Fridag derhjemme

[Svea Købmand]

Magnus Våbensmed

Det var Sveas fridag og som altid brugte hun den derhjemme, ligemeget hvad resten af familien havde af planer. Lige i dag virkede det som om hun ikke ville have så meget selskab og i mangel på noget at lave, var hun gået igang med at bage blåbærtærter. Da hun tog dem ud ud af ovnen med en plade, for at undgå at brænde sig på ilden, satte hun dem på bordet ved siden af og kiggede derefter ud i smedjen for at se om der var nogen der var sultne. Hendes far og søster var åbenbart ikke i smedjen, men hendes blik faldt dog på Magnus som hun sendte et stort smil.

"Jeg har bagt blåbærtærter, vil du have?" Spurgte hun og lagde hovedet på skrå med et blik der klart sagde, at hun ikke accepterede et nej.

"Du har tydeligvis brug for en pause." Bemærkede hun og rakte ud efter hans hånd for at hive ham ind i køkkenet hvor der duftede af blåbærtærte.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke det samme naturtalent til smedearbejdet som sin far og søster, men han var vedholdende og dedikeret i de øjeblikke, hvor han fik det hele for sig selv.

Det var i de øjeblikke, at han rent faktisk følte glæde ved arbejdet og han var opslugt, da en stemme lød gennem smedjen.

Han så op og ved synet af Svea, gled et helt naturligt smil over læberne. "For din blåbærtærte holder jeg altid gerne fri," svarede han ærligt og lod sig trække med. Svea var da nok også den af sine søskende han havde det bedste forhold til. "Jeg vidste ikke, at du var hjemme."

[Svea Købmand]

"Nej, det skulle også være en overraskelse, men så glemte jeg, at når ingen vidste at jeg kom, så ville de jo ikke være hjemme!" Sagde hun og sukkede dybt og rystede på hovedet. Derefter førte hun sin bror hen til spisekrogen og gestikulerede mod bænken.
Svea gik hen til de lidt varme blåbærtærter og tog et skærebræt og satte den på, hvorefter hun lagde to trægafler på brættet. Så tog hun skærebrættet og satte det på spisebordet.
"Bare spis." Sagde hun og satte sig ned ved siden af ham, mens hun lagde hovedet på hans skulder.
"Jeg har savnet dig." Bemærkede hun og rettede sig op, så han kunne spise i fred.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var altid sulten og havde en bjørns appetit, hvorfor han også nu betragtede sin søster med stjernelys i øjnene. Han slap da også en lyd i ren veltilfredshed, da den velduftende tærte landede lige foran ham.

Dét, kombineret med hovedet mod sin skulder, fik et varmt smil til at brede sig over læberne og han plantede et enkelt kys på toppen af sin søsters hoved.

"I lige måde, Svea," svarede han ærligt. "Det er altid skønt at have dig hjemme. Og ikke kun på grund af tærten," forsikrede han, selvom han også lige havde taget en god mundfuld.

[Svea Købmand]

Svea var allermest glad når hendes familie var glad og derfor elskede hun at bage tærter og alt andet godt til dem.
"Det er også godt at være hjemme, selvom jeg også godt kan lide at være lærling." Sagde hun med et smil og rakte ud efter sin gaffel og tog en bid af tærten.
"I sidste uge helbredte jeg et åbent bensår helt selv." Bemærkede hun efter hun havde tygget sig om.
"Eller, det er måske ikke så godt at tale om når man spiser." Tilføjede hun undskyldende, når man var helbreder så var ens grænser lidt anderledes end de fleste andres.

[Magnus Våbensmed]

Magnus' appetit lod sig ikke så let påvirke, men spiste bare mageligt et stort stykke tærte, som han slugte med velbehag.

"Du er så imponerende," sagde han og mente det reelt. Og modsat med Svari, så kunne han rent faktisk sige det til hende. "Hvordan gør du det?"

[Svea Købmand]

Svea rødmede over hans ros og så ned på sin gaffel, hvorefter hun rystede lidt på hovedet. "Det er ikke noget særligt." Bemærkede hun og bed ned i sin underlæbe. Ikke når man tænkte på hvad andre magikere kunne og hvor længe hun skulle sove bagefter.
"Først og fremmest, så skal jeg fokusere på opgaven, altså helbredelsen. Så skal jeg samle mine kræfter inde i mig selv og så er det ligesom ja, måske når du kan mærke hammeren på stålet. Alt den energi der bliver skabt, det løber ud i et andet menneske." Sagde hun.
"Men jeg skal altid sove bagefter." Sagde hun. "Det er det sværeste for mig, jeg taber så meget af min energi. Denne gang lagde jeg mig til at sove til næste dag og vi havde ikke engang spist aftensmad."
"Det er først rigtig idag jeg har min fulde energi tilbage." Bemærkede hun og tog et stykke kage.

[Magnus Våbensmed]

Magnus lyttede med reel interesse til hende og havde endda mere opmærksomhed på hende end på tærten. Han havde svært ved at forestille sig, hvordan det måtte være at have gaven, men havde aldrig holdt sig tilbage for at spørge Svea.

"Det er intet under," svarede han og så mildt på hende. "Bare det at du i det hele taget kan gøre det, er enestående."

[Svea Købmand]

Svea havde altid haft gaven, eller ikke rigtig altid, fordi i lang tid havde hun ikke forstået hvad det var. Måske fordi hun aldrig havde troet på at det kunne være det. Hun havde bare pludselig følt at hun var anderledes på en måde. Nogle gange følte hun sig næsten forkert, men det hjalp at hun kunne hjælpe andre.
"Det er dejligt at kunne hjælpe folk." Sagde hun og smilede mildt.
"Også når det bare er jer der har slået jeres tommelfinger." Bemærkede hun og grinede afdæmpet.

[Magnus Våbensmed]

En dæmpet latter undslap Magnus, men den var varm og mildheden var tydelig hans træk.

"Mine tommelfingre har altid sat stor pris på det," forsikrede han. "De savner dig i hvert fald tit."

[Svea Købmand]

"Du skal lære at passe på dig selv Magnus." Sagde hun. "Jeg vil altid gerne hjælpe, men jeg kan jo ikke komme rendende hele tiden." Bemærkede hun og sendte ham et lettere skarpt blik, men dog med et smil på læben.
Derefter tog hun endnu et bid kage og satte sig lidt tættere på sin bror, selvom det knapt nok var muligt.
"Hvornår er der egentlig fest i byen igen?" Spurgte hun lettere tøvende. Hun havde lidt et ønske om at møde en sød ung mand snart og måske til den næste fest ville der være en mulighed.

[Magnus Våbensmed]

Magnus så på sin søster med et smil i øjnene og nappede sig et stykke kage mere, som han var i gang med, da hun stillede et nyt spørgsmål. Han trak på skuldrene.

"Der er jo soloptoget lige om lidt," svarede han. "Det kommer du vel hjem til?"

[Svea Købmand]

"Ja." Sagde hun og smilede en anelse. "Men måske så render jeg sammen med mine veninder." Bemærkede hun og blev lidt rød i kinderne. "Altså kun lidt af tiden." Sagde hun.
"Jeg skal nok opføre mig ordentligt." Bemærkede hun og bed i sin læbe og håbede at Magnus ikke regnede hendes lettere håbløse forsøg på at være mindre forsigtig ud.

[Magnus Våbensmed]

Magnus slap en munter lyd, men var ikke så optaget af, om Svea opførte sig ordentligt. Mere om andre behandlede hende sådan.

"Selvfølgelig," svarede han og skrabede skålen med skeen. "Du er mere fornuftig end så mange andre. Du skal også more dig."

[Svea Købmand]

Svea var lidt overrasket over sin brors svar, men så smilede hun lidt og nikkede. Måske var det sandt, måske var hun for fornuftig.
"Jeg overvejer at udføre en prøve til universitetet." Sagde hun pludseligt.
"Min mester siger, at jeg måske er god nok til at nogen vil betale for min uddannelse." Bemærkede hun og stak gaflen ned i et stykke kage.
"Men, men tror du at drenge vil kunne lide mig hvis jeg går på universitetet?" Spurgte hun tøvende, forvirret over hvilken vej hun skulle gå.