øl ved lige..." han fnøs let. "Selv den anden dag fløjtede de efter jeres smed.."

"Måske er jeg i virkeligheden bare en ordenlig mand, der stoppede for at få noget at drikke, og nu bare vil sikre mig din sikkerhed."

[Liane Kurvefletter]

Det var ikke helt det svar, hun forventede og hun kastede et enkelt, vurderende blik på ham over skulderen, før hun rettede det frem igen.

"Nobelt," svarede hun for og sørgede for at tonefaldet ikke lød sarkastisk. Han var stadig en fremmed. "Men jeg kan godt klare de to på egen hånd, hvis de skulle finde på at se op fra ølfadene."

[August Chasseur]

"Det er jeg ikke i tvivl om, du er den første de har haft ret til at beundre" Ikke at det så betød at August havde været der i flere uger; men den sidste uge havde han dog bevæget sig rundt omkring den lille flodby og de nærliggende tætpakkede skove.

Hvorfor han fortsat fulgte efter hende kunne han ikke umiddelbart give et svar på; men måske fordi hun måske var lige det han havde brug for? han rystede tanken af sig.

[Liane Kurvefletter]

Dét fik hårene til at stå op i nakken på hende igen. Hun havde ikke set ham før, troede hun. I hvert fald ikke bemærket ham, men hans ord antydede, at han havde bemærket hende.

"Jeg aner ikke, hvad du mener," svarede hun, uden at se tilbage og uden at det lød som en opfordring.

[August Chasseur]

"Mmh, naturligvis gør du ikke det." De nået over den lille bro der gjorde det muligt at krydse vandløbet og to brede stier lå foran dem. Den ene løb langs skovkanten og den anden bag om byen og ville dele sig yderlige op længere henne.

"Nå, Your Ladyship, som ikke er i nød. Vores veje skilles" svarede han let og bukkede let for hende, han lukkede sin hånd let og pegede med tomlen mod skoven.

"Jeg forsøger at opspore min ulv, Bran." Det pinte ham tydeligvis, og kæben strammede sig i en klemt grimasse.

[Liane Kurvefletter]

Liane var hele tiden bevidst om manden bag sig og hvad hans intentioner var. Først da han annoncerede sin afgang, faldt hendes skuldre den mindste smule, men hun nåede ikke overveje, om hun ville svare.

De næste ord fik hende nemlig til at stoppe op og se sig tilbage med let sammentrukne bryn. "En ulv?"

[August Chasseur]

August så på hende med et hævet bryn. For ham var det ikke underligt, og han glemte nogen gange at verdenen omkring ham var en helt andet end den han selv befandt sig i. Han nikkede let.

"Vi blev væk for et par uger siden, rygterne lyder at dem som har taget ham kom forbi her, og nu tyder det på at de har bevæget sig ind over grænsen til Falanie" sukkede han let og rystede let på hovedet.

[Liane Kurvefletter]

Liane vidste ikke helt om det bare var en historie for at fange hendes opmærksomhed, men det virkede og hendes nysgerrighed vandt over fornuften.

"Taget?" gentog hun og indså sin lighed med den papegøje, som hendes far havde haft i sit menageri. "Hvem ville tage en ulv? Hvordan har man overhovedet en ulv?"

[August Chasseur]

Han havde aldrig stødt på spørgsmål omkring det før. Han løftede sin hånd let, som strøg om i nakken. "Vi var på jagt, og han blev væk. Det er ikke unormalt, men han kommer altid tilbage" Hans bryn trak sig let sammen, og igen syntes pinen at ligge ærligt mod hans ansigt. Men det var kun i et split sekund.

"Du har ikke hørt om dem der sætter ulv mod ulv i kamp? Det er noget af en sport i underverdenen i de større byer." Han skar en let grimasse og lagde denne gang ikke skjul på hans holdning til det.

"Jeg har haft Bran siden han var en hvalp"

[Liane Kurvefletter]

Det var først nu, at Liane rent faktisk så på den fremmede mand og hun fornemmede, at han var ægte forpint. Det var et problem for Liane, der var et grundlæggende empatisk menneske og hun havde drejet sig helt mod ham nu. Hendes ansigt fortrak sig i misbilligelse og hun tvivlede af en eller anden grund ikke på, at han fortalte sandheden.

"Nej, det har jeg ikke," indrømmede hun. "Så du rejser efter dem?"

[August Chasseur]

Hvorfor han stod og hældte ud af noget så personligt kunne August ikke sætte sin finger på. Hun havde venlige øjne, og noget i ham fandt en varme i hendes blik. Hans grønne øjne var samme som han vurderede hende, som hun gjorde ham. Kunne man overhovedet stole på noget af det?

"Ja." svarede han uden tøven. "Og når jeg finder frem til dem, afslutter jeg deres foretagende en gang for alle." slog han hurtigt fast.