Rosentorne

[Lucien af Rouvry]

Lucien var en mand, der havde et behov for at være i kontrol, fordi han overordnet rangerende højere end mange af de folk, som han omgav sig med. Der var derfor en tilfredsstillelse i at se hende bøje af og han rankede sig lidt.

"Udmærket," lød det fra ham i accept. "Jeg tager imod din undskyldning."

[Cléore af Beauvy]

Cleore ville ikke kendes ved den følelse af lettelse der langsomt rejste ned over hendes ryg. Hun ville ikke lade sig styre på den måde, og da slet ikke af en anden mand; alligevel kunne hun mærke at hun også blev varm i kinderne når han var til stede. Den varme som ellers kun sødeste Cat havde kunne vække til live i hendes ellers bestemte og kolde fremtoning.

Hun trak vejret tungt igen, men denne gang flyttede hun sit blik mod veninden og et smil viste sig. Ser du hvad jeg gør for os?, havde hun lyst til at sige.

[Cateline af Rouvry]

Cateline fulgte udvekslingen uden at trække vejret. Da Cleo så over på hende, gnistrede hendes mørke øjne og hun så fra sin veninde til sin mand og tog endelig en dyb indånding. Et svagt, prøvende smil fandt hendes læber og hun tog et skridt nærmere dem begge to og så et mere.

"Skal jeg så stadig holde mig væk fra hende, mon chéri?" Hun så på Lucien, håbefuld, men ikke helt overbevist.

[Lucien af Rouvry]

Luciens blik blev på Cleore lidt endnu, før han rettede det mod Cateline. Han rakte ud og trak hende over mod sig. Demonstrativt måske, selvom handlingen i sig selv var blid nok.

Spørgsmålet fik ham til at se granskede på Cleore igen, som han åbenlyst overvejede. Der gik flere sekunder, før han så tilbage på Cateline.

"Kun, hvis jeg ikke er der," lød dommen. En dag ville det måske ændre sig, men ikke nu. De var stadig for tæt på bedraget til det.

[Cléore af Beauvy]

De ville blive ved med at være veninder, og de havde et arbejde som Orielles hofdamer at passe. Han kunne ikke, selvom han måske troede at han kunne, skille dem af. Men at de afholdte sig fra at søge berøring og kys fra hinanden når han ikke var til stede var noget hun godt kunne indfinde sig i. Særligt fordi det virkede som om at han havde planer om at tillade hendes tilstedeværelse i deres soveværelse.

Hun nikkede let, for at vise at hun forstod.

[Cateline af Rouvry]

Cat lod sig trække uden protester og indfandt sig helt op af Lucien, i berøring med hans krop fra et knæ, der strejfede ham, til hendes hoved, der lagde sig mod hans skulder. Alt i alt var hun fysisk tydelig i sit kropssprog, men hendes blik lagde sig på Cleo og smilet trak i hendes mundvige.

"Selvfølgelig, Lucien," medgav hun. "Tak." Hun plantede et blødt kys på hans kind.

[Lucien af Rouvry]

Lucien var ikke blind for, at Cateline strøg ham med hårene, men det havde også en effekt og han formildedes lidt, selvom han ikke fuldt ud stole på nogen af dem endnu. Eller helt tilgivet deres affære.

Han slap en dæmpet lyd, som det eneste svar på ordene og sagde så: "Lad os vende tilbage til selskabet."

[Cléore af Beauvy]

Cleore anede ikke hvad det ville betyde for fremtiden, men at hun ville gøre alt for at blive ved med at være i deres liv. For hun kunne ikke lukke af for de overvældende følelser hun havde oplevet på ganske kort tid. Hun trak vejret dybt ind og glattede sin kjole let ud.

"Jeg må hjem." Sukkede hun let og noget i hendes blik virkede næsten beklagende.

Afsluttet