Dybe suk

[Marthe Pottemager]

Marthe troede ikke for alvor på, at Septimus var idiotisk nok til at tage pigerne med ud i den fordømte skov, når der lå sne. Ellers havde hun frygtet det. Ordene var dog i det mindste en forsikring, selvom hun var ængstelig. Det var længe siden han havde været alene med pigerne.

Hun trak dog ikke i land, men kastede et blik på ham, før hun bøjede sig og kyssede pigerne. "Vær søde," formanede hun, før hun hankede op i Wesley og med et sidste blik på sin mand, tvang sig selv til at gå ind.

[Septimus Shaw]

Der gik et par timer med leg i sneen, varme drikker og frokost på kroen. Septimus havde nydt at have pigerne, og se dem lege. De var tydeligt trygge at have ham i nærheden og det skar i hans hjerte hver eneste gang han blev opmærksom på hvad han havde givet afkald på selvom det for ham slet ikke var sådan. Men Marthe skulle nok vende det imod ham.

Da han blev klar over at tiden var gået, og at hans hustru med sikkerhed var hjemme, rejste han sig og kaldte på Rae og Skye. I mellem tiden var der kommet mere sne, og han måtte bære dem begge igennem byen. Portene var blevet lukket for alles sikkerhed. Det var blevet alt for farligt at begå sig både i vogn, til fest og på sine egne to ben.

Det tog noget tid at nå frem til det lille hus, og da de nået frem lukkede han døren op og fik hurtigt pigerne ind. "Dada can't go.. snooooow" lød fra Rae der baksede med sine støvler og dryssede sne over hele gulvet.

"De har lukket byen." Septimus sukkede let.

[Marthe Pottemager]

Marthe slappede ikke af, selvom hun burde, nu hun kun havde et barn. I stedet var hun ved at gå ud af sit gode skind af bekymring, som hun så den tiltagende sne og Septimus endnu ikke var dukket op med pigerne.

Af samme grund lød der en halv bøn, halv ed fra hende, da døren endelig blev åbnet og det krævede alt, hvad hun havde ikke at skælde ud. Nyheden fik hende til at kaste et blik på Septimus, men hun svarede ikke på det med det samme. I stedet gennede hun pigerne ud af tøjet.

"Skynd jer ind foran ilden. I har været ude i kulden alt for længe."

[Septimus Shaw]

Septimus vidste godt at han var kommet alt for sent hjem med pigerne. Det ene øjeblik legede de i sneen, og i det næste spiste de varmt suppe i den varme krostue. Med et stod sneen så højt at det næsten var ligemeget hvornår de gik, så ville det tage lang tid. Hans hånd gned træt over hans ansigt.

"Jeg kan nok få et værelse på Falken.." lød det fra Septimus der ikke ville have at Marthe på noget tidspunkt skulle føle at hun behøvede at have ham boende indtil han kunne få lov til at forlade byen.

Hans brune øjne søgte pigerne der snart efter de var kommet ud af deres fugtige kapper og støvler løb ind foran ilden for de samlede sig under et tæppe, stadig med hver deres træfigur som de straks begyndte at lege med.

Det fik Septimus til at finde den lille ulv frem som han satte på køkkenbordet. ".. Det er til Wes."

[Marthe Pottemager]

Marthe vidste ikke om han forventede, at hun straks afslog hans ord og tilbød ham en plads der, men det havde hun ikke tænkt sig. Hun nikkede blot lidt med et afskærmet ansigtsudtryk og havde foldet armene over kors igen. Hendes blik fulgte hans bevægelse, da han satte træfiguren og hendes hjerte føltes som om, at det aldrig nogensinde ville blive helt igen.

"Jeg giver den til ham, når han vågner i morgen," svarede hun blot, frem for alle de tusind andre ting, hun kunne have sagt. Hun formåede ikke helt at møde hans blik.

[Septimus Shaw]

Septimus nikkede. På et og samme tid havde han haft et håb mere end en forventning til at hun ville tilbyde ham ly for natten. Selvom det som sådan ikke længere var hans hus. Han anede ikke om han gjorde hende en tjeneste ved at fjerne sig selv fra hende eller om han gjorde det værre.

Hans fingre strakte sig let før han knugede sine hænder. Vejrtrækningen var lang og han åbnede munden for at ville tage afsked med pigerne da Skye pludselig stod ved hans side.

"Blir' du ik' lidt længere, Dada?" Hendes bløde hånd havde fundet hans igen.

[Marthe Pottemager]

Marthe var bevidst om, at det kun gjorde det sværere for børnene at forstå det, hvis han var der i tide og utide, men det var i forvejen svært at være alene med dem altid og hun kunne ikke finde i sig selv at være den koldblodigt fornuftige nu. Hun regnede ikke med at Septimus selv ville være det.

Alligevel var hun stille i nogle lange øjeblikke, afventede hans reaktion, før hun ville sige noget. Noget, hun måske fortrød.

[Septimus Shaw]

Septimus satte sig ned og lagde sine arme omkring Skye, der langsomt lagde sit hoved ind mod hans skulder. Han aede hende på ryggen.

"Jeg bliver her indtil du sover" lovede han. Lige meget hvad han havde sagt kunne han have fået det vendt mod Marthe, som var hun den der bestemte om han måtte være der eller ej. Nu tog han sagen i egen hånd. Det virkede på Skye og hun slap ham langsomt igen og satte sig tilbage foran ilden og hviskede det til sin søster.

Han rejste sig op. "Er der ikke noget jeg kan hjælpe med?"

[Marthe Pottemager]

Marthe strammede armene yderligere og fik sin forventning opfyldt. Nej, Septimus ville ikke tage det fornuftige valg, men i stedet opretholde illusionen af, at det ikke var ham, der havde valgt at gå fra dem.

Hendes ansigt var tillukket, da han så på hende og hendes kropssprog det samme. "Hvad er det, du foretager dig?" spurgte hun så dæmpet, at børnene ikke kunne høre det. "De kan ikke forstå, at du pludselig er her, for så at gå din vej igen."

[Septimus Shaw]

Septimus havde forventet det, men han havde ikke med det same noget modsvar til at kaste tilbage til hende. Han trak vejret dybt ind. "What am I...?" Hans bryn trak sig sammen.

"I know that you have the feeling that I left you. That I chose to stay away.. I love you, and I love our children. I built us a house, by Mithras. No one is winning. We are all losers." Svarede han sammenbidt. Han blev ked af af at bo i byen, og Marthe havde sikkert en fornemmelse af at hun ville blive ked af at bo i skoven. Lige meget hvad havde ingen af dem nogen sag; men det var naturligvis ham der tog det første valg.

"Jeg har alle planer om at besøge dem så ofte som jeg kan. Vejret er den eneste grund til at det har været umuligt.." Besøge dig..

[Marthe Pottemager]

Måske kunne han have sagt noget, der formildede hende, men det var ikke det. Han fik det til at lyde som om, at det eneste problem var hendes følelser og hun så på ham med et brændende blik og en kæbe, der var spændt til bristepunktet.

"Nej, Septimus. Du skal ikke engang forsøge at få det til at lyde som om, at du er uskyldig i det her. Det var dig, der valgte at forlade os, fordi vi ikke straks opgav hele vores liv for en eller anden drømmeforestilling. Du har løjet for mig i månedsvis."

Hendes stemme var dæmpet, men der var ingen tvivl om, at hun var vred. "Og hvis du tror, at du bare kan komme og gå her, som det passer dig, så kan du godt tro om igen. Vi har ikke brug for en mand og en far, der kun er der, når det er belejligt. Sådan fungerer det ikke."

[Septimus Shaw]

Han var ikke kommet for at skændes med hende. Lige nu stod de på hver deres side, med hver deres hænder fyldt med beskyldninger. Han kunne lige så nemt smide det direkte i hovedet tilbage på hende. For over hos ham havde hun også valgt noget fra. Ham. Han følte alt trang til at bemærke at han kunne tage børnene med sig.

Hans hænder føltes tunge, da fingrene lukkede sig. Hans brune øjne flakkede mod de to piger der uvidende sad og varmede sig foran ilden. "You speak as if the children agree with you." svarede han fast med brynene trukket let sammen.

"Did it ever occur to you, that the girls, if asked, wanted to stay with me?" Han trådte et skridt hen imod hende. "Jeg ved at jeg ikke burde have løjet for dig, men er din forestillings evne virkelig så dårlig, at du slet ikke kan stille dig over på min side i alt det her? Elsker du mig så lidt at.." Han rystede på hovedet. "Belejligt..?" Læberne blev skilt ad.

"Hvis du tror at jeg bevidst vælger mine børn fra, så er du ikke den kvinde jeg giftede mig med!" hviskede han hæst.

[Marthe Pottemager]

Marthe blev bleg og han kunne lige så godt have slået hende. "Det ville de måske, fordi de er vant til en far, der kun er der, når det er sjovt. Men hvem har taget sig af dem, når de er syge? Hvem har altid været der for dem? Du har ingen anelse om, hvordan det er at så alene med tre børn, for du har aldrig været nødt til det," hvæsede hun og hun havde tårer i øjnene nu.

"Kom ikke og sig, at du ikke sætter dig selv først. Det er dig, der er forsvundet ud for at drikke og det var dig, der valgte at flytte fra os."

[Septimus Shaw]

Septimus løftede sine hænder, der nu var alt andet end knyttet. De lagde sig mod hendes kinder, og selv hvis hun forsøgte at trække sig væk ville han holde hende der. "Marthe..." Hans stemme skælvede let. Han vidste han havde behandlet hende dårligt og stadig gjorde det med sine handlinger og sine hemmeligheder.

Selv hvis han prøvede ville det ikke nytte og forsøge at forklare sig, hvad der skete dengang og hvad det gjorde ved ham. Han havde ikke været stærk; ikke været mand nok til at kunne klare sig igennem det for sin familie. Men byen mure trak sig sammen omkring ham, hvis han ikke kom ud og langt væk fra det ville det æde ham op indefra.

"L-Listen to me!" Hviskede han. "Alt jeg gjorde var for vores fremtid. Det forstår du måske ikke nu.. Alt du mærker er forræderi. But I love you.. I love you."

"je t'aime.."

[Marthe Pottemager]

Marthe prøvede at trække sig væk, men hun kunne ikke. Han var fysisk stærkere end hende og mod hendes vilje, flød øjnene over. Hun havde lyst til at råbe af ham, at han ikke skulle tale ned til hende, men så fortsatte han og et hulk undslap hende.

"Jeg kan ikke stole på dig," græd hun og hadede alt ved det. "Hvordan skal jeg kunne blive ved med at elske dig, når jeg ikke kan stole på dig?"