Lille, mellem og store ske (s)

[Cateline af Rouvry]

Cateline slap et lille støn over tænderne, der nappede i hendes hud. Hun så Lucien tage kåben og sætte sig tilrette og hun mødte hans blik imens, uden at rødme. Hun kunne lide at han betragtede dem. At han nød at se på dem. Hun vinklede sig med vilje så han fik mere og bedre udsigt og smilede til ham, imens Cleos fingre løb over hendes krop.

"Mmh. Ja tak, søde. Men hvad skal han se mig gøre ved dig imens?" Hun rørte ved sin elskerindes bryster. "Se dig blive bragt til kanten og nægtet det?" Hendes smil voksede lidt.

[Cléore af Beauvy]

Cleore vidste at Lucien betragtede dem, men hun havde ikke øje for hans bevægelse og begejstring over dem. Hendes opmærksomhed lå helt og alene mod elskerinden, hvis lyde hun langsomt blev mere opfyldt af. Hendes læber lå mod det bløde maveskind som fik skænket et par både kys før hun instinktiv søgte mod det varme skød.

“Du kan lige vove at nægte mig noget” hviskede hun opslugt før hendes tunge gled i insisterende bevægelser. “Men måske jeg vil nægte dig?” Med de ord trykkede hun ansigtet mod hende.

[Cateline af Rouvry]

Cateline gled langsomt ned på ryggen på sengen igen og skilte benene for Cleo. Hun tog en hørlig indånding og lukkede øjnene i et flygtigt øjeblik, før hun åbnede dem igen og så over på Lucien. Hendes mund faldt let åben over truslen og hun slap en dæmpet lyd i halv nydelse og halvt pirret frygt.

"Hvis det er sådan I vil have det," mumlede hun opslugt, imens hendes blik hvilede intenst i hendes mands. "Er det det?"

[Lucien af Rouvry]

Lucien betragtede dem med interesse i blikket, muligvis også svagt underholdt. Han havde steder at være, men kunne godt tage sig tiden til at se på dem en stund. Da Catelines blik mødte hans, skød hans bryn en anelse op.

"Det er, hvad du truede Cleore med, hustru," svarede han. "Det er en modig ting at gøre. Nu betaler du prisen."

[Cléore af Beauvy]

Cleore holdte ikke igen. Hun var ikke nænsom og blid, i stedet var hendes kærtegn pressende og faste som ønskede hun at drive sin elskerinde til vanvid. Imens hendes tunge sendte bølger af nydelse mod Catelines bløde punkt, lod hun et par af sine fingre let cirkulere åbningen mod hendes skød før hun borede dem op i hende.

Der var ikke plads til at hun kunne lægge udstrakt i sengen, så Cleore måtte hvile sig på sine knæ, imens hele herligheden lå til skue for Lucien. Hun kunne mærke den lette luft mod den bare hud, men med viden om at han betragtede dem gjorde hende kun endnu mere varm.

[Cateline af Rouvry]

Cateline spærrede øjnene lidt op, men godtog også sin dom. Hun diskuterede yderst sjældent med Lucien. Slet ikke dem begge. Hvis de ville have hun skulle lide fornægtelsens søde pine, så ville hun lide for dem. Så hun krummede fingrene om skindene under sig. Vred sig lidt og stønnede overgivent. Da hun nærmede sig kunne hun dog alligevel ikke lade være med at fortryde. Hun hev lidt efter vejret.

"S'il vous plait," mumlede hun. "Jeg er så tæt på. Må jeg ikke nok?"

[Lucien af Rouvry]

Lucien betragtede dem og på et tidspunkt rejste han sig. Gik roligt nærmere og lod sin ene håndflade glide over Cleores bløde hud. Hans mundvige sitrede.

"Ikke endnu," lød det fra ham, som hans egen hånd bevægede sig ind mellem Cleores ben. Strøg over hendes mest følsomme punkt, før to fingre forsvandt i hende.

[Cléore af Beauvy]

Cleores tunge pressede sig mod Cateline ved følelsen af Luciens lette kærtegn, og gjorde kun at hendes egne mod mere insisterende. "Du har ingen ret til at bede om noget, husker du" mumlede hun, hvorefter hendes ellers faste rytme mod veninden blev langsommere for at trække hendes forløsning længere ud.

Hun stønnede mod Catelines varme skød da hun mærkede Luciens fingre mod sit eget.

[Cateline af Rouvry]

Cateline vred sig og hun krummede fingrene hårdt om tæpper og pels, så hendes knoer blev hvide. Hun kunne ikke se præcis hvad Lucien gjorde ved Cleore, men hun kunne fornemme det og tanken gjorde hende lidt skør. Dog ikke mere end Cleos neddæmpede kærtegn. De fik hende til at klynke og hendes øjne faldt i i et øjeblik, før hun åbnede dem og så op på Lucien.

"Sødeste Cleo, sødeste Lucien. S'il vous plait," bad hun stakåndet.

[Lucien af Rouvry]

Lucien var ikke så investeret, som Cleore var og af samme grund tillod han hende at beholde magten over Catelines nydelse.

Det hindrede ham dog ikke i at intensivere fingrenes bevægelser ind mod førstnævnte og han tog flere af dem i brug.

"Så våd," konstaterede han og der var noget ulveagtigt over smilet, da han så hen over Cleore og mødte Catelines blik. "Hun nyder at torturere dig, hustru. Hvorfor mon?"

[Cléore af Beauvy]

"Jeg er ikke færdig med at smage dine søde saft" hviskede Cleore i et tungt suk. Hun måtte stoppe sine våde kærtegn, og lå bare og tog imod Luciens insisterende kærtegn stedet for.

Hendes fingre gned dog stadig let mod hendes skød. "I er selv lige så stride" mumlede hun og huskede alt for godt de gange hvor de var hende der lå hvor Cateline gjorde.

[Cateline af Rouvry]

Cateline havde lyst til at tage sin hånd, krumme den hårdt i Cleores hår og tvinge hendes mund tilbage hvor den burde være. Hun dirrede over de svage kærtegn, der holdt hende til ilden, men slet ikke var nok. At Lucien samtidig stod og talte om hvor meget Cleo nød det var ganske enkelt ikke retfærdigt. Hun klynkede lavt.

"Hun er så streng," klagede hun sig åndeløst. "Hvis hun ikke lader mig, så kan du heller ikke lade hende, husbond. Det er uretfærdigt."

[Lucien af Rouvry]

Lucien slog slag med tungen. "Så mange klager," drævede han, mens hans fingre gled tålmodigt ind og ud af Cleore og samtidig strøg mod følsomme punkter. Han intensiverede med vilje lidt.

"Få hende til at komme, Cleore. Før du selv gør," bød han. Ikke mere brok nu.

[Cléore af Beauvy]

Cleore sukkede let. "Du lyder så uskyldig" bemærkede hun før hendes mørke øjne gled i og hun vendte tilbage til sine intense kærtegn. Hun pressede sine fingre så langt op i veninden som hun kunne.

Hun mærkede tydeligt hvordan hendes egen forløsning kom tættere på, som hendes lyde også indikerede.

[Cateline af Rouvry]

Cateline fik aldrig svaret på noget af det. Hun var så tæt på og da Cleo intensiverede sine kærtegn var det et spørgsmål om sekunder, før hun røg ud over kanten med adskillige lyde, der var alt andet end dæmpede.

Hun lukkede næsten øjnene, men ikke helt, for der var noget magisk over at have den kontakt med Lucien og hun så på ham, alt imens deres elskerinde fik hende til at vride sig og stønne i fryd og han gjorde det samme for hende, som hun gjorde for Cat.

Begge deres opmærksomhed var fantastisk. Cat svælgede i den når hun fik den og ville gøre meget for det. Da hun var på vej ned fra de høje tinder igen, smilede hun, næsten lidt beruset, og tog en dyb indånding.

"Har du ikke lyst til hende, husbond? Hun ligger og stikker praktisk talt sin bagdel i hovedet på dig?"