Slip dig fri

[Sarah Merchande]

Sarah vred sig lidt da Dina prikkede hende i siden, men smilede skævt og trak på skuldrene.

"Hmm. Der er en mand, jo," tilstod hun. "Men kun en, nu. Balthazar... Han blev tvunget til at rejse hjem, så nu er vi kun... To." Smilet var væk igen. "Og det er kompliceret." Hun rømmede sig.

"Han er gift..."

[Dina Brygger]

Dina ville tænke at tingene blev væsentligt mindre komplicerede af, at der kun var to personer involveret, men hvad vidste hun. Hun tog en tår øl og det hindrede hende effektivt i at måbe over fortsættelsen. Øjnene spærrede sig dog lidt op, før hun rynkede på brynene

"Gift?" gentog hun, selvom hun udmærket forstod. "Sarah..."

[Sarah Merchande]

Sarah løftede begge hænder og gemte ansigtet i dem. Hun tittede ud mellem fingrene og sagde en opgivende lyd.

"Jeg ved det godt," svarede hun lidende. "Det er slemt. Men jeg kendte ham før alt det. Det var ikke et frivilligt ægteskab og han elsker mig, ikke hende..."

[Dina Brygger]

Dina kendte ikke manden, men hun så lidt for mange faresignaler i den smule hun allerede havde fået at vide og hendes bryn havde trukket sig sammen i bekymring.

"Han elsker dig - men han giftede sig alligevel med en anden?" sagde hun, skeptisk.

[Sarah Merchande]

Sarah sænkede hænderne og så opgivende på Dina. "Adelige har andre regler. Ægteskab handler ikke om kærlighed. Kun om alliancer. Han valgte ikke selv."

Hun knyttede hænderne lidt. "Han lever ikke som en husbond med hende. Det forsikrede han."

[Dina Brygger]

Dina kunne ikke rigtigt skjule sin skepsis. Hun kendte ikke manden og måske var det sandt nok, men det lød i høj grad også som en belejlig undskyldning og hun havde svært ved at tro på det. Hvis han var pligtopfyldende nok til at gifte sig med den anden kvinde, hvorfor så sætte grænsen andre steder?

"Der er altid et valg," konstaterede hun dæmpet, lidt tøvende. "Jeg er ikke imod det, Sarah. Det er bare... Hvad med dig? Er det en fremtid, du er tilfreds med?"

[Sarah Merchande]

Sarah slog blikket ned og rynkede panden dybt. Hun trak på skuldrene. Det var jo tanker hun selv havde haft og det gjorde lidt ondt at blive forholdt dem af veninden. Her kunne hun ikke bare skyde det fra sig.

"Jeg... Jeg ved det ikke," indrømmede hun. "Jeg elsker ham..."

[Dina Brygger]

Dina forstod dilemmaet. Hun elskede selv Micah, som hun endnu ikke havde fået lov at få. Hun forestillede sig, at han til sidst gav efter for sin fars pres og giftede sig med en anden. Alene tanken var uudholdelig, men ville hun opgive ham af den årsag?

Hun rakte ud og gav Sarahs hånd et klem. "Måske er det nok," svarede hun og forsøgte at smile optimistisk. "Jeg ved ikke om jeg kunne det, men det er dig der ved, om han er det værd..."

[Sarah Merchande]

Sarah sank og rystede lidt på hovedet. "Jeg ved heller ikke om jeg kan," indrømmede hun lavt, selvom hun var skræmt af ordene. Hun rømmede sig.

"Nå. Jeg vil ikke sidde her og tude. Lad os tale om noget mere muntert."

[Dina Brygger]

Dina accepterede og lod kun et bekymret blik dvæle et øjeblik endnu, før hun nikkede beslutsomt. "Okay, okay," lød det. Så fik hun et glimt i øjet.

"Vi kan tale om, hvorfor du stadig har et halvt krus tilbage og mit er tomt. Kan du ikke følge med?"

[Sarah Merchande]

Sarah lo og bundede i næste øjeblik sit krus. Så betragtede hun veninden udfordrende.

"Du giver næste omgang."

[Dina Brygger]

"Aftale," svarede Dina og snart efter smuttede hun efter to nye krus, uden besvær med at sno sig gennem mængden, fordi hun var en lille splejs.

Hun vendte tilbage og dumpede krusene ned, før hun selv satte sig.

"Du ved, det er normalt nu, vi ville begynde at se efter de pæne mænd," konstaterede hun. "Hvad skal vi dog lave, nu hvor det ikke er aktuelt?"

[Sarah Merchande]

Sarah smilede og lænede sig tilbage. Imens Dina var væk, forsøgte hun at lade være med at tænke på Helias af Tardigy, men det lykkedes ikke og hun måtte fremtvinge et smil, da veninden kom tilbage.

"Det er hårdt. Måske kan vi stadig godt kigge... Selvom man ikke skal handle, må man jo godt se på varerne..."

[Dina Brygger]

Dina lo dæmpet, men så samtidig bare en bestemt brygger for sit indre blik. Hun ville ærligt talt foretrække at se på ham, men det var usolidarisk.

"Måske," svarede hun derfor, muntert, men også en kende skeptisk. "Finde inspiration ude, mener du?"

[Sarah Merchande]

Sarah brummede. "Netop. Se over på de to der. Krølle og hans ven med arret. Hvis vi var helt frie, så havde vi sendt dem blikke, indtil de var kommet over til os. Du kunne få ham med arret. Jeg løber med krølle."