I midten af hjertet [P]

[Orielle af Falanie]

Sen aften kl. 22.33.

Rosenhaven.

Gaspard af O'Gallagher

Snakken var i et med musikken og de to smeltede nærmest sammen som Orielle bevægede sig væk fra festlighederne og ud af den store dør der førte ud til balkonen. Der snoede sig to trapper fra hver side og dronningen fulgte stengelænderet med fingrene som hun trådte ned på hvert trin. Det var ikke ulig hende at have brug for at trække noget forfriskende luft ind og lade aftenvinden nedkøle hende. Hun havde talt med den ene adelig efter den anden og var blevet mere rundtosset end var godt var.

Kinderne blev røde af den kølige vind og det var vist nok lykkes hende at finde på en tilpas undskyldning overfor sine hofdamer så de forblev ved døren i stedet for at rende hende i hælene. Hun fandt den nærmeste bænk og sank udmattet ned på den.

[Gaspard af O'Gallagher]

"Deres Majestæt," Gaspard nærmede sig hendes side med rolige skridt. Hun havde været hurtig til at forlade festlighederne; det var et henkastet blik ud af øjenkrogen, at han netop havde nået at fange synet af Dronningens blonde hår og kjolens skørt bevæge sig i den kølige vind på vej ud på balkonen. Men han kendte hende efterhånden på dette punkt. Man skulle være hurtig, ellers mistede man hende som en flygtig skygge. En evne hun besad, som Kongen hamselv ofte måtte lide under, for selv nu havde han ikke lagt mærke til sin Dronnings flugt ud i Rosenhaven.

"De bliver kold sådan her," kommenterede Gaspard idet at han trak sin kappe med kaninpels af og lagde den roligt ovre Majestætens slanke skuldre. Kjolens snit komplimenterede hendes blege hud, men var bestemt ikke designet til natlige flugtture ud i den kølige aftenbrise.

[Orielle af Falanie]

Orielle lagde hånden mod sit bryst da en anden stemme lød, og det gippede næsten i hende at skræk. "Åh, Gaspard du tog næsten livet af mig." mumlede hun og rystede let på hovedet. Det tog hende et øjeblik at få hjertets slag til at sænke sig en smule. Hun lod ham lægge kappen hen over hendes skuldre men virkede ikke som en der havde tænkt sig at rejse sig lige med det samme.

"Forhåbentligt bliver så kold nok" svarede Orielle med et let nik med hovedet. Hun havde ikke tænkt sig at være væk i flere timer, kun lige nok til at kroppen ville sænke sig ned til den normale kropsvarme og ikke glinse af de svedperler der uundgåeligt ville danne sig omkring hendes pande når det hele blev lidt for meget.

"Jeg er sikker på at Hans kongelige majestæt kan håndterer greverne på egen hånd lidt endnu." Hun lagde hovedet tilbage mod den høje rosen busk bag hende og lukkede øjnene.

[Gaspard af O'Gallagher]

Hun havde ganske ret. Festen foregik stadig inde bag de store murer. Latter, musik og snak kunne høres i det fjerne, og hvis man lyttede godt efter ville man også høre hvordan de mange grever og baroner prøvede at gøre deres stemme højere end hinandens. I en verden som denne adelige var der kun én ting, der gjaldte, og det var at føre sig mest frem. Ganske overfladisk. Det var der nu ikke noget nyt i. Og mens de stod derinde og snakkede, kunne Gaspard ikke gøre andet end at lægge mærke til kontrasten mellem dem og Dronningen selv, der var gået ud for at mærke sig selv igen.

"De har ret.." bekræftede Gaspard og skimtede kort mod de lysende vinduer, "Men det er nu ikke min bekymring, Deres Majestæt." Den høje bluetoner rettede sit blik mod dronningen igen, der med lukkede øjne nød den kølige aftenbrise.

"Hvordan har De det?" spurgte han roligt med en oprigtig interesse for hende. Det var måske ikke alle, der havde bemærket Orielles flugt herud, men Gaspard havde, og spørgsmålet var, om der lå mere til grund for dette.

[Orielle af Falanie]

Orielle forsøgte ikke at gøre det så ofte, men det var efterhånden blevet en dårlig vane for hende at trække sig fra nogen af de større af hoffets fester. Men hun vidste at hun ikke kunne tillade sig at blive helt væk fra dem og derfor var hun nødsaget, som nu til at lufte hovedet, bare en smule.

Et smil sitrede i den ene side af mundvigen uden at dronningen mødte hans blik. I stedet holdte hun dem stadig lukkede og nød hvor stille det var ude i haven. Hvis hun koncentrerede sig godt nok kunne hun næsten forstumme alle andre lyde omkring sig. Hun var vant til at have folk omkring hende der bekymrede sig, men Gaspards ord virkede i den grad oprigtige hvilket også fik hende til at åbne det ene øje og skæve kort op på ham.

"Jeg er udmattet" svarede hun ærligt med et let suk.

[Gaspard af O'Gallagher]

Som Orielle sad sådan, med hovedet lænet tilbage mod den høje rosenbusk, blev hendes bryst en anelse fremskudt, og hendes vejrtrækning var tydelig mod de feminine former. Gaspard måtte tage sig selv i at have haft et flygtigt blik, og han rettede straks de grå øjne op mod hendes lukkede øjne og smilet i mundvigen.

"Det har også været nogle lange dage, Deres Majestæt," bekræftede Gaspard, som han fangede hendes blik, idet hun skævede op på ham. De sidste par dage havde stået på alt fra gilder og små royale sammenkomster til strategimøder og politik. Foruden børnene, der selvfølgelig også skulle have tid, hvem kunne så bebrejde hende for at være udmattet.

Med rolige skridt gik Gaspard hen og satte sig på bænken til hendes side. Det tydede på, at det måtte tage noget tid før at hans dronning var klar til at gå ind til festlighederne igen.

"Det får mig til at huske på, hvorfor jeg rejste væk i første omgang," sagde han åbent og skimtede på Orielle. Adelslivet havde aldrig rigtig tiltalt Gaspard, der havde haft travlt med at rejse fra det. Og nu sad han så her, fanget i selvsamme spind, som han var flygtet fra.

"Det var først da jeg havde Bluetons grænse i ryggen, at den der udmattelse forsvandt. Agliums gyldne kornmaker. Wufrurgs skove, der spreder sig så langt øjet rækker," Gaspard lænede sig en anelse frem på bænken idet han fulgte sine ruter i sit sind. Minder, der fik ridderen til at smile en anelse for sig selv.

"Men Hasneas klare bjergluft.. Så kold, at man kan mærke dens hårdhed helt ind bag brystkassen og i hjertet, så man er sikker på, at det vil kunne gå i stå hvert minut det skulle være.. Dér kunne jeg trække vejret igen," afsluttede han roligt, og fangede bevidst og hæmningsløst øjenkontakten de havde haft tidligere.

[Orielle af Falanie]

Tanker blev små og Orielle mærkede hvordan hendes hjerteslag sank ned som roen langsomt lagde sig hen over hende. Gaspard havde altid haft en facinerende evne at med blot sin tilstedeværelse kunne få hende til at slappe af. Men det var vel også meningen med en livvagt. Smilet hang vant om hendes røde læber og uden at rykke særlig meget på sig lod hun sine fødder slippe ud af skoene blot for lige at mærke den kolde vind om sine tæer.

Hun nikkede til hans ord. Der havde været mange møder, og selvom hun ikke altid skulle deltage hende blev slottet vendt på hovedet for at alt skulle gå glat. At være kransekagefigur for sin mand var nok det mest trættende arbejde hun nogensinde havde været udsat for selvom hun med alderen havde sagt til mening mere end én gang. Belthair var overbærende til tider og hun forsøgte også at lade de gode råd falde når de var alene end foran hele hans råd.

Orielle åbnede nu begge øjne og så direkte på Gaspard.
“Nej hør nu, du har vel ikke tænkt dig at forlade mig nu” Kom det protesterende fra dronningen hvis lyse bryn gled længere ned mod hendes øjne. Hun havde i hvert fald intet hørt og hendes vagt havde aldrig før vist nogen form for ubehag ved at arbejde for hende.

Da han fortsatte kunne hun dog ikke lade være med at forestille sig alt hvad han havde set, og alt hvad han havde med sig. Orielle var ikke så berejst som han selv, men havde dog deltaget i en del fester i de forskellige hovedstader. Men de formelle besøg var aldrig det samme som når hun hørte historier som de Gaspard kunne finde frem.

De lyse blå øjne flakkede hen over hans ansigt, hvilket fik hende til at smile lydløst. Han fik altid sådan et drømmende træk og nogen gange kunne hun blive ved med at høre om de samme rejser han havde været på; blot for at blive suget ind i eventyrene.

“Hvad med Falaine, hvordan har du det her?” spurgte hun nærmest som en hvisken.

[Gaspard af O'Gallagher]

Gaspard trak let på skulderen og skar en grimasse, "- udmærket," svarede han roligt og lod sit blik finde dronningens endnu engang. Hvis det stod til Gaspard, så var han ikke meget for at sidde fast bag royale murer. Han var en rejsende sjæl og hungrede da også efter at ride ud og opleve fjerne horisonter og de eventyrer, der fulgte med. Men på den anden side, så var der noget, der holdte ham tilbage. Eller rettere sagt, nogen. Og hun sad lige foran ham. Smuk og uvidende.

"Jeg har mine grunde til at blive her," sagde han og lod sig sætte tilbage på bænken. Han krydsede fødderne over hinanden, lod sine hænder finde hvile mod sin nakke og lod hovedet falde en anelse tilbage. Stjernerne var klare i den kolde vinterluft.

[Orielle af Falanie]

Orielle smilte selvtilfreds og bøjede langsomt hovedet en smule frem over og anerkendte svaret. Desuden havde han slet ikke fået lov til at rejse fra hende, om end han havde givet hende en direkte opsigelse. Han var alt for vigtig, både for hende men også for hendes mand og det var komplet udelukket at hun skulle til at finde sig en ny vagt.

Hendes blik vendte tilbage mod nattehimlen og en flygtig tanke strejfede kort hendes væld af tanker.
"Det må du vel have siden at du kan finde dig i mine hysteriske anfald" smilet sneg sig frem og nået næsten op til begge af hendes ører. Orielle vidste godt at hun af og til kunne være panisk paranoid, og ofte fuldstændig idiotisk at høre på. Men at Gaspard alligevel stod vagt ved hendes dør hele natten hvis hun bad om det, var alligevel noget af en erklæring.

[Gaspard af O'Gallagher]

Hendes ord fik Gaspard til at rette blikket tilbage mod hende. Et vagt smil dannede sig på de smalle læber, og han rettede sig en anelse bedre på bænken.
"Hvem skulle ellers gøre det?" lød hans ord drilsk. Han lænede sig frem, albuerne fandt hvile mod knæene, og mellemrummet mellem dem blev en anelse forkortet.

"De er vant til, at få Deres vilje," Gaspards ord var direkte og flabede, og uden nærmere overvejelser fortsatte han sin lommefilosofi, "Alle bukker og nejer for Dem når De kommer ind i et rum, for alle ønsker at opfylde Deres ønsker. De eneste ord De hører er 'ja, Deres majestæt', 'selvfølgelig', 'sagtens'. Men de ved ikke hvad de skal gøre, når De så først bliver frustreret over deres kedelige ord. Det er derfor, jeg er her.." mundvigen trak en anelse i den ene side, flabet og en anelse drenget.

[Orielle af Falanie]

Orielles blik lå stadig hvilene og betragtende mod Gaspards ansigt der svagt var lyst op af både månen og de høje fakler i haven. Når det bare var dem to følte hun sig altid mere sig selv og fri end mod nogen anden. Selvom han tjente under hende vidste hun at hun kunne tale frit, og at han altid ville have hendes ryg.

"Ja hvem skulle ellers" smålo hun dæmpet og løftede hånden hen over munden for ikke at lade sig rive alt for meget med. Orielle vidste godt hvor svær hun ofte kunne være at hamle op med; derfor krævede det sin mand at holde styr på hende og særligt sige hende imod hvis hun overvejede at gøre noget dumt.

Et lyst øjenbryn skød op. Det var alt for sjældent at nogen talte sådan til hende. Hendes ansigtsmimik afslørede dog at hun fortsat var ganske underholdt. "Er du der for at redde mig fra de dødkedelige samtaler?"

[Gaspard af O'Gallagher]

"Jeg er vel ansat til at redde Deres liv, er jeg ikke?" fortsatte Gaspard med et oprigtigt bredt træk i mundvigene, som de kørte deres joke længere ud, "Dødkedelige samtaler er, hvis De spørger mig, de mest dræbende." Hendes småklukkende smil var smittende. Og selvom at vinterkulden havde sat sig i deres hud, så var der alligevel en varme ved at sidde der og grine sammen.

Pludselig lød der en latter ikke langt fra hvor de sad. En kvindelatter efterfulgt af en herre, der åbenbart prøvede at charmere sig ind med ord, der kunne lyde som en serenade. 'Nej, Pierre, hold nu mund med det der - du synger af helvedes til,' grinede kvinden.

Gaspard så på dronningen ved sin side med et sigende blik. Han rejste sig hastigt fra sin plads på bænken og nikkede i retningen, "Lad os se, hvad der sker." De måtte snige sig hen til rosebuskens hjørne for bedre at få et indblik i situationen.

Og dér, midt i rosehaven, sad en mand på knæ, tydeligvis beruset, holdende om hånden på den adelige kvinde med en hat, der sagde spar-fem. Han sang af sine lungers fulde kraft så vinduerne nærmest var på nippet til at sprække, men åbenbart faldt det i god jord hos adelkvinden, hvis kinder var mere røde end de royale roser.

"Ser man det.." hviskede Gaspard lavmælt til dronningen ved sin side, "Der er åbenbart kærlighed i luften.." Som to børn stod de der og spionerede tæt mod hinanden.

Så prøvede manden at synge en høj tone, der tydeligvis gik galt. Gaspard skar en grimasse inden at han måtte konstatere sammenbidt; "Hun har ret, han synger af helvedes til."

[Orielle af Falanie]

Smilet lå fortsat på Orielles læber, og hun så ikke ud til at kede sig spor. Det altid dejlig forfriskende at få Gaspards syn på hendes liv og de kedelige samtaler. Hun lænede sig tilbage mod rosenbusken høje væg og plantede hænderne fladt mod stenbænken. Det kunne være addeles drænene at overvære møder hvor hun egentlig bare skulle sidde og nikke. Men Belthair vidste godt at hun sjældent kunne holde sin mund hvis hun virkelig mente at de gik i den forkerte retning.

Hun løftede hovedet mod lyden og så ganske overrasket ud. Var nogen mon ude og lede efter hende allerede? Men ved Gaspards ord gik det hurtigt op for hende at de var ude af helt andre årsager. Hun nikkede hurtigt og rejste sig for at gå mod lyden. Hun pressede sig helt tæt op af hækken så de ikke kunne få øje på dem.

De blå øjne søgte de to skikkelser og hun måtte holde en hånd op foran munden for ikke at fnise for højt; som var hun tyve år yngre. Hun drejede hovedet og opdagede at Gaspards ansigt var få centimeter fra hendes. Hun trak vejret dybt ind før hun stak en albue i siden på ham.
"Shh" hviskede hun.

"Hvis hun kan lide ham, ser hun forbi hans dræbende stemme" svarede hun som blikket flakkede mellem manden og kvinden.

[Gaspard af O'Gallagher]

"Han må være med penge.." kommenterede han Orielles bemærkning og skar en grimasse, for det krævede vist mere end 'at kunne lide' for at se igennem den serenade. I hvert fald så det ud til, at kvinden ikke havde i tanke om at stoppe manden, til trods for at hans stemme var gennemskærende i Gaspards øre. Hvordan var det så ikke at stå lige op ad selve kilden til støjen?

Der gik måske et minut eller to før at serenaden var slut. En velkendt serenade, og det lettede da også Gaspard, da han fangede at det var sidste vers.

Så skete der noget ganske uventet. Gaspard lænede sig mod dronningen og pegede mod balkonens dør, der pludselig gik op. "Tror De, at det er--?" mere nåede Gaspard ikke, for skikkelsen ved balkonen susede ned på plænen mod de to elskere.

"Hvad fanden har I gang i, forbandede støvmider?!" brølede skikkelsen højlydt. En bredskuldret mand med gråt skæg stormede frem. Kvinden nærmest fór sammen idet at hun udbrød, "Charles?!" som synet af hendes ægtemand blev tydelig i skyggerne.

"Hun er-- gift," Gaspard lød nærmest overrasket, og måtte bide sig hårdt i kinden for ikke at bryde ud i latter over det lille dramastykke der foregik på plænen lige for næsen af dem.

[Orielle af Falanie]

"Årh Gaspard. En knækket sangfugl behøver jo ikke at have sine forhold i orden. Måske.." Orielle ville have forsvaret den stakkels mand noget mere hvis ikke hun var blevet afbrudt så højlydt. Hun kunne ikke lade være med at spærre øjnene op da en ældre mand tordnede frem på balkonen.

"Nej.. Ved Yphion" hviskede hun som de blå øjne så op. Hun måtte holde hånden op foran munden endnu engang for at kvæle et fnis. Hun så på hvordan den ældre adelig trak væk i sin kone der med et langt blik så tilbage mod sin tonedøve elsker.

"Hun er gift.." hviskede hun før hun drejede hovedet på Gaspard.