Ny erobring

[Affonso de Batista]

Det var ikke en enorm begivenhed, men det var trods alt ikke hver dag at et medlem af en udenlandsk kongefamilie ankom og derfor havde Affonso plads ved kongens bord denne aften.

Det passede ham udmærket. Diskretion havde aldrig været hans force. Han var ude efter at indfange Betriz Urmager og han skulle nok lykkes med det, men han havde planer om at more sig på vejen derhen.

Indtil videre nød han det til fulde. Blikkene, opmærksomheden. Han havde ikke medbragt en eneste hustru eller konkubine, men han lagde mærke til flere smukke, unge kvinder og lod det med vilje sprede sig som rygte, at han var på udkig efter en hustru.

Det var ikke løgn. Han ville gerne have en falanist til at holde sin kommende konkubine med selskab. En rødhåret eller lyshåret, havde han næsten sat sig for, fordi han manglede sådan en. Da han så Juliote af Martimiers, skærpede han derfor opmærksomheden og fugtede læberne. Han fulgte hende med blikket. Længe.

[Juliote af Martimiers]

Inden festen havde Juliote skændtes med sin mor om, hvorvidt hun skulle med til festlighederne eller ej. Juliote havde været på nippet til at sige at hun ikke ville giftes, men havde ikke kunne få sig selv til det. Hun havde forsøgt at undgå så mange af disse kedelige fester og middage, hvor alting blot gik ud på om hun ville finde sig en mand. Hun følte sig som en ko på et marked, da hendes mor bestemte hvad hun skulle have på og bevidst valgte en der fremhævede hendes barm.

Derfor sad hun nu ved enden af et af de lange borde, hvor de lidt mere almindelige adelsfamilier sad. Det var ikke ligefrem kongebordet, men dog tæt nok på til hun bemærkede den interesse der kom fra den nye gæst. Det var svært at undgå at lægge mærke til ham, sådan som han stirrede på hende. Det føltes grænseoverskridende og fik hende til at stirre meget beslutsomt ned i sit glas med rødvin, mens hun overvejede hvordan hun skulle undgå ham resten af aftenen.

[Affonso de Batista]

Den rødhårede kvinde havde en smal surkot på og det undgik ikke Affonsos opmærksomhed hvordan den fremhævede hendes tynde krop og dragede blikket mod de få feminine træk den havde. For ham personligt var der ikke kun en tiltrækkende kvindetype, men svag og delikat havde en særlig plads og det så hun ud til at være. Han skulle gerne indtage rollen som hendes beskytter.

Han udspurgte majestæten høfligt om hendes identitet og fik bekræftet at hendes forældre var ivrige at få hende afsat. Hun var i den ældre afdeling, men ikke alt for gammel.

Da bordene blev brudt op og folk begyndte at summe rundt, gik han roligt i cirkler i nærheden af hende, før hun var helt alene og han kunne fange hende alene og bukke sig over hendes hånd, som han tog og kyssede.

"Komtesse... Martim... Hjælp mig. Hvordan udtaler man Deres navn?"

[Juliote af Martimiers]

Det havde ellers lykkedes hende ikke at være alene det meste af aftenen, men hun havde kun begrænset mængde mennesker hun kunne forstyrre. Hun ville ønske at der eksisterede en form for magi hun kunne bruge, der kunne få hende til at forsvinde - hvis der gjorde, var det ikke en hun kendte til. Da gæsten fra Odriara forstyrrede hende og tog hendes hånd, smilede hun dog blot og så på ham med et hånligt blik, da han ikke kunne udtale hendes navn rigtigt.

"Martimiers." Sagde hun, uden at hjælpe ham meget mere end det. Måske kunne hun opføre sig så rædsomt, at han ville miste interessen.
"Dejligt at møde Dem, Deres Højhed." Hun nejede en anelse, mens hun prøvede at finde på noget hun kunne sige som rent faktisk ville få ham til at miste interessen.
"Vores sprog er også være ret svært at udtale korrekt, men i det mindste prøvede De." Det burde være nok, tænkte hun. Ingen mand ville have en flabet dame.

[Affonso de Batista]

Hun var en uhøflig lille sag og det gik ikke Affonso forbi. Han hævede et bryn let, før han slap hendes hånd igen. Ligesom hans hustru fra Gestraria. Det havde han også fralært hende.

"Det er ikke så svært, som De gør det til, Nådigfrøken. Taler De odriaransk?"

[Juliote af Martimiers]

Det frustrerede Juliote at han ikke tog det mere alvorligt end som så. Det betød nok, at han ikke lod sig stoppe af hendes rapkæftede attitude. Hun blev nødt til at finde på noget andet, der kunne stanse hans interesse.
"Kun en lille smule, jeg har svært ved at lære nye sprog. Så det ville nok være svært for mig at bo i Odriara." Det var løgn. Juliote havde lært en smule odriaransk men hun ville ikke indrømme det overfor hertugen. Sandheden var at hun nok ville have nemt ved at lære det yderligere, selvom hendes udtale godt kunne være lidt klodset.

[Affonso de Batista]

"Aha," musede patriarken og nikkede lidt. Hun var uvillig og ikke på den underholdende måde, måtte han nok sande. Intet større tab, selvfølgelig. Der var mange andre, kønne unge kvinder ved det falanistiske hof. Han nikkede let i hendes retning.

"Mon ikke det også er ganske svært at forestille sig nogen tage Dem med herfra?"

Han hævede et bryn. "God aften, Nådigfrøken."

Og med det, drejede han sig væk og gik videre rundt i salen.