Hjemsøgt

[Lucien af Rouvry]

Der var gået fire år. Dæmonerne havde ikke det samme tag i ham, som de havde haft først, men der var tidspunkter, hvor de krøb ind gennem revner og sprækker og sank kløerne ind i hans sind, til alt var sort. De døde sjæles nat var måske en af de værste. Forrige år, den første, mens han havde været gift med Cateline af Rouvry, var han aldrig vendt hjem til deres fælles gemakker. Denne gang gjorde han, sent og med mørke i det ellers lyse blik.

Han så ikke efter om hun var der, gik ikke mod det tilstødende kammer, hvor de sov. Han havde drukket, meget, og raseriet ulmede i ham, som han satte sig tungt i en stol i mørket og stirrede ud på natten gennem ruden. Han havde en flaske med stærk vin i den ene hånd og han drak direkte af den.

Da den tillod sig den fornærmelse at være tom, kylede han den ind mod stenmuren, hvor den splintredes i tusinder af stykker.

[Cateline af Rouvry]

Cateline havde halvt glemt, at hun sidste år var uvidende om hvor Lucien var henne på de dødes dag, men hun kom i tanke om det den aften, da han igen glimrede ved sit fravær. Cléore af Beauvy var med sin egen familie og Cat havde også mødtes med Aleron af Varoy tidligere den dag, men hun gik i seng med et enkelt lille lys tændt for dem hun selv huskede og mindedes. Da først hendes mand kom hjem, var hun faldet i søvn, men hun vågnede til lyden af splintrende glas. Meget hurtigt lysvågen og ganske bange for hvad der var på den anden side, trak hun en kåbe over bare skuldre, bandt den om livet og samlede en lysestage op, som våben, før hun åbnede døren på klem med hjertet i halsen.

Det hamrede stadig, da hun fik øje på en svag skikkelse i hjørnet. Hun tog en hastig indånding.

"Lucien?"

[Lucien af Rouvry]

Luciens tanker var uendeligt fjernt fra hans nulevende hustru. Han var opslugt af vrede og bitterhed over det, der var blevet flået fra ham og han havde forbandet dødsguden flere gange. Til helvede med blasfemi. Mortem kunne ikke straffe ham mere end det allerede var sket.

Hans blik brændte ud i intetheden, men hans stemme var kold som is, da han hørte Catelines stemme. "Gå," beordrede han uden at se på hende.

[Cateline af Rouvry]

Cat tog en hørlig indånding, da han talte, selvom det kun var et enkelt ord. Det kloge ville være at gå og hun var ikke dum og normalt heller ikke videre opsætsig, men hun havde været urolig for ham hele aftenen og hun lod sig ikke vifte af med det samme. Hun blev dog stående i døråbningen.

"Kommer du ikke ind i seng? Der er varmere."

[Lucien af Rouvry]

Catelines stemme føltes som syre i et åbent sår og hans læber fortrak sig tilbage over tænderne i en lydløs snerren.

"Lad mig være," sagde han hårdt, som om han ikke kunne udstå hendes tilstedeværelse. Det var sandt. "Jeg vil ikke se dig."

[Cateline af Rouvry]

Det var et slag og Cat trådte et skridt bagud, ind i sovekammeret. Hun kunne have lukket døren og var tæt på, men noget I hende ville ikke lade det gå så let.

Hun var forfængelig. Afvisningen sved. Hun burde være den Lucien kunne gå til. Hun ville være den person.

"Fortæl mig hvad jeg kan gøre for dig? Hvad som helst, som ikke er at efterlade dig her alene, Lucien," bad hun stille.

[Lucien af Rouvry]

Luciens hænder strammede sig om armlænene og borede sig ind i træet. "Der er intet, du kan gøre for mig," hvæsede han, endnu uden at rejse sig.

"Forsvind," kommanderede han. Hun fortjente ikke hans raseri, men lige nu var hun en påmindelse om, hvad det var, han ikke længere havde.

[Cateline af Rouvry]

Det bed. Cat tyggede sammen og gik ind på sovegemakket uden at lukke døren. Hun fandt et lys og fik tændt op i det, før hun udskiftede kåben med to kjoler, bandt et par strømper og stak i et par sko. Håret var flettet i to fletninger og hun samlede dem og bandt dem op.

Så tog hun lyset i sin stage og bar det med sig ud af sovegemakket, forbi Lucien og ud på paladsets gange med forhåbninger om enten at finde Cléore af Beauvy ved dronningen eller andet selskab. Hun kunne i hvert fald ikke længere bare falde i søvn.

Forlader tråd

[Lucien af Rouvry]

Lucien var komplet i sine dæmonernes vold, døddrukken og det var nok for det bedste, at Cateline trak sig. Han manglede nogen at skyde skylden på og med hende væk, var der kun ham selv og Guderne tilbage.

Luk?