Levende spøgelser

[Micah Brygger]

Micah så skeptisk ud, men han ønskede det. Brændende. Han var hjemsøgt af angsten for netop at leve op til hendes fars frugt for ikke at kunne tage sig af hende. Det kunne han ikke bære.

"Uden kroen ville vi ikke have noget at leve af," konstaterede han. "Jeg kan jo ikke noget. Jeg er uden nytte."

[Dina Brygger]

Dina knækkede lidt og var pinefuldt bevidst om, at det var hendes ansvar, at han sad der nu. "Du må ikke se sådan på det," bad hun alvorligt, mens fingrene krummede sig om skørtet. Hun måtte blive stående og ikke gå til ham.

"Jeg tror på, at dit ben kan blive bedre. Jeg kan hjælpe med det. Hjælpe dig med at træne det op igen, så du kan bruge det mere end nu," fortsatte hun og troede fuldt og fast på det. Hun fortsatte, før han kunne afbryde.

"Og i mellemtiden må der være andet arbejde at få, der ikke er for din far. Jeg kan spørge Sarah..." Parsiprestre Merchande havde adskillige ansatte. "Eller hvad med Livgarden? Er der ingen positioner, der ikke kræver, at du er i aktiv tjeneste?"

[Micah Brygger]

Micah stirrede frem. Han ville gerne tro på at det ville blive bedre. At han måske på sigt kunne gå uden en stok. Men andre, mere dystre tanker, hev også i ham.

"Livgarden? Jeg tvivler på at de vil ansætte en krøbling," mumlede han. "Hvad kan Sarah bruge mig til?"

[Dina Brygger]

Dina havde på nogle punkter svært ved at genkende Micah, men hun kunne ikke klandre ham for ikke at være den samme mand, som han havde været for krigen. Guderne måtte vide, at hun ikke selv har den samme.

"Jeg tænkte på hendes far. Mester Merchande," svarede hun og fugtede læberne. "Jeg kender ham lidt. Måske har han arbejde."

[Micah Brygger]

Der var glimt af den sorgløse unge mand i Micah, men han var farvet af sine oplevelser og af håbløsheden han mærkede. Han ville dog gerne være stærk for Dina, så han brummede let, lukkede øjnene og nikkede.

"Spørg Sarah," bad han dæmpet og lidt hæst.

[Dina Brygger]

Dina var generelt ikke blød, men Micah havde ændret alt og bekymringen for ham sad som en konstant, hård knude i maven. Hun nikkede til hans ord, selvom han ikke kunne se det og stod et øjeblik bare og betragtede ham under rynkede bryn.

"Jeg hader, at jeg ikke bare kan gå over til dig," tvang det sig til sidst ud af hende, selvom det sikkert ikke gjorde noget bedre. "Jeg hader den her afstand."

[Micah Brygger]

Micah havde, i sine mørkeste øjeblikke, svært ved at tro på at Dina stadig var interesseret i ham. Han var kun en halv mand nu. Han kunne ikke forsørge hende, måske heller ikke tilfredsstille hende.

Blikket gled til hende i mørket og han mærkede trækket.

"Har du stadig lyst til at være min?"

[Dina Brygger]

De hårde, bekymrede træk mildnedes lidt og blev blødere og det samme gjorde udtrykket i de ravfarvede øjne.

"Jeg er allerede din," mindede hun ham om, ømt i kontrast til det praktiske, der havde været kort forinden. "Jeg elsker dig."

[Micah Brygger]

Micahs mellemgulv trak sig lidt sammen over ordene. Han vidste det godt, men alligevel vidste han det ikke helt altid. Han blev i tvivl. Følte sig uelskelig.

Nu tog han en dyb indånding. "Jeg elsker også dig," mumlede han. "Jeg er... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre."

[Dina Brygger]

Dina havde ikke noget specielt stort heltekompleks, men hun kunne ikke holde ud at se, at Micah led uden at kunne gøre noget ved det.

Hun tog en lydløs indånding gennem næsen. "Vil du ikke være sød at komme herover?" bad hun, bare en kende desperat.

[Micah Brygger]

Micah kastede et blik ned på benet. Han samlede sin stok op og kom besværet op at stå fra bænken.

Så bevægede han sig irriterende langsomt ind i skyggerne, hvor hun stod.

[Dina Brygger]

Dina havde set det hele og vidste, hvorfor hans ben var som det var. Han blev ikke mindre i hendes øjne af den grund og hun trak sig lidt længere ind i ly af skyggerne.

Da han nåede tæt nok på, rakte hun ud. Den ene hånd lagde sig mod hans bryst og den anden mod hans kind og hun strakte sig for at kysse ham. Var nødt til det.

[Micah Brygger]

Micah blev let overrumplet, men lænede hånden med stokken mod muren bag Dina og lagde den anden på hendes hals.

Det var ufatteligt hvor meget han havde savnet at kysse hende. Bare det. Han lænede sig ind mod hende og havde ingen planer om at stoppe, før han løb tør for luft.

[Dina Brygger]

Der var ingen grund til at spilde tid med udenomssnak eller risikere, at de blev afbrudt. Et næsten lettet suk undslap hende ind mod hans læber, men hun gjorde intet for at skabe afstand. I stedet gled fingrene om og krummede sig sammen om hans nakke.

Der havde slet og ret ikke været mulighed for anden intimitet end kys mellem dem siden før krigen, siden vårfesten, men nu havde selv det været frarøvet siden hjemkomsten og hun brød først væk, da der ikke var mere luft. Panden forblev tæt på hans og hun havde strukket sig op på tæer.

"Jeg savner dig så meget," røg det ud af hende. "Det føles så urimeligt."

[Micah Brygger]

Micah blev stående lænet lidt frem, hivende efter vejret, dybt opslugt af Dina. Hans puls faldt langsomt, men han blev ikke mindre ensidigt fokuseret.

"Jeg længes efter dig hver dag, hver time," mumlede han. "Hele mit liv... Alt er værre når du ikke er her."