Forbundet nu og for evigt

[Édouard af Bois]

Endnu to familier var denne dag blevet forenet under gudernes åsyn. Et ægteskab der havde været længe undervejs og naturligvis skulle fejres efter alle kunstens regler med overdådige madanretninger og en lind strøm af drikkelse, der sørgede for at holde maverne mætte og humøret højt.

Blide toner af rørte harpestrenge blandede med delt latter og summende samtaler i den smukt dekorerede festsal, pyntet med banner af karmoisinrød og nåletræsgrøn. Langt de fleste af gæsterne havde efterhånden fundet vej op til de nygiftes bord for at give deres lykønskninger, inden indtagelsen af den lens berømte calvados blev for stor og gjorde det umuligt.

Endnu en skål var da også netop blevet givet og havde for en stund fået Édouard til at vende sin fulde opmærksomhed ud i salen. Dagen havde allerede været lang, med ceremonier og blikke der konstant fulgte deres mindste bevægelse.
Ikke komplet uvant med at agerer centerfigur, sad Édouard afslappet i den højryggede stol, selvom en ægtefølt bekymring næret af omsorg for Olivia af Bois prikkede i huden. En hånd lagde sig over hendes spinkle, halv skjult af bordanretningerne "Jeg håber ikke du føler det er for overvældende?"  Ro ville komme med tiden, om ikke andet indtil de kunne melde om glædelige omstændigheder og der traditionen tro ville blive afholdt en jagt til ære for det voksende liv.

[Olivia af Bois]

Ærligt talt var Olivia en smule træt. Kjolen de havde syet til hende, sad stramt om hendes krop og det føltes ikke helt som hende. Ikke fordi den var Bois farver, men fordi den var så fornem at hun følte sig selvbevidst.
Da hun havde stået og kigget på sig selv i spejlet som kammerpigen havde taget med, havde hun følt sig nervøs og utilpas. Forventningerne var begyndt at blive til angst, men hun havde stadig formået at gå ud af sit værelse og hen til den store sal hvor vielsen skulle holdes.

Nico derimod virkede rolig og fattet og som om han hørte til. Olivia følte sig som en bedrager, men hun forsøgte så godt hun kunne at gøre som de havde forberedt og leve op til andres forventninger. Det var dog stadig overvældende og Olivia havde ikke været klar på hvor meget det ville påvirke hende. Hun var ung og troede at et ægteskab var som et glansbillede, men det her var første gang hun prøvede virkeligheden.

Da han lagde sin hånd over hendes ved bordet, mærkede hun hvordan det fik hende til at slappe af og hendes angstanfald forduftede langsomt.
"En lille smule." Hviskede hun og smilede svagt til ham. "Men jeg skal nok lade være med at skuffe dig, eller i hvert fald prøve på at lade være." Hun så ham i øjnene og prøvede på at være stærk, men en del af hende havde bare lyst til at løbe tilbage til sit værelse. Derefter så hun væk, fordi han ikke skulle se hvor meget hun kæmpede. Måske ville han så ikke blive skuffet over hende. Hun var nervøs for at han ville fortryde det. Det virkede som om alle i lokalet bare ventede på at hun fejlede.