Yndlingsnevøen (TW lidt vold)

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin så på Lanval, som han kalde ham dum og rakte tunge. Irriterende, lille.. Så vendte nevøen sig om og satte i løb. "Lanval! Kom her!" Lancelin satte af og løb efter ham. Hvis der var noget der skulle siges, så skulle det være nu. De løb ned ad det kølige græs. Som Lancelin nåede om bag den unge nevø sparkede han ud efter hans ene ben, i et forsøg på at spænde benet og stoppe ham.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval vidste godt han var i problemer, så han løb alt hvad han kunne og tænkte ikke rigtig over, at han trods alt ikke kunne løbe fra Lancelin for evigt. På trods af at han var en energisk lille knægt, kunne han ikke løbe fra den langbenede ældre mand og pludselig stødte han ind i noget (Lancelins ben) og faldt så lang han var i græsset.
"AV!" Udbrød han og forsøgte at sætte sig op på alle fire, så han kunne komme op på benene og løbe videre.

[Lancelin af Suilleaux]

"Hør her," lød onklens stemme skarpt, som han fik Lanval drejet om på ryggen. Der gik ikke andet end et sekundts tid før at Lancelin havde sat sig overskrævs på Lanvals mave, og på den måde holdte ham nede med sin vægt, hvorefter at han forsøgte at holde den unge nevøs hænder fast ned mod jorden.

"Er det sådan du snakker til din onkel? Jeg ved godt, at din far er syg, men har min kære bror virkelig ikke haft tid til at opdrage dig bedre?" spurgte Lancelin hånligt som han så ned på ham. 

[Lanval af Suilleaux]

Det var ikke rart at have en voksen siddende ovenpå ham, Lanval var trods alt ikke lavet af sten og onklen var en fuldvoksen mand. Han spjættede dog med sine ben, fordi han var for stædig til bare at lade sig kue og forsøgte at vride sine hænder fri, uden held.
"Du skal ikke tale grimt om min far." Sagde han og vred sig endnu mere, i et forsøg på at slippe fri.
"Hold op!" Sagde han højlydt i håb om nogen ville komme forbi.

[Lancelin af Suilleaux]

"Tag dig sammen, knægt," sagde Lancelin kort for hovedet, tydeligvis ligeglad med Lanvals store kamp om at komme fri og hans prøvende bemærkninger.
"Som det ser ud nu står du til at arve Suilleaux lenet, forstår du det? Jeg har ingen sønner, som du så fint gjorde opmærksom på. Men du er ikke andet end en hvalp." afsluttede Lancelin tørt og med et skarpt blik.

Rådgiveren fra tidligere var kommet tilbage uden at de havde opdaget det. "Deres Exellence.." mumlede rådgiveren med hænderne foran sig.

"Ikke nu, Géralt, jeg har travlt," lød lensgrevens stemme sammenbidt, som han forsøgte at holde sin nevø nede.

"Jeg har vigtige nyheder fra Kongen hamselv, Deres Exellence.." forsøgte rådgiveren endnu engang, og disse ord fik Lancelin til at se op. Så rejste lensgreven sig fra sin plads på sin unge nevøs mave og rettede en anelse i ærmerne, inden at han sendte Lanval en enkelt blik og forlod græsplænen sammen med sin rådgiver.

Luk?