Hvidvin og vippende tæer

[Lancelin af Suilleaux]

Ved Mithras.. Lancelin tog sig selv i at stirre på den unge Helene af Rouvry, som hun nærmede sig; hun vidste det nok ikke som hun kom slentrende, men hun havde knækket nakken på samtlige unge mænd, hun var gået forbi på vej ud til paladsets stald. Tjenestepigen, der loyalt havde fulgt sin komtesse ud i januarkulden, havde skam lagt mærke til det, og heller ikke Lancelin gik forbi hendes observation. Men Lancelin havde for travlt til at lægge mærke til tjenestepigen, for hans øjne var ét sted - hos Helene af Rouvry. Et diskret smil dannede sig i Lancelins mundvige, som han lagde mærke til den unge komtesses interesse for den kridhvide hoppe.

Han bukkede let i nakken som Helene nejede for ham, "Nådigfrøken," hilste han. Med ét var deres øjne fæstnet i hinandens igen, som for et par dage tilbage under andre forhold. Nu var det mere privat, hvis man så bort fra, at tjenestepigen holdte nøje øje med lensgrevens mindste bevægelse.

"Kan De lide hende?" spurgte han kort for hovedet, uden at forvente et svar, og lod en hånd finde hvile mod hestens kridhvide, muskuløse hals, "- hvadend De vil kalde hende. Hun er din, trods alt, er hun ikke, komtesse?"

Lancelin betragtede den unge Helene i et par sekunder i stilhed, som hun sikkert skulle overveje hans spørgsmål. Så afbrød han stilheden med et roligt "- kom." 
Uden den mindste hæmning tog lensgreven et enkelt skridt om bag hende, selvfølgelig med en smule respekt for komtessens adelighed, og førte hende tættere på. Hans hånd gled ned mod hendes slanke fingre. En let berøring, der pludselig udfordrede de grænser, som der skulle være imellem dem. Hendes fingre var kolde og fine. Som at røre silke. Og som han førte hendes hånd mod hestens pande, stod han tættere på end nogensinde.

"Fortæl mig. Hvad skal hun hedde?" hans stemme var hæs, som han lavmælt brummede sine ord, kun mellem de to.

[Helene af Suilleaux]

Helenes nakke kriblede lidt igen ved øjenkontakten, men hun flyttede snart sit blik til hoppen og nikkede som svar på spørgsmålet. Hendes. Det var så stor en gave, at hun stadig ikke helt forstod det. Hvad hun heller ikke forstod, var Lensherrens interesse i hende, men da han trådte tæt på og tog hendes hånd, for at føre den op til hestens pande, var der alligevel noget hun troede hun måske forstod. Og det fik hendes hjerte til at slå hårdere i brystkassen. Hun sank en klump, men rørte sig ikke ud af stedet. Hun lod ham blot føre sin hånd op til hestens pande og mindede sig selv om at trække vejret.

Da han talte, kunne hun mærke hans ånde i nakken og hårene der strittede, imens varmen spredte sig fra brystkassen og op til hårgrænsen. Hun åbnede munden, men måtte klare halsen, før hun fik et svar frem.

"Chantilly," faldt det, imens mindst halvdelen af hendes opmærksomhed var på Lensgreven lige bagved hende.

[Lancelin af Suilleaux]

Som de stod dér dannede der sig en varme imellem dem i den kølige januarkulde. Lensgreven af Suilleaux sank kort som han betragtede hende let ud af øjenkrogen imens hun overvejede navnet. Den hvide hud og de bløde læber. "Smukt navn," hviskede han hæst, idet at hans blik faldt tilbage på hesten foran dem. Tjenestepigen måtte rødmende se væk for en kort stund, og en smule ubevidst rømmede hun sig højt, hvilket fik Lancelin til at rette sig en anelse væk fra komtessen.

"Nådigfrøken, om forladelse, men jeg lovede Deres far, at bringe Dem tilbage om en time. Syersken kommer der, huske De nok." Tjenestepigens stemme var ganske forsigtig, men ikke desto mindre ganske alvorlig.

Lancelin smilede anspændt, idet at han trak sig væk fra komtessen. Forhelvede, hvor ville han ønske, at de havde været alene. "Nuvel, hvad venter vi så på? Vi kan ikke have syersken til at vente alt for længe, kan vi," sagde Lancelin sarkastisk.
Med en rolig bevægelse tog han seletøjet til Chantilly i den ene hånd, og en sort hingsts seletøj i den anden, hvorefter at han roligt førte dem udenfor, hvor de vant kunne sætte sig i sadlerne.

"Jeg ved ikke med Dem, komtesse, men skovene er nok det bedste sted at prøve hestens evner af," sagde han og nikkede i retningen af skovbrynet.

[Helene af Suilleaux]

Helene blinkede, da tjenestepigen nævnte syersken. Det var løgn, at hun kom om en time, men det var det lidt desperate signal til at hendes nådigfrøken var på dybt vand og det var heldigt nok, at hun sagde det. Nådigfrøkenen var nemlig gået helt i stå og stod bare og stirrede på hesten, imens hun skælvede svagt over hans hvisken. Nu kom de ud i frisk luft og Helenes blik strejfede tjenestepigens med en gnist af taknemmelighed, som de fulgte med udenfor. Her var der dog en påtrængende mangel på en ekstra hest til pigen og Helene knyttede forsigtigt den ene hånd, før hun så fra Greven tilbage på hende.

"Jeg tænkte ikke på... Vi tog ikke en hest med til Léa, Deres Excellence," fik hun beklagende sat ord på sine tanker. Tjenestepigen så også dybt ukomfortabel ud ved idéen om at skulle ride, men der var ikke andet for.

[Lancelin af Suilleaux]

Åh ja, tjenestepigen. Som en lille mus stirrede hun skævt til lensgreven, imens at hun roligt holdte sig tæt på komtessen. Det var tydeligt på hendes blik, at hun ikke brød sig om lensgrevens intentioner mod hendes komtesse. Et blik, der fik Lancelin til at trække let i mundvigene, for det var tydeligt, at hun holdte øje med dem som en høg.

"De har ret, Nådigfrøken, det havde jeg slet ikke tænkt på," løj Lancelin, der lod sit blik falde mod stalden igen, og vant piftede han så højt, at det kunne høres tydeligt. En stralddreng løftede hovedet og forstod straks hentydningen da Lancelin med et nik mod tjenestepigen gjorde det opmærksomt, "Vi har brug for endnu en hest, Léon!"

Stalddrengen Léon kom løbende et par minutter efter med en hest bag sig. Endnu en hoppe i Suilleaux' støbning, denne brun som træernes bark, men tydeligvis med et mere roligere gemyt.

"Den kan jeg da ikke ride!" udbrød tjenestepigen svagt, idet hesten stoppede ved deres side.

"Det er enten hesteryggen eller gåben, kære," svarede Lancelin kort for hovedet, inden at han hoppede op i sadlen på den sorte hingst af hans, "- Eller har De hellere lyst til at holde mig om livet så godt De nu kan?" Lancelins blik hvilede på tjenestepigen Léa med et flabet blik. Med et hurtigt ryk tog tjenestepigen den brune hoppes seletøj. Det var svar nok, og Lancelin rettede sig i hesten med et flabet smil og et skævende blik mod komtessen ved sin side.

[Helene af Suilleaux]

Helene følte lidt med sin tjenestepige, men hun så også på hende med let udvidede næsebor og et strengt blik. Hun red absolut ikke ud i en skov med nogen mand alene og da slet ikke en mand, der havde rørt ved hendes hånd eller hvisket hende i øret på den måde. Hårene i hendes nakke strittede endnu.

Mangt en adelskvinde skulle nok hjælpes op i sadlen, men Helene var hjemmevandt på en og hun satte af fra jorden og svang det ene ben under det vidde skørt over ryggen på Chantilly. "Hjælp hende," beordrede hun stalddrengen uden tøven. Og så kom stakkels Léa også op på hesten og fik fat i tøjlerne. Helene skævede lidt til Greven, før hun lænede sig frem og klappede Chantilly på halsen, uden at slippe tøjlerne. "Skal vi, Deres Excellence?"

[Lancelin af Suilleaux]

Stalddrengen havde stået et enkelt øjeblik og vurderet, om den unge komtesse skulle have en hånd. Men som hun vant formåede sig op i sadlen, og istedet beordrede stalddrengen til at hjælpe tjenestepigen, blev den unge Léon en smule befippet. Men op i sadlen kom tjenestepigen Léa, og de var nu alle tre klar til at ridde.

Helenes ord var alt hvad han behøvede at høre. Lancelin bøjede i nakken og blinkede let til komtessen. Og som var det startskuddet sparkede han den sorte hingst i gang, der bestemt og hurtigt begyndte sin trav. Tjenestepigen fulgte lige bag dem, og hun måtte bide tænderne koncentreret sammen for at holde sig i lædersadlen.

Hovenes lyd mod paladsets brosten blev erstattet af køligt jord, som de nåede over broen og ud mod skovbrynet. De red imellem træerne, vante og sikre, og hestene fnyste for hvert skridt. Det krævede sit at holde trit med farten, de red i igennem skoven, og samtidig holde øje med komtessen ved sin side. Han lod hende styre farten, og forhåbentligt fik den unge komtesse prøvet sin gave godt nok af.

Den stakkels tjenestepige Léa gjorde alt hvad hun kunne for at følge med dem. Hun gjorde et ualmindeligt godt forsøg, og man måtte give hende, at hun klarede det ganske udemærket indtil videre. Som gjaldt det hendes liv ville hun ikke risikere, at komtessen var alene med sådan en flab af en lensgreve.

[Helene af Suilleaux]

Helene fik en hvis fart på Chantilly, der havde overgivet sig til hendes sikre styring. Hun pressede hende dog ikke fuldstændig, for hun havde ingen interesse i at ride fra Léa. Hendes puls var dog hurtig og selvom kulden var i hendes kinder, så havde hun ellers varmen.

Da de nåede den ene af Levagnys brusende floder, Montaroux, fik Helene Chantilly til at stoppe op. Floden var naturligvis væsentligt mindre brusende end i foråret, men den løb endnu og udsigten over floddalen var smuk. Hun tog en dyb indånding i den klare luft og drejede hovedet for at se efter lensgreven og tjenestepigen.

[Lancelin af Suilleaux]

Vejrtrækningen var tydelig at se en anelse hævet på lensgrevens brede brystkasses bevægelse. Til trods for, at den kølige luft var let bidende, så havde han, som hende, fået varmen. Den store kontrast mellem kulde og varme gjorde også, at det kradsede en anelse i lungerne for hver åndedrag.

"De løj ikke, da De sagde, at De var kendt på hesteryg," kommenterede Lancelin en anelse forpustet, som en skjult ros til den kønne komtesse, idet at han lod den store, sorte hingst skridte hen på hendes side. Der var en fredfyldt ro, her langt væk fra paladset og Levagnys menneskemylder.

Lancelin rettede sig i sadlen og så sig over skulderen efter tjenestepigen. Hun var bagud, men ville sikkert dukke op hvornår det skulle være. Så Lancelin spildte ikke tiden med at udnytte, at han nu havde den unge Helene helt og addeles for sig selv.

Han åbnede munden for at få sine ord frem, men holdte kort tilbage for at tænke sit ordvalg igennem for at bryde den opståede stilhed.
"De må undskylde min direktethed, Helene af Rouvry, men jeg forventer, at De siger nej, hvis jeg går over Deres grænser," Lancelins blik landede i hendes. Han vidste udemærket, at episoden i stalden måske havde været en anelse intimt, på grænsen til det uacceptable. Men Lancelin gjorde det ganske bevidst til trods for, at han vidste det var forkert. For at fremprovokere en reaktion hos den unge kønne komtesse, der ubevidst havde formået at fange hans interesse.

Han ville ikke indrømme det, men en enkelt flygtig tanke om hende havde strejfet ham her og der efter deres møde under festen et par dage tidligere. De var dukket op ganske pludselige; under en samtale med sin rådgiver om situationen i Suilleaux. Under en spadsertur på slottets gange. Men allertydeligst var disse tanker dukket op en enkelt nat efter at han var gået i seng, endda sammen med kvindeligt selskab.
For hver tanke havde han spurgt sig selv, hvad fanden han havde gang i. Det var hans datters yngre veninde. Datteren af lensgreven af Rouvry. Men for hver gang kunne han ikke finde svaret udover, at han måtte se at komme af med dem.

"Jeg har måske opført mig en anelse uprofessionelt, og det beklager jeg." Løgn. Lancelin havde nydt hvert eneste sekund. "De er selvfølgelig ikke som enhver kvinde man nemt kan feje op i Levagnys gader til en enkelt nat," afsluttede han kort for hovedet, og overvejede ikke hvor forkert det end kunne have lydt.

[Helene af Suilleaux]

Helene opdagede for sent at Léa ikke havde indhentet dem endnu. Hun kunne høre hende et stykke væk, men hun var effektivt alene med greven. I det mindste på hesteryg, men det skånede hende ikke for hans ord, som fik hende til at spærre øjnene op. At han nævnte nattens damer foran hende. Hun blinkede.

"Deres Excellence," åndede hun en smule chokeret ud. "Jeg forstår ikke hvad De forventer af mig. Hvad det her er..." Hvor Léa bliver af. Kære Yphion, hun er behøvet.

[Lancelin af Suilleaux]

Komtessens overraskelse var ikke til at tage fejl af. Men trods hendes forbavselse og befippede tilstand nænnede Lancelin ikke, at fjerne blikket fra hende på noget tidspunkt, selvom at hun ivrigt forsøgte at modstå hans.

Forhelvede. Han overvejede sin handling, men hvilken reaktion ville det ikke give. I modsætning til Helene var Lancelin langt fra forlegen - han var direkte, og samtidig var det ikke nogen overraskelse for ham, at hun reagerede som hun gjorde. Der havde aldersforskellen nok den store betydning. Hendes uskyld og uerfarne smag på livet og dets mange lyster var langt fra Lancelins, hvis alder var dobbelt så høj som hendes.

"Jeg må indrømme at jeg har tænkt på Dem, komtesse.. Mere end hvad godt er," sagde han direkte. Han fugtede læberne og overvejede sine ord inden at han fortsatte, "Især om natten.."

[Helene af Suilleaux]

Nu blev Helene for alvor nervøs og hendes næsefløje udvidede sig synligt, som hun tog en hastig indånding. Havde det været hans plan hele tiden? At få hende alene i skoven. Hendes hjerte ræsede afsted i panik.

"Deres Excellence," protesterede hun. "Vi må virkelig se at finde Léa og komme tilbage til paladset. Léa?!"

Hvor var den idiotiske pige, når man skulle bruge hende?

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes reaktion var egentlig ganske forståelig for Lancelin, der diskret trak let op i den ene mundvige over at se hende således. Til trods for, at Lancelin tydeligt vidste, at den unge komtesse prøvede at afslutte samtalen hurtigst muligt, så var Lancelin langt fra berørt over hendes befippede og ukomfortable indre tilstand.

"Gør jeg Dem forlegen?" hans stemme var ganske rolig. Som om, at det var en helt uskyldig samtale, de havde sammen, men helt uden situationsfornemmelse var Lancelin nu heller ikke.
Selvom at hun opførte sig som den perfekte adelige kvinde, som der måske var forventet af hende, så kunne hun umuligt ikke have lagt mærke til, at hun var velsignet med et smukt ydre. Mænd - drenge - måtte da have vist hende deres store interesse for hende adskillige gange. Hvordan hun havde tacklet det var dog et helt andet spørgsmål, som Lancelin kun kunne fantasere sig om.

"Min nysgerrighed om natten løber måske af med mig engang imellem. De er højst upassende at sætte Dem i. Men kan De ærligt fortælle mig, at De aldrig før har haft tanker om hvordan en mand ville føle ved Deres side når De gik i seng?" Hans blik hvilede på komtessen. "Forstå mig ret, det er kun flygtige tanker. Det ville aldrig--" Lancelin stoppede sig selv, da der lød hesteskridt bag dem, og tjenestepigen Léa dukkede frem fra træerne. Hans forsikring om, at han aldrig så disse fantasier om hende blive til virkelighed, nåede han ikke at gøre færdig.

"Nådigfrøken," lød tjenestepigens stemme, som hendes blik landede på komtessen.

[Helene af Suilleaux]

Helene var temmelig oprørt, selvom hun forsøgte at skjule det det bedste hun kunne. Hendes kinder brændte af skam over at Lensgreven ville tale sådan til hende. At han mente han kunne tillade sig den slags snak, blot fordi han havde givet hende en dyr gave. Hun var også helt reelt bange for om han ville gøre hende noget og hendes lettelse over at tjenestepigen dukkede op var fuldt synlig på hendes ansigt. Hun tog en dyb indånding og fremtvang et smil.

"Léa," åndede hun ud. "Vi må hellere se at komme tilbage til Levagny. Syersken venter."

Der var ingen syerske, der ventede, men Helene drejede Chantilly rundt og satte hesten i et let trav, som hun var sikker på at hendes tjenestepige ville kunne følge med til. Hun var lettet, men stadig bange for lensgreven og hans tanker om hende. Bange for om han mente hun skyldte ham en betaling for den smukke hoppe hun red på. Hun gjorde intet for at svare på hans vulgariteter, men holdt blikket lige fremad og koncentrerede sig om at komme hjem.

[Lancelin af Suilleaux]

"Ja, Nådigfrøken," svarede Léa, der måske godt kunne fornemme den anspændte energi mellem komtessen og lensgreven. Hun sendte Lancelin et skarpt blik da Helene red forbi hende, hvorefter at hun fulgte sin komtesse tilbage ind i skoven på deres vej mod paladset.

Hans direktethed og hæmningsløse opførsel havde måske skræmt den unge komtesse væk, men det var typisk den kontrollerede Lancelin at handle som han gjorde. Mens de fleste af hans kvinder rødmende ville have set det som en 'kompliment' - for hvis en lensgreve med høj status havde tænkt på dem sådan, måtte de trods alt have betydning - så var Helene slet ikke så nem at imponere.

Lancelin stod tilbage og fulgte dem med blikket, som de forsvandt. Ryggen af komtessen. Ikke engang et eneste 'farvel' blev det til, og han måtte nok indse, at han havde fornærmet hende på en eller anden måde.

Luk?