Skiftende verdensbilleder (s)

[Betriz Urmager]

Der var gået en lille uge. Betriz var på ingen måde hel igen, men hun var tættere på sig selv, end hun havde været, hvis ikke nogen havde grebet hende - eller det mistænkte hun i hvert fald. Der var gået fire dage, før hun havde været i stand til at få sig selv til at forlade Den Sorte Hund og det havde, paradoksalt nok, været en angstprovokerende oplevelse. Hun var anspændt i al den tid, hun var væk og der gik ikke mere end et par dage, før hun fandt sig selv på vej tilbage igen.

Skuldrene faldt lidt, da hun blev lukket ind. Denne gang blev hun ikke vist direkte op til arbejdsværelset og Diego Lynhånd , men det generede hende mindre, end det ville have gjort tidligere. I stedet endte hun ved et bord ude i et baglokale sammen med et par af hans mænd, den ene af dem et efterhånden velkendt ansigt. Manden, der havde lavet hende te og som siden havde trukket en livløs krop af hende og bragt hende i sikkerhed.

Hun var tilbageholdende først, men ventetiden blev til et par timer og hun havde fået halvandet krus af en krydret øl. Det bundede i et spil, der handlede om at sende småmønter ned i et krus på midten af bordet og hun slap en dæmpet sejrshujen med armene i vejret, da det lykkedes og fulgte det op med en latter. Det føltes som første gang i lang tid.

[Diego Lynhånd]

Diego stod i døren en stund og betragtede Betriz uudgrundeligt. Han smilede ikke, men der var en lettelse over at se hende på Hunden og en glæde ved at se hende le.

Han gjorde intet for at gøre opmærksom på sig selv. Stod blot roligt og så på, imens der blev gamblet og råbt lidt.

Han var kommet tilbage fra et ærinde, svagt beslægtet med hende. Han måtte sikre sig at ingen bånd bandt ham til mandens forsvinden eller endda opdukken i Levagny. Han var klædt nydeligt efter en snak med fine folk og kunne godt lide tanken om at hun så ham sådan, selvom hun stadig betragtede ham som utilgiveligt kriminel.

[Betriz Urmager]

På trods af nylige begivenheder, havde Betriz ikke øjne i nakken eller nogen nævneværdig fornemmelse af at blive betragtet. Af samme grund blev hun først opmærksom på Diegos tilstedeværelse, da en af de to andre så på ham og nikkede.

Hun drejede hovedet, stadig lidt rødkindet af stemningen og øllet, og blinkede lidt overrasket ved synet. Blikket gled åbenlyst op og ned over ham og som sædvanlig skjulte hendes ansigt intet.

Varm om nakken, strøg hun lidt løsrevet hår om bag øret og klarede halsen dæmpet. "Hej," lød det så dumt, fordi hun måtte sige et eller andet.

[Diego Lynhånd]

Betriz havde vist aldrig før givet ham sådan et blik og Diego hævede et bryn let i spørgsmål, uden at være direkte utilfreds med det. Han gav igen og lod blikket vandre fra top til tå, før han trådte ud af døråbningen.

"Jeg troede hasardspil var til for at narre uskyldige sjæle fra deres penge," konstaterede han roligt.

[Betriz Urmager]

Betriz havde vist generelt ikke brugt meget tid på for alvor at se på Diego og hun vidste ikke helt, hvor bevidstheden pludselig kom fra. Til gengæld brød hans ord øjeblikkeligt den kortvarige usikkerhed og hun slap et muntert grynt.

"Jeg er glad for, at du i det mindste selv kan se det," svarede hun prompte tilbage, næsten som før alt det andet, der var hændt. Det sitrede dog ganske, ganske let ved hendes læber. "Derfor spiller vi kun om, hvem der kan drikke mest øl. Og sigte bedst."

[Diego Lynhånd]

Diego kastede et blik rundt og det ene bryn forblev hævet. Han var ikke utilfreds og der var ingen stemning af ubehag, men hans mænd var tavse og lyttende.

"Hvad er indsatsen?"

Diego trådte hen til bordet og samlede selv en mønt op. Han drejede den mellem fingrene.

[Betriz Urmager]

Stemningen var ikke ubehagelig, men der var sket et tydeligt skift efter Diego trådte ind. Måske var det kun hende, der kunne mærke det som en lille kriblen i nakken. Betriz skottede til de to andre mænd, der var påfaldende tavse og åbenlyst ikke havde tænkt sig at svare.

Hun rømmede sig lidt og kløede sig bag det ene øre, benene trukket op i skrædderstilling på stolen. Hun talte ikke spillebule-termer, men det var jo også bare en leg.

"Hvis mønten rammer i kruset i midten, skal personen til venstre for drikke ud. Medmindre han selv formår at få mønten i. Hvis han gør, går de to krus videre til den næste."

Hun så op på Diego, svagt nysgerrigt.

[Diego Lynhånd]

Diego nikkede let. En simpel leg. Han lænede sig ned. "Hvis mønten rammer, kommer du op og aflægger rapport nu, inden du er døddrukken. Hvis ikke, skaffer jeg dig en bryg imod tømmermændene, så du kan gøre det i morgen."

Han så Betriz i øjnene. "Accepteret?"

[Betriz Urmager]

Betriz rykkede sig lidt på stolen, selvbevidst på en måde, hun ikke havde været, før han var trådt ind. Hendes hoved summede lidt, men det kunne delvist tilskrives de to krus øl. Hun var ikke vant til at drikke, trods alt. Blikket gled til mønten i hans fingre og tilbage til hans ansigt.

"Tror du ikke, at jeg ville gå med dig op, hvis du bare spurgte om det?"

På den anden side af bordet, hostede en af mændene lidt ned i sin øl.

[Diego Lynhånd]

Diegos blik skød over på den hostende og han nedstirrede ham til han blev tavs. Så tog han en dyb indånding og skiftede blikket til Betriz.

"Utvivlsomt. Jeg giver dig chancen for at lade være og blive her og more dig," svarede han. "Men du kan også bare komme med nu. Du taber alligevel." Hans mundvige sitrede let.

[Betriz Urmager]

Betriz skævede mellem de to mænd og de lydløse udveksling, før hun mødte Diegos blik igen. Hun tøvede lidt, mest fordi hun ikke havde lyst til at indrømme, at hun ikke var kommet for at spille med hans mænd. At selv rapporteringen bare var en dårlig undskyldning for at komme tilbage til et sted, hvor hun bedre kunne trække vejret.

"For huset vinder altid?" svarede hun og fnøs dæmpet, men ikke så foragteligt. Så foldede hun sine ben ud og rejste sig, lidt mere let om hovedet, end hun havde regnet med. Blikket gled til ham igen og det rørte sig ganske let ved hendes mundvige.

"Jeg kan alligevel ikke tåle mere at drikke." 

[Diego Lynhånd]

Diego blinkede til Betriz en enkelt gang, før han rettede sig op og knipsede mønten, så den landede i bægeret, helt som forudset. Han havde ikke kunne modstå at blære sig.

"Så kom da, bruxinha," opfordrede han roligt og åbnede døren for hende. Han ville, indrømmede han modstræbende overfor sig selv, helst have hende alene. For at sikre sig at ingen lyttede, naturligvis.

[Betriz Urmager]

Betriz kunne ikke skjule noget fra sit ansigt, om det så gjaldt hendes liv, og det gjorde sig også gældende for det imponerede udtryk. Hun fnøs dog også muntert af ham, men undlod taktfuldt at kalde ham en blærerøv foran de to andre.

Til gengæld havde hun stadig en varm, munter følelse i mellemgulvet og den var en stærk kontrast til den sidste uge. Skrøbelig, måske, men værdsat. Hun trak sin taske op på skulderen og fulgte med ham.

Blikket sneg sig over ham igen, mens de gik. Ikke så diskret, som hun kunne have ønsket, men hun prøvede heller ikke at skjule det. "Du ligner en, der lige har været ved hoffet," bemærkede hun, måske lidt mere bramfrit end ellers. Det måtte være øllen.

[Diego Lynhånd]

Diego havde en fristelse til at lægge en arm beskyttende omkring Betriz'skuldre, men han handlede ikke på den. Selvfølgelig ikke. Han bed det hele i sig og tog en dyb indånding. Så fik hendes bemærkning et let fnys fra ham og han så ned på hende.

"Ja? Kan du lide det?"

Fod i mund. Hvorfor spurgte han om det?

[Betriz Urmager]

Betriz betragtede generelt ikke Diego som forudsigelig, men spørgsmålet var alligevel så overraskende, at det aftegnede sig tydeligt på hendes ansigt. Så blev kinderne lidt varme, uden at hun helt kunne forklare hvorfor og hendes hjerne famlede lidt efter et svar. Det var hun heller ikke så vant til. Normalt sagde hun bare, hvad der faldt hende ind.

"Jeg har ikke noget imod, hvordan du normalt ser ud," sagde hun endelig, dumt, og blev kun varmere i kinderne. "Jeg mener... Det er fint. Ser fint ud. Jeg går bare ikke så meget op i fine ting."