Længsel

[Septimus Shaw]

Septimus kunne næsten ikke være i at Marthe var så vred, og selvom at han kæmpede med ikke selv at svare tilbage med samme kraft, kunne han mærke at det ikke lød helt så roligt som han ville have forsøgt sig med.

"Det ér vi.." svarede han frustreret. Han havde ikke holdt det hemmelig for hende af god vilje, men han vidste at hun slet ikke var sted hvor hun kunne sætte sig ind i hvad han havde været igennem. Han ville gerne indrømme sine fejl, for han vidste at de var der.

"Jeg kommer til byen med et par dagens mellemrum" svarede han dog til sidst. ".. Jeg følger dig hjem" afsluttede han. Han ville ikke lade hende gå alene, og han havde en hest han skulle have med tilbage og så ville han sige farvel til sine børn.

[Marthe Pottemager]

I et halvt år havde Marthe bare ventet på det tidspunkt, hvor han ville gå fra dem og nu var det kommet til det. Hun havde vidst, at det ville ske og hun lukkede af for sine følelser. Gjorde sig hård.

"Fint," sagde hun tonløst. Hun ville ikke rejse selv derfra. Det ville være farligt - endnu en god grund til, at hun ville være fange ude i skoven.

[Septimus Shaw]

Han var færdig for nu med at forklare sig. Desuden ville han ikke påstå at hendes følelser var forkerte og han orkede ikke at høre om hvordan han var den der havde ødelagt deres familie. Han nikkede let, og fik træerne på plads foran huset igen så det lå skjult.

Han sagde ikke noget på turen hjem, og heldigvis fik han lov til at sige farvel til sine børn før han tog afsked med dem. Han så ikke på Marthe da han gik. Han håbede inderligt at de bare skulle have lidt tid.

Afsluttet