Rosentorne

[Cléore af Beauvy]

Foråret 842
Lucien af Rouvry

Det var over en uge siden, hvis ikke mere siden Cleore havde forladt Lucien og Catelines soveværelse uden at se sig tilbage. Veninden havde da gjort sit for at de ikke skulle ende for meget på tomandshånd og det passede den unge kvinde glimrende. Der var sket og blevet sagt en masse ting og selvom hun vidste at de ikke var uvenner så var hun heller ikke ligefrem inde i varme.

Hun havde holdt sig for selv selv, og havde nok også forsøgt at skrue mere op for charmen når det kom til hendes eget ægteskab. For selvom hendes mand var sød og omsorgsfuld så var der ingen gnist imellem dem under skind og tæpper. Selvom Cleore forsøgte sig ihærdigt. - Måske havde hun også været trængt en smule op i en krog, men hun havde bare aldrig været kendt som en der bare ville lægge sig fladt ned og tog da bestemt ikke imod ordre på den måde i et soveværelse hvor titler og magt var fuldkommen ligegyldigt.

Der havde været fest på slottet, og Cleo havde i den grad deltaget. Hun havde danset med adskillige, og drukket så det kunne mærkes. En gang imellem sendte hun Lucien et blik eller to, blot for at lade ham vide at hun stadig godt vidste hvem han var. Måske også for at irritere ham. Efter et par timer tog hendes mand hjem, men det betød ikke at hun også gjorde.

Tværtimod. En af hendes venner trak hende til side og ud af salen med den begrundelse at han havde en del af fortælle hende. Måske havde hun hørt forkert og at han i stedet ville vise hende noget, for ret hurtigt efter, så snart han havde kunne komme til det, blev Cleore skubbet til side og trængt op mod en krog. Hun råbte ikke efter hjælp men forsøgte i stedet at få ham skubbet væk. Hun var pinlig bevist om hvad han havde tænkt sig, og selvom hun ikke var urørt så var hun stadig gift, og der foregik stadig en offentlig begivenhed ikke langt fra dem. ".. Jeg har set hvordan du har kigget på mig hele aftenen, du vover ikke at nægte mig din sødme, sødeste Cleo" Hviskede han så tæt mod hende at hun kunne lugte at han havde drukket den billige vin.

[Lucien af Rouvry]

Lucien havde ikke brugt hele aftenen på at se efter Cleore af Arcry, men han havde fundet sig irriterende bevidst om hendes tilstedeværelse. Han så hende danse med mange, forskellige mænd og drikke mere end hun burde. Hvilken svag mand hun måtte have. Han ville aldrig havde accepteret den samme opførsel fra Cateline af Rouvry, som da også var ved hans side den aften, hans hånd på hendes hofte. Mere synligt besidderisk, end han havde været tidligere.

Han drak en tår vin, da han tilfældigt så en adelsmand trække Cleore ud af salen. Ikke hendes svage mand, konstaterede han for sig selv. Hans øjne kneb sig let sammen og han stod der lidt, overvejede, før han bøjede sig lidt frem og talte dæmpet ud for Catelines øre. Bød hende tale med sin svigerinde, mens han var væk.

Så forlod han salen. Ikke forhastet, men i sit sædvanlige slentrende tempo, som før havde tjent ham sammenligninger med en kat. Hans blik gled rundt og han så dem ikke med det samme. Han var halvt på vej ind igen, da han fangede en bevægelse ud af øjenkrogen. Fødderne ledte ham i retning af det, lydløst. Han tog synet ind. Han var ingen helt og måske havde han set den anden vej på et andet tidspunkt, men det var ikke det, der skete nu.

"Jeg foreslår, at De fjerner Deres hænder, hvis De har ønsker om at beholde Dem," bemærkede han, nærmest nonchalant, men med sin højde og den faretruende måde skyggerne faldt over det markerede ansigt og understregede kulden i hans blik, var der ingen tvivl om truslen. Lucien af Rouvry var kendt for at være en utilregnelig modstander.

[Cléore af Beauvy]

Cleores til sidst mulige råb for hjælp blev forstummet af en hånd der lagde sig over hendes mund, og hun var ved at gøre sig klar til at klemme tænderne sammen om hans fingre da en alt for irriterende stemme lød og en skikkelse tårnede sig op bag dem.

Vennen der var af en lavere adelig familie krympede sig næsten, da også han vidste hvem der var der nu kom den unge frue til undsætning. "Sikke fine venskaber man holder" kunne han dog ikke dy sig, da det nærmest spyttende kom ud og han rankede sig og trak sig væk fra Cleore som om han i stedet havde væmmes ved hende.

Cleores mørke øjne lynede af raseri imens hun rettede på hendes tøj, og da først at hendes forhenværende bekendtskab var ude af syne rykkede hendes blik sig direkte i retningen af Lucien. Hun vidste at hun skyldte ham en eller anden form for tak og måske også en undskyldning; selvom den næppe ville komme nu. Hun trak vejret dybt ind. Hun havde aldrig været sin mand utro med andre end Cateline af Rouvry og nu også Lucien og nok virkede hun løs, men de færreste vidste hvor meget hun lagde i sit ægteskab. "Hvorfor?" var det første hun i stedet spurgte ham om.

[Lucien af Rouvry]

Lucien fortrak dårligt en mine, men der var en klar advarsel i det hårde blik, som fik den anden mand til at forsvinde. Han rettede blikket mod Cleore igen og hans ene bryn rykkede sig lidt ved hendes spørgsmål. Blikket blev ikke mildere.

"Taknemmelighed ville klæde dig," svarede han simpelt, frem for at svare på spørgsmål. Et tak burde have været det første over hendes læber.

[Cléore af Beauvy]

"Jeg står i evigt gæld til dem, Nådigherre Rouvry" bemærkede Cleore og lignede ikke en der tog der særlig alvorligt, eller ham for den sags skyld. Langsomt havde hendes arme sig over kors.

".. Og nu, hvis De vil være så venlig at forklare mig hvorfor De ikke blot lod mig være forblive alene med ham?" kom det efterfølgende. Hun ville stadig gerne vide hvorfor, for hun kunne ikke i sin vildeste fantasi se en scenarie hvor han ville finde en glæde ved at redde hende. Staffede han hende endnu?

[Lucien af Rouvry]

Ved alle Guder, sjældent havde han mødt så anstrengende et kvindemenneske. Hun var ubehøvlet og respektløs og det fik alt i ham til at stritte. Kæben blev spændt og blikket flammede allerede igen. Måske var det ikke så mærkeligt, at hun var overrasket over at få hjælp, hvis hun var lige så obsternasig overfor alle andre.

"Jeg så det," var det simple, afklippede svar og da han fortsatte, vanvittigt provokeret af hendes attitude, var det nærmest en snerren. "Du havde åbenlyst brug for hjælp. Jeg skal ikke begå den fejl igen."

Og med det, gik han slet og ret. Rasende igen. Hvorfor var hun så opsætsig?

[Cléore af Beauvy]

Cleo stirrede frem for sig da han vendte sig om for at gå. Hun mærkede noget vende i sig og hun havde ikke for alvor lyst til at det var sådan her det skulle være. Om det var for hendes egen skyld eller Cateline nået hun ikke at tænke på før hun tog nogle skridt frem for så at gribe fat om hans arm.

"Du gør mig så rasende!" hvæsede hun af ham. Neglene knugede om hans håndled og før hun noget at tænke over mere minimerede hun den afstand han havde skabt mellem dem ved at presse sine læber mod hans i et faretruende kys. Det var ikke langt, men begæret brændte tydeligt.

"Jeg ér glad for at du dukkede op da du gjorde" konstaterede hun, omend en smule hårdt, men det var ikke nødvendigvis hans skyld.

[Lucien af Rouvry]

Lucien nåede kun at vende sig halvt, før læber var mod hans. Han greb om hendes skulder og holdt hende ud fra sig, afbrød hende instintivt, men samtidig var der et glimt af overraskelse i hans blik. Måske noget mere. Mangel på forståelse. Han kunne ikke gennemskue hende.

"Hvad er det, du vil have?" endte han med at høre og selvom tonen stadig var hård, brændte den ikke længere af raseri. Måske svag frustration. Et glimt af nysgerrighed.

[Cléore af Beauvy]

"Du.." Cleore afbrød sig selv og hendes mørke øjne flakkede for første gang af usikkerhed. For hvad var det virkelig hun ville have? Var det ham alene eller var det bare hvad han kunne give hende. Var det det sidste skulle hun jo bare have ladt den anden mand gøre hvad han ville.

"Min krop brænder efter følelsen af dig" erkendte hun dog uden at blinke da hun endelig holdte hans blik fast. Hun var ikke flov over indrømmelsen. De sidste uger havde både han og Cateline fyldt i hendes inderste tanker, og det hele var blevet smeltet sammen til en stor bunke af begær og lidenskab.

[Cateline af Rouvry]

"Min krop brænder efter følelsen af dig."

Cat stoppede brat op. Hun havde talt med Igraine, men da der var gået lidt tid, blev hun urolig og besluttede sig for at gå efter Lucien. Hun fandt ham med Cleo, netop som hun sagde de ord.

Et øjeblik var hun lettet. Cleo havde bidt sin vrede i sig og måske betød det at der var en mulighed. Men Lucien stod også alene med Cleo og han var selv gået herud. Hendes bryn trak sig sammen og hun rankede sig. Fandt kulden frem i sin stemme.

"Er det mere hævn?"

[Lucien af Rouvry]

Lucien holdt stadig Cleore i en armslængde fra sig, da Cateline dukkede op. Kulden i hendes ord pirkede til hans irritation, men hun kunne se, hvad der var gået forud for det nuværende. Det mindede han sig om.

"Nej," svarede han da også blot simpelt, mens Cleores uforudsigelighed rumsterede rundt i hans hoved. Han slap hende, men overlod det til hende at forklare yderligere.

[Cléore af Beauvy]

Cleore havde ikke regnet med at der skulle komme nogen og forstyrre dem, selvom hun ikke ligefrem havde regnet med at Lucien ville indfrie hendes desperate ønske. Hun havde trådt et skridt tættere på ham da hun havde sagt det, men da hun opdagede veninden gik hun tilbage.

De brune øjne søgte mod hendes. "Nej, nok nærmere mit bedste bud på en undskyldning" svarede hun i et let suk.

[Cateline af Rouvry]

Cateline blinkede over svaret, først fra Lucien og siden ekkoet af Cleo. Hun så først på sin mand, så på veninden og så vendte blikket tilbage til ham. Hendes mund føltes lidt tør. Hun samlede hænderne foran sig for at neddysse den nervøse energi og forblive rank og fattet som den adelsfrue hun var.

"Og har du taget imod den undskyldning?"

Hun kunne måske ikke helt skjule hvor intenst optaget hun var af svaret, men hun gjorde hvad hun kunne.

[Lucien af Rouvry]

Luciens øjne kneb sig lidt sammen. Det var den ringeste undskyldning, han endnu havde overværet - for han kunne ikke have gengivet, hvordan den havde lydt. Hans øjne kneb sig lidt sammen, som han så på hende og selv han ikke var i tvivl om, hvad Cateline gerne ville høre ham sige, så var det ikke det han sagde.

"Det vil vise sig," indledte han og fokuserede blikket fuldt på Cleore. Hvis hun troede, at det ville gå så let, så tog hun fejl. "Hvad er det, du vil undskylde for?"

[Cléore af Beauvy]

Cleore så ikke tilfreds ud, hendes øjne lynede nærmest da de lagde sig mod Luciens ansigt. Hun trak en stille indånding for ikke at tilkendegive alt for mange følelser. Inden i talte hun langsomt ned og vidste hun burde bide i det sure æble for at kunne smage sødmen.

"Min opførsel." startede hun roligt ud. "Jeg overtrådte tydeligt din grænse.." Hendes læber trak sig sammen og hun skulle virkelig kæmpe for ikke at lyde for bønfaldende.

"Jeg var respektløs, og det beklager jeg".