Yndlingsnevøen (TW lidt vold)

[Lanval af Suilleaux]

Lancelin af Suilleaux
Sommer, 835

"Jeg havde agtet dig en ridder så bold, .
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
men nu skal du Per Svinedreng behold'."
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!"

Det var Lanval der gik og sang mens han daskede med en pind i græsset. Han havde hørt kokkepigens søn synge den et par gange og var nu efterhånden så god at han kunne synge den selv. Imens han gik rundt og daskede med en pind, samlede han også andre pinde som han ville bruge til den hule han var igang med at bygge. Han befandt sig ude i skovbrynet, men der var stadig folk fra slottet der kom forbi af og til. I hvert fald kunne hans moder se ham fra godsets vinduer og det var det vigtigste.

"Ridder Georg, ridder Georg, hør os hør! Prinsessen er nu i dragens klør." Udbrød han og slog ud i luften som om han angreb en drage.
"Jeg redder dig prinsesse!" Bemærkede han og rullede rundt i græsset som ville han undgå dragens ild.
"Jeg er ikke bange for noget!" Sagde han. "Heller ikke en drage." Derefter samlede han den usynlige prinsesse op og løb tilbage med hende til sin hule af pinde og stof.

[Lancelin af Suilleaux]

"-- Og hesteavleren i Toussant beder om økonomisk hjælp hvis hestene til Levagny skal være klar til næste uge, Deres Exellence. Lige nu bruger han de sidste skillinger til at fodre hestene end sin familie. Jeg fortalte ham, at hans Exellence ikke havde tid til sådan nogle ubetydelige bekymringer."

Lancelin og hans rådgiver havde valgt at diskutere dagens opgaver under en spadseretur lidt uden for godset. Rådgiveren snakkede som altid som gjaldte det hans liv. Der var ikke så meget nyt og spændende i denne samtale, så Lancelins blik var flygtigt, og det landede på den unge skikkelse, der løb rundt i skovbrynet ikke langt derfra.
______

Ved hulens indgang blev et par mørke støvler pludselig tydelige, da Lancelin havde valgt at afslutte samtalen med sin rådgiver for nu.

"Og hvad med din egen onkel?" Han kunne for nogle nærmest virke som en drage. Lancelin stod med foldede arme ved Lanvals hule og kiggede ind på sin unge nevø i hulens skygger.

[Lanval af Suilleaux]

Inde i hulen var der trygt og godt, men nu stod løven udenfor og brølede. Lancelins stemme gav den lille dreng gåsehud og et øjeblik frøs han og stirrede ud på støvlerne.
"Hvorfor skulle jeg være bange for min egen onkel?" Sagde han højt indefra hulen, hvorefter han kom kravlende ud og cirklede udenom onklens støvler.
"Vi er familie." Sagde han, som om det gjorde den store forskel. Det var dog barnets logik, familie var godt og sikkert også selvom at hans følelser sagde noget andet.

[Lancelin af Suilleaux]

Et diskret smil dannede sig på Lancelins læber. Jo, ganske vist, de var familie. Hvorfor skulle den unge knægt dog nogensinde sætte spørgsmålstegn til sin egen onkel.
"Åh ja, familie. Hvad skulle vi gøre uden dem," bekræftede Lancelin, der endnu engang blev mindet om, at Lanval stod til at arve det hele, da Lancelin selv ikke havde en søn efter sig. Som Lanval kom frem fra sit skjul rettede Lancelin sig op igen, og stod som altid rank og stolt.

"Plejer der ikke at være fægtetimer efter morgenmaden, kære Lanval?" Hvis der var noget Lancelin gik op i, så var det disciplin. Ikke fordi, at han havde været meget bedre end Lanval. Måske var det også dét, der stak lidt i den ellers så stolte lensgreve; Lanval lignede Lancelin da han var barn, der ligeså drømmede sig væk i en barndom med leg fremfor de daglige forpligtelser. 

[Lanval af Suilleaux]

"Jeg har fri idag og desuden er det længe siden vi spiste morgenmad." Sagde han og slog ud med hænderne, mens han rettede sig op ved siden af sin onkel.
"Du må vel spise morgenmad sent på dagen." Bemærkede han.
"Gør man det når man er konge på slottet?" Sagde han. Lanval vidste jo egentlig godt at han ikke var konge, men det var ligesom metaforisk ment, selvom han ikke var helt bevidst om at det var en metafor selv.

[Lancelin af Suilleaux]

Et tilforladeligt enkelt fnys af underholdning over den unge nevøs spørgsmål forlod lensgrevens næsebor. Konge var da meget sigende, såmen ikke helt rigtigt, men meget sigende. Grunden til, at han spiste morgenmad sent behøvede nu ikke at være en vigtig detalje - desuden, så var det måske ikke helt passende, at den unge nevø skulle introduceres til kvinders selskab endnu. "Det var en lang nat," svarede Lancelin blot roligt, "Jeg har brug for at sove ud engang imellem."

Lancelin så på Lanval med et sigende blik, "Du, derimod, burde ikke holde fri. En ridder har aldrig fri, Lanval. Han udnytter sin tid på bedst mulig vis til at blive hurtigere og stærkere. Barneleg i huler er ikke én af dem.." Med en let bevægelse tog lensgreven en stærk kæp fra hulens side og kastede den til Lanval med en sikker hånd.

"Saml den op," kommanderede han tørt idet at han rakte ud efter en solid kæp til sig selv.

[Lanval af Suilleaux]

Ordene der kom ud af Lancelins mund var kedelige og Lanval lyttede ikke til halvdelen af det han sagde. I stedet kiggede han på en flue der fløj forbi onklens hoved og videre op mod skyerne.
Lanval greb kæppen og slog derefter ud mod onklens fod, fordi han var irriteret over hvor irriterende han var hele tiden. Ingen skulle komme og fortælle Lanval hvad han skulle gøre.

[Lancelin af Suilleaux]

Den pludselige bevægelse af kæppen mod hans fod kom en smule bag på Lancelin. Af ren refleks svingede han sin egen kæp mod Lanvals, og med nød og næppe fik han lige netop stoppet nevøen fra at ramme.
Lancelins blå blik landede i Lanvals mens et sigende smil dannede sig på hans læber. Den unge nevø var ganske hurtig, det måtte han give ham.

"Tæt på," lød lensgrevens rolige stemme, som han kontrolleret førte kæppene op i position. Havde man fantasien med blev kæppene pludselige til sværd, hvis klinger skingert kørte mod hinanden, "- men ikke tæt nok."
Og med en næsten ligeså hurtig bevægelse svang onklen vant kæppen mod Lanval, som befandt de sig på gårdspladsen under en fægtelektion.

[Lanval af Suilleaux]

"Bare kom an." Sagde han derefter og afværgede derefter onkelens angreb, hvorefter han hoppede til siden og forsøgte at stikke ham mod brysten som nærmere blev mod hans hofte.

[Lancelin af Suilleaux]

"Se på dér du ønsker at ramme, Lanval." Lancelin afværgede nevøens bevægelse, men det var tydeligt for lensgreven, at Lanval ikke havde haft intention om at ramme som hvor han oprindeligt havde haft sine tanker.
Lancelin gjorde sig mindre udfordrende for den unge nevø; han lod ham svinge ud efter ham adskillige gange og afværgede slagene. Det var blevet en ren træningstime, men ganske uskyldig.

"Fødderne ind. Ret dig op." kommenterede Lancelin for hvert slag. Så afværgede han Lanval en enkelt gang og slog ud efter den unge nevøs ene arm.

[Lanval af Suilleaux]

Den energi som Lanval havde haft i starten løb snart ud og han endte med at blive forvirret over det onkelen gjorde og da han slog ud efter Lanvals arm, ramte han og Lanval mistede balancen og faldt ned i græsset.
"AV." Sagde han og blev liggende, mens han forsøgte at sætte sig op, selvom hans arm gjorde ondt.

[Lancelin af Suilleaux]

Der lød et blødt bump, da Lanval landede i skovjorden. Lancelins skuldre faldt roligt og afslappende tilbage, som han kom ud af træningen, grundet den ret så bestemte afslutning.

"Rejs dig, Lanval," sagde onklen blot en smule tørt. Men som han prøvede at sætte sig besværet op, og armen tydeligvis gjorde ondt, kastede Lancelin kæppen fra sig for i stedet at gå hen og sætte sig på hug ved siden af den unge nevø uden synderlig meget hast.

"Ridder, var det, du ville være, ikke sandt?" Lancelin betragtede drengens arm. Han tog sin lette kappe af, og begyndte at lægge den om Lanvals ene skuldre, så den kunne fungere som en armslynge.

"Du har langt vej igen, hvis du engang vil stå foran Kongen og blive slået til ridder.. Det er ikke for alle at gå den vej," Lancelin skævede til knægten. Hans ord var kølige, endda en snert af hånlig. Den lette fægtekamp havde ikke imponeret lensgreven særlig meget.

[Lanval af Suilleaux]

Onkelens spydige bemærkninger var ikke overraskende, men det var alligevel hårdt for den unge Lanval at høre.
"Men jeg kan godt, for jeg arbejder hårdt." Sagde han stædigt og forsøgte at ignorere Lancelins kølighed. Det var måske lidt meget med armslyngen, men Lanval havde ikke tænkt sig at brokke sig over det. I stedet rejste han sig op og så på sin onkel.
"Du er bare sur, fordi du ikke har nogle sønner." Sagde han og rakte tunge af ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Med ét forandrede Lancelins ansigtsudtryk sig. Som fik han suget al energi ud af sig og blev fem år ældre. Lanvals kommentar ramte en nerve. Og så endda fra nevøen selv der nok ikke engang helt havde gennemskuet, at han stod til at arve hele Suilleaux lenet på baggrund af netop den kommentar, han fyrede af.

Lancelin rejste sig fra den kolde skovjord, og som han kom op i højde igen tårnede han næsten over den unge nevø. "Lanval. Pas på dine ord." Lancelins stemme var kølig og hård. Blikket skarpt og kæben spændt.

[Lanval af Suilleaux]

Lanvals ansigtsudtryk skiftede hurtigt og han så et øjeblik lidt bange ud, men han brød sig ikke om når folk forsøgte at sige hvad han skulle gøre.
"Dumme onkel." Sagde han flabet og rakte tunge igen, hvorefter han hurtigt vendte sig om og forsøgte at løbe væk fra ham.