Lille, mellem og store ske (s)

[Cateline af Rouvry]

Cateline vågnede op med mørkt hår i en glorie om sit eget hoved, men også længere mørkt hår halvt i næsen. Hun var faldet i søvn i går, midt mellem Lucien af Rouvry og Cléore af Beauvy , som smådiskuterede et eller andet. Hun havde opgivet at gyde olie på vandene. De kunne tydeligvis godt lide at være uenige. Efterhånden var det så vandt at høre den mundhugges at hun kunne sove til det.

Hun tog en dyb indånding og rykkede sig lidt. Det forsikrede hende om at Lucien lå bag hende, selvom han ikke var i tæt fysisk kontakt. Hun kunne høre to dybe åndedrag og smilede for sig selv. Så drejede hun sig rundt for at se på sin mand, fredfyldt i sin søvn. Hun så også på deres elskerinde, lige så fredelig. Ingen af dem var særlig fredelige når de var vågne.

[Cléore af Beauvy]

Det var vel godt og vel et år siden at det hele flød sammen. Cleore huskede det ikke længere da det var blevet så normalt. Hendes mand fattede stadigvæk ikke mistanke, og det var ikke unormalt for hende at overnatte hos Lucien og hans hustru, da de to jo var veninder. Hun tænkte heller ikke længere over at komme med lange undskyldninger over sin manglende tilstede værelse i deres ægteskab; selvom det ikke betød at hun ikke forsøgte, for det gjorde hun endnu.

Cleore ville gerne have børn, og lige nu virkede det som en umulig drøm bare at få ét. Men det var ikke noget hun tænkte over nu i sin stille søvn. Det efterhånden lange mørke hår lå udstrakt som bølger ned langs hendes nøgne ryg. Det var altid for tidligt at blive vækket lige meget på hvilket tidspunkt af dagen hun faldt ud sin hvilende ro.

Hun åbnede langsomt øjnene og så direkte ind i Catelines. En søvnigt smil spredte sig over hendes læber før hun træt lænede sig frem for at kysse hende.

[Lucien af Rouvry]

Lucien sov, men det var en let søvn, tæt på udhvilet. Af samme grund bevægede hans øjenlåg sig, da der var svage lyde fra de andre to i sengen.

Han strakte sig lidt, før han drejede hovedet og betragtede de to. Det rykkede ganske, ganske svagt ved hans læber.

[Cateline af Rouvry]

Cat smilede, da Cleo åbnede øjnene. Hun slap en dæmpet lyd af tilfredshed over at venindens instinkt som det første var at kysse hende. Det var en dejlig måde at vågne op på, uagtet at de begge havde lidt morgenånde. Det gik.

Da Cleos læber slap hendes, fik hun øjenkontakt med Lucien og smilede skævt til ham. Hun drejede sig lidt og kyssede ham, før hun lagde sig ned på ryggen igen og så afventende imellem dem. De ville blive nødt til at læne sig ind over hende for at fuldende det lille ritual og hun havde for vane at hapse dem begge to tæt ind til sig når hun fik muligheden. Hun svælgede i idyllen, når den indfandt sig. Det var bestemt ikke en selvfølge.

[Cléore af Beauvy]

Det var ganske fredfyldt om morgenen, særligt i kontrast til de sene aften timerne hvor bølgerne kunne gå højt. Det tilføjede dog til dynamikken og krydrede deres treenighed. Cleore følte sig lige så meget Catelines som Luciens og hun kunne ikke længere fortrække den ene frem for den anden.

Hvis hun huskede det, eller lå med ryggen til de andre, plejede hun at tømme sit krus med vand der stod på natbordet før morgenhilsnerne begyndte. Hun hævede sig endnu mere fra sengen så hun kunne læne sig hen over sin elskerinde, til sin elsker så hun også kunne give ham et kys.

"Godmorgen" mumlede hun, stadig træt og vældig øm i kroppen.

[Lucien af Rouvry]

Det var en hel lille dans, men Lucien kyssede dem hver især, før han rejste sig og strakte sig som en kat. Han tømte sin blære i natpotten og plaskede lidt vand i ansigtet fra det vaskefad, som en velbetalt tjener havde sat frem.

Så vendte han sig mod de to kvinder, der slangede sig mageligt i sengen og han lod åbenlyst blikket fare over dem. Tilfreds med synet.

"Hvad er jeres planer for dagen?"

[Cateline af Rouvry]

Cat var for langsom til at indfange Lucien og endte med kun at få hapset Cleo ind i en omfavnelse. Hende kyssede hun til gengæld på kinden, halsen og nappede i hendes øreflip, imens Lucien ladede vandet. Hun smilede skævt og løftede først hovedet, da han talte. Hun så ham i øjnene, imens hun trak tæppet ned og blottede sin overkrop.

"Jeg tror jeg har det skidt i dag. Jeg har brug for lidt ekstra omsorg. At blive i sengen en time mere," musede hun med et glimt i øjet. "Senere ville Hendes Majestæt tale med os. Først i eftermiddag. Skal du gå nu, mon chére?"

[Cléore af Beauvy]

Et sødt, lettere skælmsk smil rejste sig stort hen over de bløde læber hos Cleore over Catelines svage beklagelse og buddet om at blive liggende i sengen i længere tid. Hun havde midlertidig sat sig op og var gået hen til venindens toiletbord for at finde et par minteblade hun først kunne tygge og derefter gnide mod tænderne. Hun betragtede sit eget spejlbillede før blikket gled over på Lucien og derefter Cateline, der stadig ikke var kommet ud af sengen.

"Tror du at en time kan klare det?" spurgte hun imens hun rolig strøg børsten gennem det lange hår. På et tidspunkt var hun nødt til at tage hjem til sit eget hus og sin egen mand så han stadig vidste at hun eksisterede. Men indtil da.. Hendes øjne søgte op mod sin elsker og afventede hans svar.

[Lucien af Rouvry]

Luciens blik gled kort efter Cleore, men vendte tilbage til Cateline i sengen. Det rykkede ganske let ved hans læber og et bryn skød op, som han skred nærmere sengen igen.

"Det kommer an på," svarede han. "Hvad vil du gøre for at overtale mig, hustru?" Han tiltede hovedet mod Cleore og et djævelsk glimt var i hans blik. "Overtale os."

[Cateline af Rouvry]

Cateline strakte sig ud på sengen, da hun var alene i den. Hun smilede lidt betuttet af Cleos overvejelser og så fra den ene til den anden. Luciens spørgsmål fik glimtet frem i hendes øjne og hun tog en dyb indånding.

"Hvad som helst," forsikrede hun og satte sig op. "Jeg vil bare have jer begge to hos mig lidt længere. Jeg gør lige hvad I helst vil."

På den måde var hun fleksibel. Hun hungrede altid lidt efter deres opmærksomhed. Var sulten efter at vise at hun var god nok til dem begge.

[Cléore af Beauvy]

Cleore var ikke på vej væk, og da slet ikke nu hvor Cateline lå og vred sig så lokkende. Hun kunne nok komme en time for sent eller to, da Alric med sikkerhed var begravet i sine studiner med hans irriterende assistent. Alene tanken fik en sur grimasse frem på hendes ellers kønne ansigt før hun glattede den ud før hun rejste sig fra stolen og nærmede sig sengen igen.

Hun satte et knæ mod den stoppede madras og lænede sig ind over sin elskerindens nøgne krop, før lette kys blev placeret hen over hendes bløde hals. "Det er en stort løfte" mumlede hun let.

[Lucien af Rouvry]

Cateline var altid så åben og blød, så villig og så ivrig efter at tilfredsstille dem begge. Han tænkte nogle gange på, hvor langt hun mon ville gå, men før han nåede videre med den overvejelse, havde Cleore overgivet sig.

Han betragtede dem sammen og hans nøgenhed gjorde intet for at skjule, at han nød synet. Han trak på smilebåndet, men var enig i Cleores ord og nøjedes af samme grund med at betragte dem nysgerrigt. For nu, i hvert fald.

[Cateline af Rouvry]

Cateline var for medgivende overfor dem. Det vidste hun godt. Hun var slet ikke sådan ellers. Ved hoffet var hun en rigtig strigle med rank ryg og manipulerende tendenser. Kombinationen af Cleore og Lucien var dog for meget for hende. Hun kunne såmænd godt prøve at være streng, men når de begge var der, så fejlede det. Overfor Cleore kunne hun godt være strid, især hvis hun var jaloux den ene eller anden vej, men lige nu var det langt væk.

Hun så over på sin mand, imens Cleo kyssede hendes hals og var helt tæt på hende med sin søde duft. Hendes blik gled ned over Luciens krop og hun fugtede læberne, imens hun betragtede hans ophidelse. Så løftede hun den ene hånd og krummede om Cleos hår og baghoved. "Alt for jer," forsikrede hun i sin elskerindes øre. "Hvad tror du han helst vil se os gøre? Han kigger på os. Iagtager sine kvinder."

[Cléore af Beauvy]

Det var mindst lige så godt når Lucien kiggede på som han var med; næsten. Cleores brune øjne gnistrede let af begær over dem begge og det fik kun hendes kys til at blive endnu mere indgående. Da hun mærkede de slanke fingre i hendes hår, trykkede hun sig tættere mod veninden, imens tænderne lukkede sig om den tynde hud.

"Jeg tror han ville ønske at han kunne mærke begge vores varme på samme tid" mumlede hun opslugt og drejede først da hovedet mod Lucien. Hendes hånd gled ned over hendes mave og lår, før den vant det varme skød. "Skal han havde lov til at betragte hvor hårdt du kan komme mod mine fingre, elskede?"

[Lucien af Rouvry]

Et slangeagtigt smil gled over Luciens læber og han skød et bryn let op over Catelines spørgsmål, men kom ikke med indvendinger. Det strøg hans ego at se dem gøre sig til for ham og alle planer om at gå, var midlertidigt udsat.

I stedet trak han en kåbe på, et værn mod kulden, men lukkede den ikke samme. Han gled ned at sidde på en stol, henslængt og åbenlyst ikke med nogen intention om at blande sig med det første.