Skiftende verdensbilleder (s)

[Betriz Urmager]

Knæene var bløde som voks og alle hendes sanser fyldt af slynglen, der kyssede hende på en måde, der fik hende til at brænde. Hun kunne ikke holde en sammenhængende tanke og hun slap blot en dæmpet lyd over hans ord.

Hænderne fandt op til hans skulder og nakke, som var det nødvendigt for at benene ikke gav efter under hende. Det tog nogle sekunder derfra, før hans ord for alvor trængte gennem. Og fik hendes bryn til at rykke sig lidt mod hinanden. Hun brød et lille stykke væk.

"Hvad," lød det stakåndet og med hamrende hjerte, men hun måtte vide det, selvom hendes blik faldt mod hans læber igen. "Hvad vil du?"

[Diego Lynhånd]

Diego så på hende. Ung, stædig, frustrerende. Smuk, blød, interessant. Han tog en dyb indånding.

"Jeg vil tage dig med ind i min seng og være så blid ved dig, at du bander af mig og kalder mig blødsøden," mumlede han.

[Betriz Urmager]

Blikket gled op til hans øjne igen og udtrykket i hendes egne var uudgrundeligt. Mildere, men ikke fordi hjertet hamrede mindre hårdt. Alvorligt, men overvejende.

Alene tanken burde fylde hende med rædsel. Tanken om, at lade nogen komme så tæt på og det ville være så let at sige nej. Men det ville også være at lade ham vinde. Og det kunne hun ikke.

"Gør det," bad hun dæmpet og strøg et par enkelte, løse hårstrå tilbage fra hans ansigt. "Jeg vil..." begyndte hun og sank en enkelt gang, fordi de næste ord anerkendte, hvad der var sket. Halsen føltes lidt tyk. "Jeg vil ikke lade ham lave magten over mig. Ikke længere."

[Diego Lynhånd]

Diego tog en hørlig indånding. Han lod hånden kuple hendes kind, strøg tommelfingeren let over hendes underlæbe og så ned på den.

"Mm. Nej. Nej, han skal ikke vinde. Men hvis du har brug for at vi stopper, så er det ikke et tab. Blot en midlertidig forhindring."

Han lod hånden falde og lukkede den i stedet omkring hendes, før han førte hende med sig ind på kammeret ved siden af, hvor han havde sin seng.

[Betriz Urmager]

Måske var Betriz' årsager ikke de bedste eller de mest romantiske, men de var reelle og hun placerede en enorm mængde tiltro på Diegos skuldre. Troen på, at han ville stoppe. Hvis der havde været en tvivl, ville de ikke stå der nu. Måske var det naivt af hende, men uanset sine fordomme om ham, troede hun på det bedste i mennesker. Stolede på ham.

Så hun nikkede og fulgte ham med ind på det kammer, hvor hun allerede havde været. Hendes hjerte slog lidt hurtigere, men hun var både stædig og beslutsom og måske også stadig en anelse beruset. Sidstnævnte var måske årsagen til hendes mod og da de stod ved sengen, var det hende der trådte frem og kyssede ham.

[Diego Lynhånd]

Diegos fingre havde flettet sig ind mellem Betriz' og han klemte let om dem, da hun kyssede ham. Hans frie hånd lukkede sig om hendes hofte igen og han skilte læberne og gjorde kysset dybere, mere intenst.

Hun var en skøn lille heks og han var betaget af hende. Langsomt slap han hendes hånd og hans hænder bevægede sig over hende, for at finde hendes tøjs åbninger. Afklæde hende blidt.

[Betriz Urmager]

Betriz var ikke helt så sikker på sine følelser for Diego. Han repræsenterede tryghed, men hun var bevidst om, at der havde været en gnist før det. Før alt, hvad der var sket. Lige nu prøvede hun at lade være med at tænke og det var ikke så svært, som hun skilte læberne for ham og sukkede henført.

Hjerterytmen steg lidt, men hun lod ham løsne sin overkjole. Hun havde en kort underkjole og hoser på under, som hun havde haft siden overfaldet og da det øverste lag var væk, stoppede hun lidt op. Stakåndet, men med næsen tæt på hans.

"Vil du," begyndte hun og klarede halsen lidt. Ombestemte sig og strøg i stedet fingrene over den silke, han var iført. Fingererede ved en knap. "Må jeg?"

[Diego Lynhånd]

Diego stoppede sit arbejde det sekund Betriz talte. Ikke forskrækket, men klar til at trække sig, hvis hun afviste ham. Han var meget bevidst om at det var en mulighed og om hvor vigtigt det var at hun mærkede, at han respekterede hendes grænser. Derfor smilede han også blot svagt ned til hende ved spørgsmålet og nikkede.

"Selvfølgelig må du," bekræftede han dæmpet.

[Betriz Urmager]

Betriz var ikke fuldt ud klar over, hvor opmærksom han var på hende. Hun var mere optaget af, at hun havde en kontrol over situationen. At hun ville det og valgte det, da hun smilede svagt og løsnede knapperne.

Hun var åbenlyst ikke så vant til at afklæde andre, men hun skammede sig ikke. I stedet var hun åbenlyst nysgerrig.

"Jeg troede ikke, at slyngler gik i silke," kunne hun ikke lade være med at bemærke, men det var drillende og hendes ansigt afslørede det åbenlyst.

[Diego Lynhånd]

Diego hævede et bryn let og smilede skævt. Han lod hende åbne knapperne, stod selv stille og strejfede blot hendes kind let.

"De rigtig slemme slyngler har også juveler og en krone på hovedet," konstaterede han dæmpet og kun halvt i spøg. Hendes overfaldsmand havde været adelig. Det havde ikke stoppet ham.

[Betriz Urmager]

Svaret fik hende til at slippe en dæmpet lyd og hårene rejste sig i nakken. "Sandt," mumlede hun dæmpet og overraskede måske sig selv lidt, men hun dvælede heller ikke ved det. I stedet fik hun hevet silken af ham. Måske var der den fordel ved ham, at han ikke forsøgte at lade som om, at han var noget andet, end han var. Det sagde hun ikke højt.

I stedet strøg hun fingerspidserne fra hans mave og ud over hans side, før hun lirkede underskjorten op og blottede nøgen hud. Blikket faldt åbenlyst og hun slap en hørlig udånding, da stoffet var helt væk.

[Diego Lynhånd]

Diego lod Betriz afklæde sig. Stod stille, imens hun åbnede hans tøj. Rykkede selv på skuldrene og lod tunika og skjorte dumpe ned på gulvet. Det måtte siden bankes rent. Han stod overfor hende, nøgen fra livet og op, og lod hende betragte sig. Strøg hende over kinden.

"Må jeg...?"

[Betriz Urmager]

Han var pæn. Virkelig pæn. Måske var det ikke så underligt for en mand, der kunne kravle ind af vinduer i bevogtede bygninger, men ikke desto mindre. Hun lo dæmpet, en kende åndeløst og med en snert af vantro over hans spørgsmål, som hun så ham i øjnene igen.

"Det ved jeg næsten ikke, nu hvor jeg har set dig," bemærkede hun dæmpet og der var en lille snert af ægte selvbevidsthed, selvom hun mestendels spøgte. "Du er frygteligt pæn. Det kan ikke være rimeligt."

[Diego Lynhånd]

Diego hævede et bryn. Så fnøs han. Rystede langsomt på hovedet. "Du er stadig lidt fuld," konstaterede han. Men måske hjalp det. Hun var tydeligvis ikke så fuld at hun ikke kunne tage beslutninger.

"Har du tænkt dig bare at stå og se på mig, så? Skal jeg tage resten af, så du kan få hele synet?"

Han tippede hovedet let til siden og mundvigene sitrede.

[Betriz Urmager]

Betriz vidste ikke, hvorfor hun ikke var mere nervøs. Måske ville det komme. Lige nu sitrede hendes mundvige over den efterhånden genkendelige dynamik mellem dem.

"Fristende," bemærkede hun, men det endte med at være lige så blødt, som det var tørt. Sandheden var, at hun aldrig for alvor havde set en helt nøgen mand og tanken om dét prikkede lidt til nervøsiteten.

"Mnh. Nej. Eller jo," fortsatte hun så og smilede lidt dumt, men mere udtalt end hun havde gjort endnu den aften. "Men jeg vil ikke bare se," opklarede hun og rakte ud for at trække ham lidt tættere igen.