Dybe suk

[Marthe Pottemager]

Marthe kunne ikke huske, hvornår nogen andre end hende sidst havde puttet børnene og hun følte sig en smule ængstelig, da hun stod og vaskede op efter maden.

Af samme grund var hun hurtig til at dreje hovedet, da hun hørte Septimus. "Sover de?"

[Septimus Shaw]

Septimus nikkede. "Ja, de faldt hurtigt i søvn" svarede han og løftede træt hånden mod sit ansigt og gned let mod sine lukkede øjne.

Han sukkede kort. Det havde været svært og heldigvis havde hverken Skye eller Rae spurgt indtil hvornår han ville besøge dem igen, eller værst af alt. Hvornår han kom hjem igen.

"Jeg må hellere.. Jeg tænker du gerne vil være alene."

[Marthe Pottemager]

Marthe nikkede og satte træskålene til tørre. Hun overhørte ikke hans næste ord, men hun var heldigvis beskæftiget af at slå skodden fra vinduet og tømme spanden med beskidt vand ud, før hun var nødsaget til at svare.

"Det er ikke sikkert vejr at være ude i," konstaterede hun med et blik ud på det snefyldte mørke og det var fuldt ud sandt. Om det var den eneste grund... Det kunne hun ikke tænke på. Hun lukkede skodden forsvarligt, så ikke på ham. "Du kan sove på slagbænken."

Ikke i sengen, selvom han havde bygget den og selvom de var gift. Det kunne han ikke forvente, at hun tilbød. Kunne han?

[Septimus Shaw]

Det var pinefuldt at være vidne til hvordan deres ægteskab langsomt krakelerede i deres hænder. Han kunne sige tusinde af ting uden at det ville have nogen betydning. Han vidste hvad Marthe ville have; eller havde en god formodning, i hvert fald. Men det kunne han ikke give hende, hvor højt han end elskede hende så følte han sig til fare for sig selv og sin familie hvis han lod Levagnys mure lukke sig omkring hans sind.

Hans blik flakkede mod vinduet, og kunne også konstatere at hun nok have ret. Han sank en enkel gang. "Marthe.. Vi er gift, du er min hustru." sukkede han let og skar en anspændt grimasse.

"Jeg antager ikke noget ved at sove ved siden af dig. Men hvis slagbænken er mit alternativ, så tager jeg turen til kroen" sukkede han let.

[Marthe Pottemager]

Det var enormt stort for Marthe overhovedet at tilbyde ham det og det var på mange måder en håndsrækning. Af samme grund havde hun ikke forventet hans svar, der på alle tænkelige måder var grænseoverskridende og hun kunne ikke lade være med at se det som et aktivt forsøg på at tvinge skyldfølelse ned over hende. Og det fik hende til at sætte hælene i.

"Jeg deler ikke seng med en mand, jeg ikke stoler på," konstaterede hun og måske lød det hårdt, men det var den barske sandhed. "Hvis du ikke vil have, hvad jeg tilbyder, så har du ret. Så må du gå."

[Septimus Shaw]

Det var som om at de formåede at ødelægge hvert lille gyldent øjeblik der opstod. Ved hvert eneste ord sendte hun tusinde af skarpe knive mod hans bryst og han mærkede smerten fra dem alle. Han havde forsøgt at forklare sig, og selvom han vidste at det ville kræve langt mere af ham at vinde hendes tillid tilbage; his det overhovedet var muligt.

Men lige nu følte han at hun vred hvad lidt der var af ham tilbage, trampede på ham imens han allerede lå ned. Han kæbes spændtes let som hendes ord lød og han nikkede en enkel gang. "Så må det jo være sådan" svarede han let og samlede de få ting sammen han havde haft med.

"Stay safe." sukkede han let og åbnede døren ud til kulden og gik.

Afsluttet