Nørden & Nymfen

[Cléore af Beauvy]

Cleore havde ikke været hjemme. Men det var ikke unormalt, så da hun åbnede døren til byhuset var det ikke snigende. Hun opførte sig som hun plejede, og som altid sendte hun et par af tjenestepigerne til at opvarme et bad til hende. Hun kunne aldrig finde på at opsøge sin mand før hun var ren, selvom han sikkert ikke ville lægge mærke til de andre dufte der hang ved.

Det lange mørke hår var blevet flettet og hun var iført en let kjole; hun skulle ikke stille på paladset før om et par timer, så hun kunne lige så godt få slappet lidt af. De løse kjoler fra syden passede hende særdeles godt og det hjalp hende til at føle sig endnu mere uimodståelig.

Hun fandt Alric af Beauvy der hvor hun plejede, og snak let ned bag ham med sine hænder mod hans skulder. Let lænede hun sig frem og kyssede hans kind. "God formiddag" mumlede hun blidt.

[Alric af Beauvy]

Det var meget usædvanligt at Alric var i byhuset om formiddagen og ikke på universitetet, men han havde haft en del læsning at se til og Betriz Urmager havde alligevel en eller anden forpligtelse, så han var blevet hjemme efter morgenmaden og sad på sit sovekammer og læste med nakken bøjet.

Da døren gik op, brummede han let. "Jeg har ikke brug for noget." Han antog at det var en tjener, der så til ham. Han havde ikke tænkt over at det var hende.

Da hun rørte ved ham, gibbede det i ham og han stivnede i ubehag over den uventede kontakt af både hænder og læber. Han havde mest lyst til at råbe at hun skulle lade være, men han undertrykte det, for han blev altid skældt ud for den slags udbrud. Hun blev vist også ked af det over dem og han havde ikke lyst til at gøre Cleore ked af det.

Hun lugtede parfumeret og det gav ham en smule kvalme og fik ham til at trække vejret gennem munden. I alt det, glemte han at sige noget høfligt tilbage, for hun havde jo ikke spurgt om noget han kunne svare på.

[Cléore af Beauvy]

Cleore og Alric havde ikke været gift særlig længe, men dog længe nok til at hun kunne mærke på sin mand hvad der behagede ham, og hvad der ikke gjorde. Hun holdte sig ikke tættere mod ham end hvad hun følte var almindeligt når man som de var gift med hinanden. Til at starte med havde hun gjort meget for at få hans opmærksomhed, men jo mere hun var blevet indvilget i Lucien af Rouvry og Catelines ægteskab, jo mindre havde hun forsøgt sig.

Det holdte hende dog ikke fra det nu, hvor hun ikke havde været hjemme.

Hendes hjerte sad helt oppe i halsen, og selvom hun ikke kendte hans følelser for hende og for hele deres ægteskab, havde hun også lyst til at råbe af ham. "Hvor heldigt at du er hjemme" svarede hun i stedet før hun rettede sig op og trak en stol hen for at sætte sig for bordenden.

[Alric af Beauvy]

Alric var stiv i kroppen indtil hun havde sat sig ned og ikke rørte ved ham. Han kunne stadig lugte hende. Han rynkede lidt på næsen og så op fra sin bog.

"Det er ikke held. Det er fordi Betriz skulle noget, der gjorde at hun ikke kunne være på universitetet og fordi jeg har en masse jeg skal læse."

[Cléore af Beauvy]

Betriz Urmager. Cleore havde lyst til at bede ham om at lade være med at tale om hende. Hans assistent var ikke et emne hun ønskede der skulle fylde de få samtaler de havde med hinanden og allerede nu havde hun lyst til at smække med døren og gå. De farvede læber blev presset mod hinanden og hun kvælte grimassen der ellers ville have indtruffet sig.

"For mig er det, vi ser så sjældent hinanden" lød det lidt ængsteligt fra hende. Man kunne ikke sige at hun ikke gjorde hvad hun kunne for at få sin mand til at elske og begære sig. Hendes brune øjne lå mod hans ansigt, og som altid forsøgte hun at finde ud af hvad hun gjorde forkert.

[Alric af Beauvy]

Alric rynkede panden og holdt fingeren det sted i bogen han var nået, imens hun insisterede på ikke at give mening.

"Det er ikke held, uanset hvor tit eller sjældent du mener at se mig," konstaterede han bestemt. "Der er en simpel forklaring på hvorfor jeg er her. Jeg er her for at læse. Ikke for at diskutere om held er noget, der eksisterer eller ej."

[Cléore af Beauvy]

Cleore rettede sig op i stolen, og denne gang kom hendes grimasse til syne og utilfredsheden lyste ud af hende. "Lad være med at være så bogstavlig!" vrængede hun af ham og knyttede sin hånd under bordet.

"Og lad være med at tage fra mig at jeg syntes at det er dejligt at se dig!" det gjorde de så sjældent. Held eller logisk forklaring.

[Alric af Beauvy]

Alric blinkede over vreden, der strålede fra Cleore og blev vældig ked af det over den hævede stemme. Han rynkede panden dybt og rystede på hovedet.

"Undskyld," svarede han, uden at vide for hvad. Tydelig havde han sagt noget helt forkert.

"Jeg går," forsikrede han og rejste sig. "Hverken heldigt eller uheldigt." Han rynkede panden lidt. Han forstod stadig ikke helt hvad hun havde ment.

[Cléore af Beauvy]

Cleore stirrede på ham. Undskyld.. Det summede for hendes ører, og hun blev helt kvalm over måden han opførte sig på, selvom det ikke overraskede hende; intet ved Alric forekom mærkværdigt længere. Det havde hun for længst fundet ud af.

Hun så op da han rejste sig, og hun gjorde hurtigt det samme. Hun løftede sin hånd og rakte ud efter ham. "Nej.." bad hun og sank en enkel gang.

"Kan du ikke blot give mig lov til at være glad for at se dig"

[Alric af Beauvy]

Alric veg tilbage for hånden og han så aldeles uforstående på Cleore, der stod og talte om at være glad for at se ham. Han blinkede. Han havde ikke sagt noget om hvad hun skulle være og hendes reaktion forvirrede ham. Hvorfor insisterede hun på at være så følelsesladet?

Han satte sig ned igen og læste videre uden at svare på hendes forvirrende spørgsmål. Forhåbentlig ville hun gå videre med sin dag og lade ham være.

[Cléore af Beauvy]

Cleore var både vred og frustreret. Måske også en anelse ked af det, men de andre følelser var alt for altoverskyggende til at det var tårer der kom frem i hendes øjne. Små røde pletter dannede sig om hendes kinder som hun blev stående med at giftigt blik mod sin ægtemand.

"Jeg går nu." svarede hun fast og vendte sig om og forlod værelset. Han var ligeglad med hende, det var snart fuldkommen ligegyldigt hvad hun gjorde så.. hadede han hende.

Forlader tråd, men gerne en repons <3

[Alric af Beauvy]

Alric forstod simpelthen ikke sin hustru. Intet af hvad hun gjorde gav rigtig mening for ham. Han måtte ikke gå, men hun ville gå.

Hun var tydeligvis vred, men hans undskyldning hjalp ingenting. Han løftede hænderne og satte to fingre for ørerne, så han kunne dæmpe lyden af hendes vejrtrækning og skridt, da hun gik.

Lukket