Hvidvin og vippende tæer

[Helene af Suilleaux]

Endnu et selskab, endnu en tur for den grønne kjole i det tunge stof, der sad lige efter dagens mode. Denne gang var der ingen siddende spisning. I stedet gik tjenere rundt med fade fyldt med forskellige små, spiselige ting. Nogen salte, nogen søde, nogen syrlige. Helene havde allerede sladret med sine nyeste veninder og flirtet meget diskret med en væbner, der også hjalp med ved serveringen. Ham kunne man dog ikke holde på, så hun var snart videre, vippende let på tå til baggrundslyden af musikken, der ikke havde spillet op til dans endnu, men blot klimprede kønt som underholdning.

Hun tog et glas med hvidvin fra en forbipasserende tjeners bakke og drejede næsten en halv cirkel rundt om sig selv, før hun opdagede Lancelin af Suilleaux på vej hen imod det sted hun stod. Hun kunne ikke lade være med at kigge sig forsigtigt over skulderen, for hun var ret sikker på at Greven af Suilleaux ikke havde noget han skulle tale med hende om.

[Lancelin af Suilleaux]

"Nådigfrøken af Rouvry," lød grevens stemme roligt, som han nåede op til hende, "- Jeg håber, vinen smager Dem?" Hans blik var sigende og smilet skævt, som han kort gjorde opmærksom på hendes glas. Den bløde duft af alkohol summede omkring dem, og skabte for de fleste gæster en beroligende dis, som vinen fik taget sit indtag i deres blodårer.

Lancelin havde længe haft et ønske om at snakke med den unge Helene af Suilleaux . Han havde et par gange under selskabet fulgt hende ud af øjenkrogen, som hun faldt i snak med både den ene og den anden, og da hun endelig stod der alene, havde han set sit snit til at gå hende i møde.

"Lensgreve af Ivrary er fast besluttet på, at vi skal gå i krig mod Blueton. Noget med ære, siger han." Lancelin betragtede greven af Ivrary diskutere med en anden gæst lidt længere væk, inden at han fortsatte.
"Tænk sig, jeg er begyndt at tro, at de med vilje fylder alkohol på os for at kunne omgås hinanden," afsluttede han tørt og skimtede på Helene ved sin side.

[Helene af Suilleaux]

Helene nejede formfuldendt, da det viste sig at det faktisk var hende Greven stoppede ved. "Deres Excellence," hilste hun høfligt, før hendes blik gled uværgerligt til den omtalte lensgreve. Hun hævede begge bryn over den meget direkte tale og hendes mundvige sitrede svagt. Slægtskabet med Mirielis af Lemaux kunne anes lidt.

"Hvordan mener Lensgreve Ivray, at Blueton har krænket Falanies ære, Deres Excellence?"

[Lancelin af Suilleaux]

"Hm," brummede Lancelin, imens at han kort bed sig i underlæben i et diskret smil, og betragtede scenariet af den lettere berusede lensgreve af Ivrary blive en anelse mere højlydt under sin diskussion med sin samtalepartner.
"Åh, at Falani skal til at vise deres styrke. Sådan som Blueton prøver at erobre land omkring sig, er Lensgreven af Ivrary sikker på, at de nok når til Falani på et tidspunkt." En anelse hånlighed var at finde i stemmen over denne absure idé.

Lancelin rettede sin opmærksomhed mod den unge Helene ved sin side; han tårnede en anelse ved siden af den slanke, feminine skikkelse, hvis bløde ansigtstræk kort fik lensgreven af Suilleaux i betagelse. Hans blik landede hurtigt i hendes inden at han gik til sagens kerne. 

"Mirielis har fortalt mig, at De sponserede hende under pigeskolen." En information han havde fået for nylig. 

[Helene af Suilleaux]

Helene hævede begge bryn lidt, men synes det lød uvirkeligt, at et land som Blueton, der for hende virkede så fjernt og eksotisk, på nogen måde skulle strække sig til Falanie. Det lød da heller ikke som om Greven af Suilleaux anså det for sandsynligt og hun dvælede ikke ved det, da han opstillede en konstatering som et høfligt spørgsmål. Hun nikkede ganske let og mødte hans blik, selvom han var en af den slags mænd, der fik hende til at føle sig ret lille og gav et vist behov for at slå de lyse øjne ned mod gulvet: Ikke at hun ellers var videre underdanigt anlagt.

"Ja, Deres Excellence. Lige indtil jeg selv forlod den. Det fortrød jeg aldrig. Deres datter har været mig en nær ven lige siden." Hun smilede svagt, høfligt, men også ægte. Hun holdt meget af uregerlige Mirielis af Lemaux.

[Lancelin af Suilleaux]

Der var noget bag hans diskrete smil, der virkede eftertænksomt imens at han lyttede til hendes svar. Som om, at han overvejede noget.

"De har lært hende godt," konkluderede lensgreven kort og godt, inden at han rettede sin fulde opmærksomhed mod hende. Den var tydelig at mærke så snart den var der; hans blik var sigende. Blufærdighed var ikke noget, der satte en grænse for Lancelin i at fastholde den unge komtesses elegante blik. Og måske stod han også rigelig tæt på, end hvad der normalt var acceptabelt.

"Jeg må finde en måde at takke Dem på, Helene af Rouvry," lød hans stemme rolig og kontrolleret, for sådan som de stod var der ingen behov for at øge stemmen. Hans blik betragtede hendes som han sagde hendes navn, velvidende at der var noget privat i den måde han lige havde omtalt hende.

[Helene af Suilleaux]

Helenes smil falmede en smule, som Greven rykkede det lille stykke nærmere og udtalte hendes fulde navn, fremfor blot høfligt at føje hendes adelige tiltale til slutningen af sætningen. Det sitrede lidt i hendes nakke og hun nejede let, som en undskyldning for at træde et enkelt, halvt skridt bagud. Hun var ikke meget lav, men han tårnede sig en del op over hende og stod meget tæt på.

"Deres ros og Miris fremskridt er selvsagt allerede en stor tak, Deres Excellence," forsikrede hun høfligt, selvom hun ikke helt kunne frasige sig at være nysgerrig på hvad hun ellers ville kunne få ud af det. Hun ville da ikke sige nej til en gave fra en Lensgreve. Derfor flakkede hendes blik også lidt mellem hans øjne, uden at hun afviste ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin kneb øjnene en anelse sammen. Det var sjældent at noget gik forbi den opmærksomme greves næse, og det var også derfor, at hans blik straks havde lagt mærke til den unge Helene af Rouvry's diskrete, dog høflige måde at tage et skridt bagud for at skabe mere luft mellem dem. En handling der satte et vagt smil på den ranke Lancelins smalle læber. For selvfølgelig, hun var en komtesse og oplært som en. Så fin. Så uskyldig.

Komtessens flakkende blik var nærmest et hint til ham. Hun måtte være nysgerrig - hvem ville ikke være det? Så han så med vilje bort fra hendes frasigelse. I et par sekunder holdte han blikket eftertænksomt i hendes. Overvejende. Betragtende af de store dådyrøjne der nysgerrigt så på ham. 

"Er De god på hesteryg?" Han fortsatte sin tanke med det svage, diskrete smil, uden at forvente et svar, "Vi har en yngre hoppe, en af de bedste, De kan få. Hun er ganske nydelig, Nådigfrøken. Hurtig. Slank. En anelse fyrig, måske. Hvid som Deres hud." Deres blik var fastholdte, og Lancelin var hæmningsløs på dette punkt. Han søgte hendes blik, en kendsgerning han måtte indrømme overfor sig selv i tankerne.

"Som tak, selvfølgelig. Det er helt op til Dem," afsluttede han afventende.

[Helene af Suilleaux]

Helene blinkede over tilbuddet. Heste var dyre og hun ejede ikke sin egen, men hun vidste udmærket at Suilleaux opdrættede nogen af landets fineste. Det ville være en gave, der var en kongelig værdig og virkede som alt, alt for meget at give som simpel tak for at forsøge at rette Miri lidt ind. Da Greven benyttede sig af muligheden for at tale om hendes hvide hud, kunne hun mærke varmen i den og føle den røde glød, der måtte være over hendes ansigt.

Hun sank en klump, synligt lidt overvældet. "Det ville være..." Hun ledte efter ordene. "Det er meget gavmildt." Det ville være tåbeligt at afvise, så det gjorde hun ikke. "Jeg er god på hesteryg. Jeg har redet ofte, Deres Excellence."

[Lancelin af Suilleaux]

Den røde glød over hendes bløde kinder var bemærkelsesværdig. Hvis han kunne få hende til at rødme sådan på andre måder. Han slog tanken væk, selvom den kort havde været fornøjelig.

"Såvel, hun er Deres," bekræftede Lancelin hende da hun tog imod gaven, og smilet blev en anelse bredere. Der var en grund til, at han havde valgt én bestemt hest til hende. Med sin elegante, slanke fremtræden, høje stand og smukke ydre ville den passe perfekt til den kommende ejer.

Hendes svar på, at hun var god på hesteryg fik lensgreven af Suilleaux til at bukke en enkelt gang i nakken, "Jeg kan ikke tro andet, Nådigfrøken," svarede han med blikket i hendes, "Så ved De også hvad De skal kigge efter," Lancelin smilede diskret, "En prøvetur ville måske være passende? Jeg kan ride med Dem."

[Helene af Suilleaux]

Helene blegnede lidt ved forslaget om en prøvetur med Greven. Hun synes allerede det var en anelse intimiderende at stå og tale med ham til festen, men at han ville bruge tiden på at tage hende med på en ridetur var alligevel ud over hendes forestillingsevne. Hun vidste fra Mirielis af Lemaux, at han brugte meget tid på at forsøge at finde en ny hustru. Så kunne han vel næppe have tid til at ride rundt med Komtesser, der havde hjulpet hans døtre en lille smule.

Hun tog en tår hvidvin og trak tiden lidt med sit svar, som hun mest havde lyst til at betakke sig. Hun fandt dog absolut ingen høflig måde at sige det på, så i stedet måtte hun neje ganske let i accept, med helt rank ryg og den svageste knejsen. "Som Deres Excellence ønsker," svarede hun, en anelse panikslagen under roen. For hvordan opførte man sig overfor en Lensgreve på en ridetur? Og hvem fra husholdningen kunne hun få til at tage med?

[Lancelin af Suilleaux]

Det var som sådan ikke nogen hemmelighed, at lensgreven af Suilleaux havde været gift hele to gange, og at den anden hustru endda havde været en ganske hurtig erstatning. Men selvom at lensgreven var en eftertragtet herre grundet sit navn og velstand, så var han også kendt som værende en anelse kræsen i forbindelse med at finde sig en ny. Kvinder var der nok af, som glædeligt gjorde ham selskab, men at finde sig en hustru der kunne føde ham en arving skulle eftertænkes. Det tog tid. Meget tid. Og alligevel begyndte han at føle, at tiden var ved at løbe fra ham.

Som lensgreve var tiden derfor også allerede knap, både med at finde tiden til at lede efter en hustru såvel som finde tiden til opgaverne i lenet og de royale murer. Det var da især en sjældenhed at Lancelin tog tid af til andet end dette, så en tilforladelig ridetur med en komtesse var noget atypisk for lensgreven af Suilleaux. Det krævede meget at få hans opmærksomhed, men Helene havde vakt hans interesse mere end han turde indrømme. Ikke fordi at han tænkte hende som hustrumateriale, men der var noget over hende..

At Helenes indre skreg i panik var ikke at se på hendes rolige ydre. Det var egentlig forståeligt, for de to havde egentlig kun haft et par enkelte samtaler gennem Mirielis. Lancelin var dobbelt så gammel som hende, og mens Helene snakkede mest med hans datter, så snakkede Lancelin mest med hendes far.

Et enkelt, roligt og kontrolleret nik fra Lancelin bekræftede hendes accept, "Tirsdag?" Hans blik i hendes efter flygtigt at have landet mod hendes bare, slanke hals.

[Helene af Suilleaux]

Helene anede ikke hvad Lensgreven tænkte på og det var nok meget heldigt. Hvis hun havde haft den mindste anelse om, at han synes det var noget over hende, ville hun være sunket i jorden. I stedet nikkede hun en anelse og holdt ryggen rank.

"Ja, Deres Excellence. Jeg forhører mig hos mine forældre om de kan undvære en fra husholdningen," forsikrede hun med en lille, spændt klump i halsen.

Hun kunne ikke helt finde sine fødder i sådan en aftale, men hun var alt for kvik til ikke at tænke over, at hun havde brug for en anstandsperson på turen.

[Lancelin af Suilleaux]

"Selvfølgelig," bekræftede Lancelin hende, selvom at han inderst inde helst så dem alene. Han kunne bede en bøn til guderne om, at den ene fra husholdningen, der kunne have bare lidt tid, var bange for heste.

Han bukkede let i nakken, inden at han til sidst måtte give slip på hendes blik. Han kunne måske virke en anelse intimiderende. Kontrollen og den ranke ryg var i hvert fald kun med til at øge dette. Og så forlod han den unge komtesse og gik roligt mod Hertug Pancras af Levagny, der kaldte ham til sig.

_______________________________

Stalden bag paladset var godt fyldt op med fornemme heste denne tirsdag morgen. Især et par enkelte stykker længere inde stod i klar kontrast til de resterende og fangede hurtigt opmærksomheden. Suilleaux's hestene kunne genkendes milevis fra. Deres ry om fremragende hesteavl havde sine grunde.

Lancelin stod ved en elegant hvid hoppe, der vrinskede så den varme luft fra lungerne dannede en hvid dis i den kølige januarluft. I modsætning til dagene forinden var lensgreven af Suilleaux iklædt tøj, der tydeligvis var beregnet til dagens formål på hesteryg. 

Den hvide hoppe slog let med halen som Lancelin spændte sadlen ind, og hans blik landede tilfældigt mod den elegante, feminine skikkelse, der gik ham i møde.

[Helene af Suilleaux]

Helene var ingen nybegynder. Hun var iført den grønne og sorte kjole, der sad løst og gav hende langt mere frihed end de fornemme klæder man ville bære til et bal. Hendes hår var ikke dækket af et slør, men flettet stramt og gemt væk under en blød hat med en enkelt fjer i. Hun var stadig en adelskvinde til fingerspidserne, men hun var klædt på til lejligheden, som hun ankom til paladsets stald i følgeskab med en enkelt, nervøst udseende tjenestepige.

De skred over imod Greven, Helene forrest. Hun stoppede op ved båsen med den hvide hoppe og hendes blik gled over den objektivt smukke hest. Hendes reservationer faldt lidt fra, som hun forelskede sig en lille smule og et svagt, ægte smil fandt hendes læber, inden hun huskede sig selv. Hun klarede halsen og nejede lige så yndigt som stod de i tronsalen. "Godmorgen, Deres Excellence. Hun er virkelig smuk. Hvad hedder hun?"