Gensynsglæde

[Sophie af Lemaux]

Sophie havde både set frem til at se sin mor, men også frygtede det. Hun vidste at hun skulle have at vide at Ysa levede. Men hun var bange for at hun ikke ville kunne klare det. Alligevel skulle der tages hul på det på et tidspunkt. Men om et tidspunkt var denne formiddag, kunne hun ikke sætte sin finger på. Som det første var hun en datter der havde savnet sin mor så uendelig meget. Breve var der ikke blevet meget af, til trods for at hun havde sendt en del. Men det var ikke kun hende der ikke fik svar. Cyran af Lemaux oplevede det samme.

Hun lukkede hoveddøren efter sig til byhuset. Hvis ikke hun vidste at der var nogen hjemme, ville det virke tomt. Hun blev vist ind i den mindste af de to stuer som var varmet op. "Deres mor er på vej ned" blev der meddelt og Sophie forberedte sig endnu engang på at se Mariote af Lemaux

[Mariote af Lemaux]

Mariote havde ikke forladt byhuset siden sin ankomst dagen før. Hun bevægede sig kun ned fra værelset for at spise og selv det kunne i teorien foregå i ensomhed.

Det var dog ikke hvad der skete denne gang. I stedet blev hun mødt af sin eneste tilbageværende datter. Produktet af ægte kærlighed. Hendes øjne fyldtes med tårer, da hun så hende. Sophie havde heller intet svaret på hendes mange breve. Det havde såret hende.

[Sophie af Lemaux]

Sophie var normalt ikke en følelsesladet kvinde, men de sidste måneder havde det ændret sig en smule, og da synet af sin mor mødte hende kunne hun heller ikke selv holde dem tilbage. Hun gik med hurtige skridt hen imod Mariote og selvom hun havde lyst til at kaste sig i hendes arme, gjorde hun det blidt. Men da først hun trykkede hovedet ind mod hendes hals og indåndede den velkendte duft mærkede hun hvordan hjertet sank en smule.

"Maman" hviskede hun og trykkede næsen mod hendes kind og blev hængene længere, som et barn der evigt havde haft brug for at kunne krybe sig ind til sin mor. Hun havde holdt det skjult for sig selv hvor stort et behov hun havde haft for at se hende.

[Mariote af Lemaux]

Mariotes hjerte smeltede over reaktionen fra sin elskede datter. Hun gled ind i stærke arme og gemte ansigtet ved hendes skulder med et lille, dæmpet suk.

"Ma belle fille," mumlede hun. "Sophia. Mon coeur."

[Sophie af Lemaux]

Sophie holdte om sin mor, som hun så tit havde holdt om hende da hun var lille. Med kinden hvilende mod hendes hoved, og først da der var gået et langt øjeblik, trak hun sig blidt tilbage så hun kunne se på hende.

Det var alt for længe siden de havde set hinanden, og selvom Sophie havde skrevet utallige breve til sin mor, kunne hun alligevel mærke savnet.

"Kom, lad os sætte os" bad hun sin mor og hjalp sin mor hen til bænken. Dog inden hun fik lov at sætte sig hentede hun et par ekstra puder.

[Mariote af Lemaux]

Ingen ord. Der var ingen ord for det savn Mariote havde følt efter sine børn. Éduin af Lemaux, Cyran af Lemaux og Sophie. Savnet efter den lille Ysabeau var en øm smerte, der heller aldrig ville forsvinde.

Hun fulgte sin datters opfordring mod bænken og sank ned på den, men slap hende nødig.

"Smukkeste Sophie, mit lille lys," mumlede hun.

[Sophie af Lemaux]

Sophie var mærket af at se sin mor, men hun holdte sammen på sig selv for ikke at bryde sammen, og komme til at tale over sig omkring Ysa alt for tidligt. Hendes mor skulle have det at vide på den rigtige måde, selvom der ikke måtte gå for lang tid. Hun satte sig, og straks efter faldt hendes hoved mod hendes skulder.

"Jeg.." Hun holdte vejret. "Har du været meget sløj?" kunne hun alligevel ikke holde tilbage; det måtte være den eneste forklaring på de manglende breve.

[Mariote af Lemaux]

Mariote lod datteren. Selvfølgelig. Nærkontakten var uvant og på en måde dybt akavet, men hun trak sig ikke fra den. Hendes blik blev lidt fjernt over spørgsmålet, som hun måtte undgå. De skulle ikke vide hvordan hendes liv var nu. Tomt. Frarøvet hendes eneste glæde - dem. Hun rømmede sig.

"Jeg har haft det ganske fint, min skat. Du skal ikke tænke på mig. Fortæl mig om dig i stedet."

[Sophie af Lemaux]

Sophie troede ikke på sin mor. Hun havde hørt historien fra Cyran om hvordan hun så ud, da han blev tvunget til Lemaux på hjemrejsen fra fronten. Hun var led ved at hun ikke havde havde gjort det samme. Men tankerne havde været et andet sted. Robion af Suilleaux og hans skilsmisse. Hun vidste stadigvæk ikke hvor de var henne, og hun havde næsten slet ikke set ham siden de var kommet hjem. Men hans hustru var også lige død. Intet af det kunne hun dog dele med sin mor.

"Årh.. Du ved.." begyndte hun som et lille smil sitrede. "Jeg nyder at undervise, og dygtiggøre mig så jeg forhåbenligt om et par år kan blive udlært." Strega Lemaux lød ganske fortræffeligt. Strega Suilleaux lød endnu bedre, men en så håbløs drømmer var hun ikke; hun havde for længst drejet nøglen om på dét liv.

[Mariote af Lemaux]

Mariote lyttede og nikkede. Hendes blik stirrede lidt ud i ingenting.

"Det lyder dejligt, min skat. Du er så kvik og fin. Du skal nok blive til noget endnu større. Det er jeg ikke i tvivl om."

Hendes tone var let. Hun havde hørt hvad der blev sagt, men det var så svært at forholde sig til. Så langt fra hendes mørke, indelukkede verden.

[Sophie af Lemaux]

Sophie smilte tilfreds. Hun følte sig utrolig heldig over at have en mor der oprigtigt virkede stolt af det hun foretog sig i stedet for at bemærke hendes manglende ægteskab. Den rødhårede komtesse kunne kun gisne om hvad der mon foregik inde i sin mors hoved og selvom hun var en relativ god menneske kender var hun ikke altseeende.

Hun løftede hovedet fra hendes skulder og lagde i stedet sin hånd oven på hendes. "Mor.." Hendes stemme var lav. "Har du overvejet at flytte tilbage til byhuset?" Det kunne jo ikke gå at hun sad i Lemaux alene.

[Mariote af Lemaux]

Mariote lukkede øjnene helt ved datterens spørgsmål. Hun rystede på hovedet og sank lidt sammen fysisk såvel som psykisk.

"Det ville din fader aldrig tillade, min egen. Og her larmer også sådan. Nej, roen på borgen er bedst for alle. Så er der også plads til jer og jeres familier her."

[Sophie af Lemaux]

Sophie mærkede endnu et stik, og hun blev ked af det over at høre afslaget, selvom hun et sted godt vidste hvordan det hele hang sammen. Hun klemte om hånden igen, før hun løftede den frie hånd mod Mariotes kind.

"Du er også familie. Du.. Maman.." hviskede hun og rystede tårerne væk.

[Mariote af Lemaux]

Mariote var mild, men trist. Smilet var væk og hendes pande let rynket, som hun så ud i luften og strøg en hånd over Sophies, uden at være helt til stede.

"Lad være med at gifte dig, medmindre han er den helt rigtige for dig," mumlede hun.

[Sophie af Lemaux]

Sophie vidste ikke om det var meningen at hun skulle høre morens ord, ikke desto mindre hørte hun hvert et ord, og det fik hende til at rynke sine bryn let. Hun havde ikke regnet med nogensinde at høre nogen sige sådan. Hun havde altid troet at hendes forældre var enige i deres holdning om at det ikke i længden kunne gå at have hende ugift.

Hun havde fundet den rigtige; men skæbnen ville det bare ikke.

"Hvad hvis.. Man ikke kan få den rigtige?" hørte hun sig selv spørge.