Kølige toner (s)

[Lucien af Rouvry]

Det var en fejl, at hun ikke bare lod ham gå. På alle andre dage, hvor hans dæmoner ikke havde taget over, ville han have værdsat hendes medgørlighed. Måske endda have belønnet hende for den.

Nu var der bare noget brændende, noget afskyeligt, der flammede i det blik, der rettede sig mod hende. "Du ville aldrig kunne være som hende," hvislede han, som en slange, der huggede.

[Cateline af Rouvry]

Cateline stivnede og blev bleg i ansigtet. Hende. Hans første hustru. Hende, som han havde elsket. Ikke ligesom hun. Han kunne lige så godt havde slået hende. Hun var ikke god nok. Hun vidste at hun ikke var god nok. Ikke fin nok, smuk nok, munter og blid nok.

Hun huskede sent at trække vejret og gjorde det i et lille gisp.

Så tog noget alligevel ved hende. Hun var sjældent svagelig eller blød overfor andre mennesker. Hun var hård og kølig og nu gled hofmasken over hendes ansigt igen.

"Du er heller ikke hende," konstaterede hun med hagen løftet. De vidste begge to at hun talte om Cléore af Beauvy. Så tog hun en dyb indånding. "Drik hvis du mener det hjælper. Jeg skal nok flytte ind i byhuset i morgen."

[Lucien af Rouvry]

Lucien blev ikke stående for at se slaget ramme, men havde skubbet stolen irriteret ind og var nået hele vejen over efter sin vams. Han havde brug for at komme ud, væk, før han gjorde noget, der ikke kunne tages tilbage og hendes indledende ord tjente hende blot et hånligt fnys. Han anså det ikke for en fornærmelse, at han ikke kunne sammenlignes med en kvinde.

"Du flytter ingen steder uden min tilladelse," konstaterede han, på trods af at han selv havde tænkt det kort forinden.

[Cateline af Rouvry]

Cates næsefløje udvidede sig ved svaret og hun rankede sig beslutsomt. "Fint," svarede hun spidst, med is i maven og stemmen. Hun var ikke uden sine ressourcer. Måske ikke den type han havde, men sine egne.

Indeni gjorde det ondt. Så ondt. Hun var så desperat efter at Lucien skulle give hende noget varmt og blødt, men hun gjorde sig til stål og råbte hårdt efter sin kammerpige uden at se på sin mand.

[Lucien af Rouvry]

Det var ikke tiden eller stedet til at nå ind til Lucien. Han ville gå ud, drikke sig fuld, måske spille nogle penge op og når han vågnede den næste morgen, ville han lade som om, at der ikke var sket noget. Måske ville det også føles sådan for ham.

Han så ikke på Cateline, men trak vamsen helt på og havde åbnet døren, da hun gjaldede efter sin kammerpige. Han spurgte ikke hvorfor, men gik blot.

[Cateline af Rouvry]

Cateline fik sin kammerpige til at sætte sit hår, finde en bedre kjole frem og gøre hende i stand til selskab. Så, uden at efterlade besked, tog hun en vogn ind for at besøge sin veninde, Cléore af Beauvy. Hun drak vin og blev for sent i byhuset til at komme hjem den nat.

Den følgende dag spadserede hun i følgeskab med en mand til Rouvrys nær-tomme byhus og befalede sine ting hentet fra paladset. Det smertede hende at tænke på at bo væk fra paladset, men ikke lige så meget som at tænke på Luciens kolde ligegyldighed.

[Lucien af Rouvry]

Lucien kom først hjem mange, mange timer senere og på det tidspunkt var han så døddrukken, at han ikke tænkte på, at Cateline ikke var der. Da han vågnede, havde han tømmermænd og var måske i et mindre morderisk humør end aftenen før, men kunne heller ikke ligefrem forveksles med en solstråle.

Han var kun halvt påklædt og temmelig lurvet at se på, da en af Rouvrys mænd kom og der var han i gang med at tømme et krus vin for at reparere på hovedpinen. "Hvor er min hustru?" forlangte han af manden og da forklaringen kom, lynede hans blik.

Og snart efter var manden sendt tilbage med beskeden om, at hvis hun var interesseret i sine ting, så kunne hun pænt indfinde sig på paladset.

[Cateline af Rouvry]

Cat snerrede af den tjener, der kom med beskeden.

Hun rankede sig dog også og mindre end en time senere var hun på vej ind i deres fælles gemakker, allerede i færd med at instruere i hvad der skulle pakkes ned.

Lucien havde vel travlt, antog hun. Håbede hun halvt.

[Lucien af Rouvry]

Lucien var blevet vasket og klædt på af sin kammertjener i mellemtiden, hvilket gjorde underværker, men ikke helt eliminerede sporene af den forgående nat. Han havde fået serveret en tallerken med mad og var ved at spise den, da Cateline dukkede op.

Han rakte ud efter sit bæger og tog en tår, men afbrød ellers ikke, hvad han var i gang med. "Hvor har du været?"

[Cateline af Rouvry]

Han var der. Hendes hjerte slog lidt hårdere. Et øjeblik havde hun lyst til at undskylde og bede om tilgivelse. Prøve at smelte ham. Så huskede hun hvad han sagde og kulden kom igen. Hun pegede på en kiste.

"Den skal med," forlangte hun, før hun svarede afklippet. "Hos en der ønskede mit selskab."

[Lucien af Rouvry]

"Lad den stå," lød Luciens stemme, myndig og med mere vægt i husholdningen end Catelines. Manden tøvede åbenlyst, men ridderen så ikke på ham. "Gå," kommanderede han blot og lænede sig tilbage i stolen, mens han tog en bid af en vindrue. Blikket forlod ikke Cateline denne gang.

"Det lader til, at det er på tide, at vi gennemgår dine privilegier, hustru," sagde han, en kende giftigt.

[Cateline af Rouvry]

Cateline så efter manden med en trang til at kommandere ham til at blive, men hun var ikke dum og Lucien havde det sidste ord. Det fik hende til at koge lidt at tænke på, men ud over rødmen var hendes ansigt tomt.

"Beskeden var, at jeg selv måtte komme efter mine ting," konstaterede hun. "Jeg er kommet efter mine ting."

Hendes ryg var rank. "Lad være med at opføre dig som om du ønsker mig her. Du har gjort det åbenlyst, at det ikke er tilfældet ved adskillige lejligheder."

[Lucien af Rouvry]

Lucien tog en tår af sit krus og betragtede hende. "Forkert," svarede han roligt og ignorerede hendes sidste ord.

"Beskeden var, at dine ting var her. Og det vil de forblive, indtil jeg giver besked om andet."

[Cateline af Rouvry]

Cateline tog en skælvende indånding. Hun spændte en smule i kæben, før hun glattede sine træk ud og tog en beroligende indånding. Is. Is i ansigtet, is i maven og i hjertet. Det var sådan man kom frem i verden. Der var intet formål med følelsesudbrud, selvom det ville føles så tilfredsstillende at råbe af Lucien.

"Udmærket," svarede hun, da hun kunne kontrollere sig selv. Hun trak vejret dybt for at finde ro. Tænkte hurtigt. "Jeg tager min tørn hos Hendes Majestæt de næste nætter. Jeg håber, at du er blødt op til den tid."

Hun åbnede selv kisten, der knirkede let, og samlede to underkjoler og små nødvendigheder op fra den. Hvad hun ville få brug for var heldigvis ikke meget. Iblandt hendes ting lå også en lille pakke og hendes øjne stak ved synet, før hun også samlede den op.

[Lucien af Rouvry]

Lucien betragtede hende tavst. Han tog en tår vin mere, hovedpinen efterhånden dulmet og betragtede hende, som hun pakkede sine ting.

"Jaså," sagde han endelig. "Så må Cléore af Beauvy udfylde din plads."