Lykkens gang (s)

[Quentin Perceval]

Forår 843.
Aimée Pottemager

Quentin havde været hjemme i et stykke tid, for sådan havde han haft det. Selvom glæden altid var stor når han genså sin datter så mærkede han iveren i at komme tilbage og ud. Sådan havde hans liv været i lang tid og det havde været en enorm hjælp efter Aurelies død. Han havde fundet en rytme der fungerede for ham, og derfor var han også at finde på drabanternes kro.

Han sad lænet tilbage med et stort krus øl, da hans brune øjne søgte lokalet og det landede på Aimée. De havde ikke set hinanden i et par uger nu, men det virkede atter til at hun havde brændt sig siden hendes blik ikke var klistret mod Franceis.

Han undskyldte sit selskab og satte sig på den ledige stol ved hendes side. "Hej, Fehår" bemærkede han i et af sine sjældne smil.

[Aimée Pottemager]

Aimée havde brændt sig atter en gang, og selvom hun snart burde have lært lektien havde Franceis Aubergiste stadig greb om hendes hjertestrenge, og hun længtes stadig efter hans kærlighed, men hun havde også værdighed nok til at vide, at hun burde overveje andre muligheder, når relationen til ham var så tydeligt ustabil og uholdbar på den lange bane. Og at drukne hjertesorger skete mest effektivt med adskillige krus øl og så en andens mands uforbeholdne opmærksomhed. Så kunne hun i hvert fald glemme for en aften eller to.

Overrasket blev hun dog da Quentin pludseligt satte sig ved hendes side. Hun vidste, at det var ham, før hun havde drejet blikket mod ham, for det var kun ham der kaldte hende Fehår. Et ord der fik smilet til at krænge lidt mere opad. "Hej Muskelbundt," hilste hun lidt spøgefuldt, og lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg vidste ikke at du var tilbage igen," kommenterede hun, men så glad ud for at se ham og et af hans sjældne smil. Tavst løftede hun kruset i en skål, før hun tog en tår. Nu var aftenen næsten med sikkerhed reddet.

[Quentin Perceval]

Det eneste Quentin gik op i var man ikke forstyrrede ham med for meget snak, og det må man sige af Franceis ikke gjorde og derfor var han egentlig godt nok i hans optik. Men når det så var sagt mente sergenten nu også at man skulle opføre sig ordenligt og måske særligt overfor kvinder; en lidt hæderlig mand var man vel selvom langt de fleste også kunne beskrive ham som et usympatisk røvhul.

Det var han ikke nu.

Han smilte overbærende og tog en tår af sin stærke øl. "Det er et par uger siden efterhånden" svarede han uden nogen former for beklagelse over at han ikke havde opsøgt hende. De var ikke vokset op sammen, men havde kendt til hende siden han havde sat sine ben i Levagny for mange år siden. Hele hans hold var netop vendt tilbage til hovedbyen efter flere år væk.

"Sidst jeg var her skulle Franceis giftes med Dina Brygger? Hvilket ikke er sket" konkluderet han med et hævet bryn.

[Aimée Pottemager]

Aimée var bevidst om at mænd som Quentin kunne være hårde i kanten, men man kunne måske argumentere for at hun efterhånden havde erfaringer med at håndtere mænd, der kunne have skarpe kanter og at jonglere med dem, så det gav hende ikke kolde fødder. Desuden havde han for det meste været rar overfor hende. Imødekommende, i hvert fald.

De havde ikke været en del af hinandens slæng som børn, men hun havde mødt ham af flere omgange, når han og hans regiment var i Levagny. Aimée tog ikke tungt på, at hun ikke var blevet decideret opsøgt. Det var hun jo alligevel vant til ikke at blive, selv fra en hvis Aubergiste der elles boede i byen og ikke helt havde den undskyldning, som Quentin havde for at være fraværende.
"Åh, så du er ved at have vænnet dig til at være tilbage?" gættede hun roligt.

Hun tog en tår af sin øl, da han prikkede til et ømtåleligt emne. "Ting kan forandre sig over tid," konstaterede hun blot og fugtede læberne. Der var ingen grund til at sidde her og udlevere sig selv og situationer, som satte ikke blot hende selv, men også folk hun holdte af i et dårligt lys. 

[Quentin Perceval]

Quentin trak let på sine skuldre og lænede sig frem så han kunne hvile albuerne på bordet. Det var altid ambivalent for ham at være hjemme, og selv nu hvor han ellers havde en relativ godt aften kunne han mærke at han altid følte sig en smule malplaceret i det travle byliv med de borgerlige for neden, og de adelige øverst. Der foregik så mange ting at han nogen gange blev næsten svimmel af at bevæge sig rundt mellem de travle handlende.

"Problemet er at jeg aldrig ved hvornår vi rykker ud, så det er svært at balancere det hele når jeg endelig er hjemme. Men Theresa er lykkelig, så det er vel hvad der tæller" sukkede han let. Hun var trods alt det vigtigste i hans liv, selvom man kunne diskutere hans prioriteringer. Nogen ville måske mene at han skulle have holdt sig til at opdrætte heste.

Han nikkede let, og følte ikke spor trang til at spørge mere ind til det. Han respekterede hendes privatliv og at der var ting man gerne ville holde for sig selv. "Alligevel hænger du med mulen" endte han så alligevel at bemærke overfor hende; okay måske ville han gerne vide lidt mere om hendes liv nu end bare det overfladiske.

[Aimée Pottemager]

Måden han lænede sig frem på fortalte Aimée, at han ikke var på vej væk foreløbig, og på en måde gav det hende ro at vide det. At han ikke kun var kommet for at hente et krus øl og så byde hende farvel igen. 
"Det er det vigtigste," medgav Aimée diplomatisk. Det var selvfølgelig væsentligt mere komplekst end det, men på bunden tænkte hun altid at folks børn måtte komme først. Alt andet i anden række. Og det på trods af, at hun ikke selv havde nogle. 
"Det kan være svært at få en hverdag til at køre normalt, når den pludseligt kan brydes op med en dags varsel. Det giver mening," tilføjede hun dog også forstående.

Hun skævede til ham, da han konstaterede, at hun hang med mulen. Diskret spurgte han indtil noget andet, mærkede hun, og hun lænede sig lidt frem mod ham, mest for ikke at lade alle overhøre samtalen. "Du er observant, Sergent. Har du øvet dig i at spotte kvinder, der hænger med mulen?" spurgte hun først. Ordene kunne lyde spydige i sig selv, men hendes øjne glimtede lidt, før hun så sukkede. "Nogle ting kan forandre sig over tid; ikke alle. Man kan ikke altid få det man drømmer om, og jeg har haft nogle lidt hårde uger." 
Hun trak på skulderen som om det var ingenting, men mærkede et stik i hjertet over at sige det højt. Hvorfor fortalte hun ham det egentligt? Det vidste hun ikke helt. Måske bare fordi hans spørgsmål vidnede om en eller anden grad af omsorg og interesse, som hun havde brug for i aften.

[Quentin Perceval]

Quentin fortrød ikke sig valg af erhverv, for han vidste at Theresa havde det godt, hvilket i bund og grund var det vigtigste for ham. At det måske ikke var dét liv han havde set for sig i længden var noget andet. For da Aurelie stadig var i live, levede også drømmen om et roligere liv. Men dét fik hun ødelagt, og måske netop derfor havde han altid så travlt med at komme videre og blive væk fra noget der bare mindede ham om det.

Aimée blev af en eller anden grund ved med at trække, og han tillod at lade sig distrahere. Han kunne ikke skjule et yderst tilfreds smil. "Måske har jeg øvet mig kun så jeg kunne spotte når det skete for dig, Fehår" bemærkede han let i et ulvegrin.

Hans mørke bryn trak sig lidt sammen, for hun var tydeligvis påvirket af noget, eller rettere nogen. Han skævede mod Franceis der tydeligvis holdte øje med dem. Hvilket fik sergenten til at lægge en arm om Aimée.

[Aimée Pottemager]

Fehår.
Det var måske et kaldenavn hun ville have opponeret mod fra andre, men når det flød på hans læber, føltes det som en kompliment, og hun kunne ikke lade være med at føle sig lidt smigret over den indikation han gav hende uden omsvøb med sine ord. Det var hende, han var opmærksom på; ikke kvinder i al almindelighed. 
"I så fald har din øvelse gjort dig til en mester," konkluderede hun med et skævt smil, og følte sig allerede lidt mindre tynget for i aften.

Quentin havde set hende kaste lange blikke efter Franceis. Det var hun slet ikke i tvivl om. Derfor troede hun også, at han forstod at læse imellem linjerne i hendes ord: Franceis var ikke længere forlovet med Dina, men heller ikke med hende. Og det var der både ransagelige og uransagelige grunde til, hvis man spurgte Aimée. 
Hun havde ikke helt set den komme, da han lagde en arm om hende, men hun havde egentligt ikke noget imod det. Heller ikke selvom Franceis holdte et vågent øje med dem. Måske var det netop fordi hun var bevidst om det, at hun lod sig rykke lidt tættere på Quentin. Sådan gik det, når man ikke selv kunne opføre sig ordentligt, og hun var principielt en fri kvinde. 
"Men jeg hænger allerede lidt mindre med mulen," bemærkede hun så og betragtede Quentins ansigt. Han var flot. Hun glemte altid lidt hvor flot han egentligt var, især så tæt på. 

[Quentin Perceval]

Lå der noget bag at han beskrev hende lidt som et fabeldyr fra eventyrbøger, der uden tvivl havde det blødeste og mest fineste hår af alle? Måske. Han havde næsten altid brugt det, og så ingen grund til at stoppe med det nu. Desuden var det som om at han kunne mærke at hun godt kunne lide det, bare lidt. Hvilket også let fik ham til at hæve sin bryn en smule. Quentin kunne godt se en smuk kvinde når han så hende, og ville da også til dels gøre noget for at få hendes opmærksomhed, men for det meste behøvede han det ikke, og han havde haft det sådan længe at det altid bare skulle være løst; for han kunne ikke give dem noget værdigt liv. Hvilket ikke var fordi han var bange for hvad andre ville sige.
"Så er der da noget der er lykkes for mig" bemærkede han let.

"Det har jeg godt bemærket, hvilket, hvis jeg må have lov, klær' dig meget bedre" svarede Quentin roligt. Fingrene strøg let over hendes ryg i lette fraværende bevægelser. Måske havde han gjort det for at gøre Franceis irriteret, og måske for hendes egen skyld. Lige meget grunden nød han hendes nærhed. Ikke bare hende som kvinde, men hende. Havde det altid været der, eller var det grundet for mange øl at mellemgulvet flygtigt og instinktivt trak sig sammen?

[Aimée Pottemager]

Det var Aimées tur til at lade brynene hæve ganske let, mest i en flygtig tænksom mine, da han lod sin kommentar falde. Hun var dårlig til at overhøre, når folk talte egne evner ned, og hun overhørte det heller ikke nu, for der lå mere bag de ord end han måske var klar over selv. 
"Der er meget du er lykkes med, er jeg sikker på," slog hun fast med en vis sikkerhed og smilede forsikrende. Det var ikke for at sætte nogen op på en piedestal, men man blev ikke Sergent på én dag, så Quentin måtte tydeligt være god til at lykkes med ting han satte sig for.

Hun følte sig som en blomst, der havde trængt til at blive vandet og at få kastet solstråler på sig, så den kunne folde sine blade ud, og hun blomstrede lidt i hans nærvær. Måske ville det irritere Franceis, men det tog hun sig ikke stort af lige i aften. Det var en hovedpine til senere.
Desuden havde han ikke noget at skulle have sagt, for sidst hun havde set ham, havde det været sammen med en anden kvinde. Sådan gik det jo altid i tide og utide.
"Jeg er glad for, at du synes det klæder mig mere; det ville have bekymret mig lidt, hvis du bedre kunne lide mig, når jeg ser mut ud."
Hun grinede kort og lod så sin hånd folde sig om hans underarm på bordet og klemte blidt. "Jeg er glad for at se dig."

[Quentin Perceval]

Quentin var ikke en pralhals, men han stod ofte ved sine evner hvis det blev komplimenteret. Nogen gange var det bare lidt nemmere med damerne at man ikke satte sig selv op på en heller anden høj hest man ikke kunne komme ned fra. Men det gjorde ham ikke noget at hun kaldte ham ud på det. For hun havde jo ret i sin antagelse. "Muligvis" dvælede han let.

Hun blev vist kun kønnere af hans tilstedeværelse, og dét ville han gerne tage æren for hvis snakken skulle gå. Han mærkede at hun syntes om det, hvilket kun fik ham til at lukke verden omkring dem ude, også Franceis sure grimasse der snart ville være en permanent del af hans ansigtstræk, hvis ikke at det allerede var sådan.

"Så ville jeg være en forfærdelig mand" sukkede han let. Man skulle ikke blive glad over at se andre være nede, medmindre det var ens fjender eller virkelig forfærdelige personer. For Quentin galt det næsten alle. Han bøjede hovedet en smule tættere på hende, så det var lige før at han hvilede panden mod hendes.

"I lige måde Aimée.." bemærkede han i anelse lav tone, som ordene kun var ment til hendes øre alene.

[Aimée Pottemager]

"Vær ikke så beskeden."
Hun havde næsten en trang til at daske til ham over den tydelig ydmyghed der omgav ham, omend den ikke var helt berettiget, men hun foretrak dét fremfor alternativet som var højrøvede pralhalse. Dem var der for mange af i verden til Aimées smag.

Der var flest mænd på kroen. Det var Aimée ikke blind for, ej heller at flere af dem ville opdage, at han havde sat sig ved siden af hende, og havde en arm om hende. Den person som hun ville være mest generet af fik nys om det, gik alligevel og surmulede over det allerede, så der var ingen historier der ville hverken formilde eller forværre situationen med Franceis, følte hun sig sikker på. 

"Ikke nødvendigvis. Bare lidt sjove præferencer," spøgte hun sigende og lavmælt. Hendes fingre knugede lidt om hans arm, da han lænede sig fremad og et kort øjeblik troede hun næsten, at han ville kysse hende, og hendes åndedræt blev lidt tilbageholdt et kort sekund, før hun åndede langsomt ud. "Vil du gerne drikke din øl op eller kunne du have lyst til at gå en tur med mig?" lød det lavmælt. Næsten i en hviskende invitation. Hun kunne bedre lukke verden ude, hvis hun ikke havde Franceis' brændende blik og surmulende grimasse i nakken hele tiden. Hun orkede ikke et optrin.

[Quentin Perceval]

Quentin smilte lettere beklagende. "Nej, du har ret det passer vist ikke helt til min person" bemærkede han så og rystede let på hovedet af det. Det betød ikke at han så gik i gang med at remse sine heltehistorier op, for det lå da slet ikke til ham at gøre på nuværende tidspunkt. For ham var det et arbejde, og et han havde tænkt sig at gøre så godt at hans mænd nogen gange blev trætte af ham fordi han var så hård i kanten, og så konsekvens. Det var jo ikke husmødre han havde med.

Han havde nok været på vej hjem, eller videre hvis ikke han havde fået øje på Aimée og selvom hun havde fået ham til at blive længere mærkede han i baghovedet at det nok stadig var tid. Alligevel forblev han på sin plads lidt endnu; han kunne altid tilbyde at eskortere hende hjem; han ville aldrig tilgive sig selv hvis der skete hende noget, eller hvis hun rendte i favnen på Franceis fordi hun var den sidste kunde.

Som havde hun læst hans tanker bare en smule bød muligheden sig pludseligt, og han var ikke sen til at drikke ud. "Ikke spor, lad os komme afsted så jeg ikke skal se på det tvære fjæs mere for i aften" sukkede han let da han rejste sig og smed et par mønter på bordet.

[Aimée Pottemager]

Hun smilede mildt over bemærkningen. Ikke helt, og dog. Han fremstod i grunden ret beskeden og ydmyg i hendes nærvær, men hun havde hørt om, at han kunne være en hård nød at knække. Hårdt, men retfærdig, formodede hun, uden helt at have forstand på den slags. Militære øvelser og gøremål havde hun ikke meget forstand på, men disciplin havde hun selv massere af i sit hverv som pottemager. Ellers kunne de aldrig nå i mål og levere varerne til kunderne i tide.

Lidt forundret så hun ud, for selvom han ikke nævnte hvilket tvære fjæs han refererede til, var hun ikke dum. Hun havde blot ikke troet at han havde lagt mærke til det så tydeligt - og at han var generet af det. Det var hende, der skulle have den tanke. Hun sukkede let og mødte flygtigt Franceis' blik. Hans så mørkt ud, næsten advarende, som om han fortalte hende, at han aldrig ville se hende igen, hvis hun gik derfra med en anden mand, men hun lod sig ikke påvirke. Ikke i aften. Den magt skulle han ikke have over hende. 
Da de kom udenfor, trak hun sit overtøj lidt tættere om sig. Det var køligere om aftenen end hun lige havde husket, at det kunne være, selv på den her årstid, hvor det ellers var begyndt at blive varmere. "Hvilken vej skal du?" spurgte hun venligt. Ret neutralt. 

[Quentin Perceval]

Quentin kunne ikke være mere ligeglad. Selvom hans forhold til kvinder var ganske løst, holdte han dem ikke hen med tvetydige løfter, og han mente også at hvis Franceis virkelig gerne ville Aimée så meget som hans ansigt udtryk havde indikeret, kunne han have gjort noget for længst. Hun virkede heller ikke til at have kvaler over at de forlod kroen sammen. Hvilket måske var meget godt; det skulle helst ikke ende sådan at han skulle lægge ører til hendes problemer.

Han havde slået kappen om sine skuldre og trukket den let ind, selvom det var forår så var luften kold denne sene aften. Han slog med en let hånd mod markedspladsen. "Jeg plejer at gå igennem markedspladsen og derefter teaterkvarteret for at komme op på slottet" bemærkede han let. "Barakkerne ligger der" tilføjede han, skulle hun have glemt hvilke kår han levede under.