Te

[Betriz Urmager]

Betriz så helt forvirret ud i et øjeblik, før hun forstod og så fnøs hun, svagt forurettet. "Jeg er ikke en slyngel," mindede hun ham om og var lidt demonstrativ, da hun gik tættere og tog anordningen ud af hånden på ham igen.

Hun trak sit ærme ud over sin egen hånd og skubbede tandhjulene på plads. Den spruttede til live med små skyer af damp og hun lænede sig lidt tilbage for ikke at få det i hovedet. Snart efter var den varm nok til, at hun måtte skifte den mellem hænderne - som en nykogt majroe.

[Diego Lynhånd]

Diego trykkede læberne let sammen om det smil, der gerne ville frem. Han hævede begge bryn let og betragtede hendes demonstration. Så rakte han sine tildækkede hænder frem.

"Slyngler har ikke monopol på at være udspekulerede," konstaterede han. "Bedre sikker. Hvis du går nedenunder kan du selv hente din te."

[Betriz Urmager]

Betriz stoppede ikke med at skifte anordningen fra hånd til hånd og af samme grund var hendes blik på den og ikke på ham. Hun så det derfor ikke, hvis der var noget, der afslørede hans morskab.

"Måske ikke, men jeg er ikke lige så voldelig som dig," småvrissede hun, men var åbenlyst ikke rigtigt sur. Måske var der den mindste smule spøgefuldhed i det.

Hun ventede ikke på svar, men lempede den over i hans hænder og trådte et par skridt bagud. Hun så på ham nu og hævede et bryn, før hun så på håndlangeren. "Med selv går jeg ud fra, at han mener, at du følger med?"

[Diego Lynhånd]

Diego fnøs let. Han gav sig ikke til at diskutere hvem der var mest voldelig. Han tog det på sig. Til gengæld trak han på smilebåndet, da hun talte til håndlangeren og nikkede let til at han skulle følge med.

Så stod han der, vejede genstanden lidt mellem hænderne og synes han fornemmede at den stille og roligt kølede af. Han så imponeret ud, selvom han var enig i at det næppe var det endelige bud.

[Betriz Urmager]

Betriz var ikke fuldkommen tilfreds med, at hun ikke kunne være vidne til, hvordan den virkede, men tanken om varm, opkvikkende te var nok til trække hende væk. Det var dog også første gang, foruden de gange hun var blevet ledt frem og tilbage fra indgangen, at hun rendt faktisk befandt sig mellem gæsterne. Hendes blik gled nysgerrigt, men også lidt utilpas rundt på det hele, mens de gik på tværs af rummet med retning mod det sted, hvor teen befandt sig. Det var et sted, der skreg af mangel på moral og hendes hud kriblede lidt.

Der gik en rum tid, før hun blev ledt tilbage op til kontoret. I hænderne havde hun et fyldt krus te, hendes tredje kop, og som hun varmede sig på det, spekulerede hun på om apparatet også blev varmere. Kunne mærke, at hun nærmede sig. Under den forudsætning, at hun var den eneste magiker til stede, naturligvis.

Nysgerrigheden var åbenlyst i hendes blik, da de blev vist ind igen og spørgsmålet faldt ud i det sekund, hun trådte over tærsklen. "Virkede det?"

[Diego Lynhånd]

Diego sad ned med en hånd på dingenoten, der lå på hans skrivebord. Der var flere lag mellem den, men den dampede let og han hævede et bryn over spørgsmålet.

"Man kan tørre tøj på den," konstaterede han. "Det er ikke den mest geniale advarsel, men den virker nogenlunde. Den var dog også lun, da du var dernede. Nu er den hed."

[Betriz Urmager]

Betriz så lidt forurettet ud, til trods for at han havde en pointe. "Jeg har knapt sovet i tre uger. Du kunne være lidt mere diplomatisk," svarede hun tørt, men nærmede sig også med nysgerrighed i blikket, som hun skottede til anordningen under hans hånd.

"Herinde er det næsten en sporingsenhed på mig. Spørgsmålet er, om den ville kunne skelne, hvis der kom en anden magiker..."

[Diego Lynhånd]

Diegos blik spillede over forargelsen i den lille størrelse og hans mundvige sitrede også. "Du har stadig fem måneder og en uge tilbage," pointerede han drillende.

Så tiltede han hovedet. "Kom tættere på."

[Betriz Urmager]

Betriz fnøs forarget og hendes blik fløj op til ham. Denne gang overså hun ikke hans morskab og hun kneb øjnene sammen. "Hvor beroligende," svarede hun sarkastisk.

Men hun bevægede sig også tættere på. Håbede næsten, at han brændte sig. Men også kun næsten. Hun så lidt olmt på ham.

[Diego Lynhånd]

Diegos morskab steg over hendes vrede og han så hende i øjnene imens hun morede sig. Trak hånden langsomt væk fra varmekilden og hævede et bryn.

"Jeg tror det er åbenlyst at den virker. Jeg lukker dog ikke en anden magiker herind for at teste din anden idé. Alternativer?"

[Betriz Urmager]

Hans morskab var irriterende og hun skulede lidt. "Det bad jeg heller ikke om," pointerede hun og tog så en tår af den lunke te. Det var mildt beroligende.

"Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg får den til at skelne mellem enkelte magikere," konstaterede hun, modstræbende, men var også distraheret. Det røg ud af hende.

"Hvad er det, der er så morsomt?"

[Diego Lynhånd]

Diego hævede et bryn over det bistre spørgsmål og fjernede endelig hånden fra den varme genstand. Han tog en dyb indånding.

"Din håndgribelige, åbenlyse lyst til at sende en kniv igennem mig, selv imens du nyder udfordringen mere end du selv vil indrømme," svarede han roligt.

"Du er nået langt på et par uger. Jeg ser frem til at se det næste fremskridt."

[Betriz Urmager]

Betriz' bryn røg et stykke op, før hun kom til at slippe et dæmpet lattergrynt. Det var uventet og hun kæmpede lidt mod trækket i mundvigene, som hun gik helt over til skrivebordet og så på ham med et tørt blik.

"Endnu engang med antagelsen om, at jeg er lige så voldelig, som du er," svarede hun, men blikket gnistrende lidt, som hun satte kruset og lænede sig frem efter anordningen.

[Diego Lynhånd]

Diegos blik spillede og han lod smilet træde frem. Det fik ham ikke til at se mild ud. Snarere lidt flabet.

"Slet ikke," svarede han. "Der er langt fra ønsket om at skade nogen til anvendelsen af trusler for at opnå et mål. Du er ganske hellig endnu på den front, bruxinha."

[Betriz Urmager]

Hans flabede udtryk var voldsomt irriterende, fortalte Betriz sig selv. Hun fnøs dæmpet af ham. Måske burde hun være mere respektfuld og mindre direkte overfor ham, mere bange. Hun vidste ikke helt, hvorfor det ikke var sådan.

"Og du skriger langt væk af moralsk fordærv," svarede hun tørt, men stadig med den lille gnist i blikket, som hun tog anordningen. "Tak for te."