Kølige toner (s)

[Cateline af Rouvry]

Cateline løftede blikket og stirrede på Lucien. Hun havde været hos Cléore af Beauvy dagen før. Jalousien ved tanken om at nogen af dem kunne erstatte hende med hinanden brændte, men isen fik den slukket igen.

"Hvilken plads er det? Den tavse hustru, der sidder og broderer i hjørnet og aldrig er god nok? Stakkels Cleore," svarede hun giftigt.

[Lucien af Rouvry]

Sandheden var, at Lucien ikke for alvor var så ligeglad med Cateline, som han var god til at bilde sig selv - og måske også hende - ind, men nu var ikke tidspunktet, hvor han ville erkende det.

I stedet så han på hende med en upåvirket mine, velvidende at ligegyldigheden var et stærkere våben end vrede. Og lige nu var det, i det mindste for ham, en kamp om magten.

"Gå og pas dine pligter, Cateline," svarede han blot, nedladende. "Jeg har ikke brug for din opsætsighed her."

[Cateline af Rouvry]

Cateline lagde den lille pakke fra sig på bordet og tog en dyb indånding. "Glædelig midvinter, husbond," svarede hun køligt.

Så gik hun. Og hun valgte at stå til Orielle af Falanie's rådighed hele midvinteren.

Først på dagen for festlighederne så hun ham igen. Hun trådte ind med rank ryg, glød i kinderne og en ny kjole, som hun havde fået af Luciens forældre. Den var grøn med pels fra en sort bjørn i kanterne og fik hende til at ranke sig lidt ekstra. Rouvrys farver. Hans farver.

Hun anede ikke hvor de stod, men hun ville aldrig lade pladsen ved hans side være tom ved en offentlig begivenhed.

Hun nærmede sig ham og kunne mærke sit hjerte slå hurtigere. Hun bøjede hovedet let i anerkendelse. Hvad hun dog vidste var, at han ikke havde tilkaldt Cléore af Beauvy. De havde ikke blot erstattet hende.

[Lucien af Rouvry]

Lucien var sandt at sige panisk angst for at miste igen, men frem for at anerkende det for sig selv, holdt han alt, hvad der kom for tæt på, i en armslængde. Cateline hørte under den kategori og det var lettere at skubbe hende væk end at lukke hende ind.

Til gengæld havde han talt med sin ældre søster, der primært havde involveret formaninger til ham, men det havde filet lidt på kanterne. Det samme havde gaven, der nu hang om hendes hals. Han ville ikke indrømme eventuelle fejl, han havde begået, men han var ikke krigerisk længere.

"Hustru," hilste han derfor roligt, som havde det blot været pligterne for dronningen, der havde trukket hende bort.

[Cateline af Rouvry]

Cats blik gled til Luciens hals og hun sank en klump, før hun gled ned at sidde på sin plads ved siden af ham.

"Husbond," hilste hun i samme tonefald som han havde brugt. Det havde været godt for hendes temperament at være væk i et par dage og tjene Orielle af Falanie. Hun havde fået afreageret på nogen, der lå langt under hende i rang og var mere fattet.

Hun lagde sin hånd over hans på armlænet. "Den klæder dig. Min gave."

Og selvom han sikkert aldrig ville sige tak, så havde han valgt at tage den på i dag, hvor han vidste hun ville se den. Hun læste noget ind i det. Hungrede efter at kunne læse den slags ind i noget.

[Lucien af Rouvry]

Lucien slap en istemmende lyd og det var ganske sandt, at det var den anerkendelse, hun kunne få for det. Hans blik gled en enkelt gang over hende i kjolen.

"Jeg havde foretrukket, at du også havde båret min," konstaterede han og det stod usagt, at det var fordi hun ikke havde været der til at tage imod den.

Han ventede dog ikke på et svar, før han havde tilbudt hende sin arm. De måtte tage plads.

[Cateline af Rouvry]

Cateline blev lidt bleg, men tog hans arm da han tilbød og slog blikket ned for at vise sin fortrydelse. "Jeg lover at bære den til den næste fest, hvis du stadig vil give mig den i aften, når vi kommer tilbage," forsikrede hun. "Og jeg ved ikke om jeg nogensinde tager denne her kjole af igen."

Hun fortrød ikke at hun havde taget en pause, men hun var ærgerlig over ikke at have fået sin midvintergave fra ham. Han havde god smag og hun kunne ikke lade være med at tænke over hvad det var. Hun var i det mindste glad for at være så åbenlyst i Rouvrys farver. Ingen ville få den tanke, at der havde været en rids. De klædte hinanden.

[Lucien af Rouvry]

Lucien svarede ikke på, hvorvidt hun ville få gaven senere eller ej. "Det gør du," konstaterede han i stedet blot roligt til hendes ord om kjolen og førte hende hen til bords.

Han var blevet hevet op af sit mørke over de seneste par dage og virkede mere som sig selv. Det lyse blik var tilstedeværende, skarpt og han var galant, som han trak stolen ud for hende og lod hende sidde. En hånd forblev på hende imens.

[Cateline af Rouvry]

Cat blinkede over svaret. Hun var i tvivl om præcis hvordan hun skulle tolke det og var tavs indtil de sad ned. Så drejede hun hovedet og så over på ham.

"Var det... Flirter du med mig, Lucien?"

Hun blev nødt til at være sikker og hun kunne ikke læse ham.

[Lucien af Rouvry]

Lucien så over på hende med et let hævet bryn og lod blikket dvæle et øjeblik, men svarede hende ellers ikke. Han var en besidderisk mand og hans konstatering var et resultat af det.

"Vinen bliver serveret nu," sagde han blot. "Edryansk, lader jeg mig fortælle."

[Cateline af Rouvry]

Provokerende. Han var så provokerende. Cateline tog en dyb indånding og lod en hånd glide under bordet, for at lægge den på hans lår.

"Jeg har hørt at Edryanske vine er mere krydrede i smagen og giver en god varme," konstaterede hun ublu.

[Lucien af Rouvry]

Lucien havde lænet sig lidt tilbage i stolen og formåede at se henslængt ud uden at være uhøflig. Han slap en dæmpet, bekræftende lyd og så til, som en tjener fyldte deres bægre.

De kunne ikke drikke, før majestæten havde hævet sit glas, men det var ikke et problem. I dag hang dæmonerne ikke over ham.

[Cateline af Rouvry]

Cat var stadig provokeret, men ikke vred. Insisterende, nærmere. Hun lod fingrene på den ene hånd ligge mod Luciens lår og betragtede ham, imens de ventede på Majestæten.

"Skal vi sidde i tavshed hele aftenen eller vil du fortælle mig om det seneste nye fra Rouvry?"

[Lucien af Rouvry]

Lucien drejede hovedet mod sin hustru på en næsten doven måde og betragtede hende i flere sekunder, som overvejede han, hvordan han havde tænkt sig at tage mod hendes ord.

"Du er altid rapkæftet, når du har været hos Hendes Majestæt," bemærkede han drævende.

[Cateline af Rouvry]

Cats mund faldt lidt åben og hun stirrede et øjeblik på Lucien, før hun fik samlet kæben op og rankede sig let. Hun fjernede ikke hånden fra hans lår. Klemte i stedet lidt om det.

"Kun fordi jeg har været i selskab med så mange andre kvinder, så jeg er på vagt efter knive i ryggen," konstaterede hun. "Du svarer ikke på nogen af mine spørgsmål."