Magtfulde mænd

[Betriz Urmager]

Diego Lynhånd

Denne gang havde Betriz ikke bare narret sig selv til at tro, at problemet ville gå væk af sig selv. Hun var presset, arbejdede til alt, alt for sent og fik Alric til at hjælpe, selvom hun ikke indviede ham i årsagerne til hendes behov. Hun troede ikke, at det interesserede ham uanset.

Flere gange havde hun forbandet sit eget, grundige arbejde, men hun havde fået en idé. Det havde taget seks dage at føre den ud i livet og hun vidste endnu ikke, om det ville virke. Det var det nødt til.

Da hun dukkede op ved spillebulen havde hun rander under øjnene af søvnmangel og håret var lidt ekstra viltert, fordi hun blev ved med at rode i det i sin ængstelse. Hun blev naturligvis standset ved døren, magisk belønnet som hun var og det var med en relativ lille mængde autoritet, at hun efter lang tid endelig fik overbevist en af dem om, at hun var nødt til at se ejeren.

[Diego Lynhånd]

Diego sad på sit arbejdsværelse iført pels og perler og var i færd med at høre en ung dealers beskrivelse af noget, der var sket tidligere. Da en at hans mænd nævnte at en ung magiker ville se ham, vidste han udmærket hvem det var. Hun fik ikke lov at stege, da det kom ham for øre, men blev vist ind. Han hævede et bryn.

"Så, frk. Urmager. Hvad har du til mig?"

[Betriz Urmager]

Betriz havde en helt instinktiv afsky for mænd som ejeren, der brugte magt og frygt til at få folk ind på linje og ethvert skridt var modstræbende. Det var åbenlyst nok på hendes ansigt, da hun stod overfor ham, men hun var også nervøs.

"Jeg har brug for et overblik over det store rum," sagde hun, kun med svagt dirrende stemme. I sine hænder havde hun en stofpose, der indeholdt den seneste opfindelse.

Hun fugtede sine læber. "For at se om det virker. Om... De er her. Ham. Hvem end der har den nu."

[Diego Lynhånd]

Hun så frygteligt ud. Diegos blik gled over hende og det gjorde ham ikke tilfreds. Til gengæld var han meget interesseret i at se hvad hun havde opfundet.

"Skaf Frk. Urmager en kop te," kommanderede han. "Så må vi se."

Han rejste sig op og gik frem imod hende. "Vis mig den," bad han roligt.

[Betriz Urmager]

Betriz blev kun mere anspændt under hans granskende blik og det gav næsten et lille sæt i hende, da han talte. Ordren var dog ikke rettet mod hende og i et øjeblik var hun helt forvirret over den, men så var han på vej mod hende og hun glemte det besynderlige i en kop te, når hun åbenlyst ikke var en gæst.

Hun borede sine hæle ned i gulvet for ikke at tage et skridt tilbage. Hun havde ellers lyst og det krævede viljestyrke at blive stående, mens hun nænsomt tog en avanceretudseende metalgenstand op fra posen. Hun rømmede sig for at klare sin tørre hals og så udelukkende på opfindelsen.

"Den fungerer lidt som en kikkert eller et par briller," sparkede hun sig i gang. Snart gik det lidt mere naturligt, nørdet som hun var. "Der sidder to linser her," fortsatte hun og pegede. "Men jeg har indlagt magi i den ene af dem og hvis det virker, hvilket det gjorde under forsøgene, så vil den afsløre en aura omkring ethvert fortryllet objekt. Eller. Det passer ikke. Min aura, specifikt. Den genkender min magi."

[Diego Lynhånd]

Diego lyste langsomt op ved forklaringen og så nysgerrigt på genstanden. Han havde aldrig haft den store fidus til gaven, men noget, der afslørede brugen af gaven for andre... Det kunne han se værdien af. Han rakte frem, men tog den ikke fra hende. Lod blot en finger glide langs rundingen af metallet.

"Kan alle se det?" Ville jeg kunne se det?

En håndlanger kom hastende med en kop sød te i et krus og rakte det til Betriz.

[Betriz Urmager]

Betriz havde ikke tænkt meget over præcis, hvor nyttigt det kunne være for en mand som ham, men dog lidt. Nok til at hun havde fokuseret den på sin egen gave. Spørgsmålet fik hendes bryn til at trække sig lidt sammen, men før hun nåede at svare, dukkede der et krus op.

Hun så lidt overrasket ud. "Øh. Tak," mumlede hun og tog mod det med lidt besvær, fordi hun stadig havde opfindelsen i den anden hånd. Duften af te, som hun ikke havde fået i syv år, var svært distraherende og det tog hende åbenlyst et øjeblik at huske, hvad han havde spurgt om. Blikket gled op til ham og hun tøvede lidt.

"Ja," svarede hun så. "Men kun genstande, som jeg har fremstillet. Med min specifikke Gave."

[Diego Lynhånd]

Diego så op på den unge kvinde og noget ved hendes tonefald fik ham til at hæve det ene bryn ganske let.

"Er det med vilje, at du har sat den begrænsning, Frk. Urmager?"

Han tiltede hovedet let. "Lad mig holde det, imens du drikker din te."

I de tørrede urter var der et opkvikkende stof, som hun så ud til at kunne bruge.

[Betriz Urmager]

Svaret var åbenlyst på Betriz' ansigt, selvom hun belejligt så ned på opfindelsen igen. Hun var da også åbenlyst modvillig mod at overgive den, men gjorde det til sidst. Med et lidt ængsteligt udtryk.

"Det var det, der var behov for, var det ikke?" svarede hun og rettede blikket tilbage op mod ham. Og selvom hun var nervøs, var der måske også en lille gnist af udfordring i blikket, som hun løftede kruset til læberne.

Hun tog en tår af teen. Og slap næsten et helt lille støn af nydelse. Ved alle Guder, hun havde helt glemt smagen.

[Diego Lynhånd]

Et lavt fnys forlod Diego. "Kan du vente med at være flabet til du har fundet tyven?" Han tvivlede. I virkeligheden morede hun ham, men han var ikke villig til at indrømme det endnu.

Genstanden passede han nøje på, men han drejede den undersøgende mellem hænderne og så nysgerrigt på dens bestanddele, før han så op igen. "Drik ud. Vi skal på jagt."

[Betriz Urmager]

Betriz havde i det mindste manerer nok til at blive lidt varm i kinderne over hans spørgsmål og skyndte sig at tage en tår mere af teen. Hendes hoved føltes straks lidt mindre tåget.

"Jeg svarede bare på spørgsmålet," mumlede hun ned i kruset, ikke helt underholdt, fordi hun grundlæggende stadig var bange for ham, men hun følte sig ikke truet lige nu.

Til gengæld havde hun heller ikke brug for at trække tiden. Eller spilde muligheden for den guddommelige drik, så hun tømte kruset helt og overgav det til samme mand som før med et lidt beklagende blik. Så rømmede hun sig og rakte hånden frem efter opfindelsen.

"Lad mig vise, hvordan du gør."

[Diego Lynhånd]

Diego nikkede lidt til håndlangeren og rakte den lille konstruktion tilbage til den unge kvinde. Han var imponeret af hende, men det havde hun ikke brug for at vide.

"Lær mig det," bød han roligt.

[Betriz Urmager]

Betriz havde det bedst, da hun havde opfindelsen tilbage i hænderne, selvom hun vidste, at hun ville komme til at skulle efterlade den hos ham. Hun havde bevidst tænkt det sådan, så hun selv kunne komme væk hurtigst muligt. Det betød ikke, at der ikke var en lille bid af hendes sjæl i det.

Det var åbenlyst nok, som hun gennemgik de få, men detaljerede indstillinger. Hun pegede og forklarede og han lyttede åbenlyst. "Det er vigtigt, at den sidder rigtigt," afsluttede hun. Så tøvede hun åbenlyst et øjeblik eller to, før hun fortsatte. "Hvis du vil... Læne dig frem, så kan jeg hjælpe dig med at sætte den ordentligt."

Hun havde ikke noget behov for at komme tæt på, men hun talte også sandt og var ikke det mindste interesseret i, at han tabte den på gulvet i et forsøg på at gøre det uden vejledning.

[Diego Lynhånd]

Diego havde ingen planer om at lade hende slippe væk så hurtigt, men det sagde han intet om nu.

Han fulgte instruktionerne og gjorde også som hun bad om og lænede sig frem. Selvfølgelig.

[Betriz Urmager]

Betriz trådte frem og satte anordningen på plads omme bag odrianerens ene øre. Hun justeres nøje, så den passede til ham og ikke uden videre faldt af, selvom linserne kun var foran det ene øje. Det andet var frit.

"Så," mumlede hun og trådte lidt tilbage. Hun rakte i stofposen og fandt en lille genstand mere. En spilledåse, øjensynligt. Hun satte den på bordet.

"Et forsøg," forklarede hun. "Når du skubber linsen på plads foran den anden, burde du kunne se magien i spilledåsen." Hun tog selv et par skridt tilbage. Hvis han så på hende med den ville det ikke bare være et blødt, violet skær, men en blændende, skarp farve.