At balancere en ægtefælle

[Caspian af Vigny]

Caspian nikkede; i det mindste virkede hun til at forstå dén del af det hele. Han hadede at forklare sig, bruge store ord og armbevægelser for få sin mening frem. Nogen gange var det sværere end andre og for det meste lod han bare være og tog det som det kom.

Han vidste ikke hvorfor de netop var faldet på det emne, og hvorfor han fortsatte det. Måske for at behage hende, måske ikke. Men han lyttede dog til hendes ord med en snert af interesse. Et let mørkt bryn blev hævet, og han tillod sig denne gang at være tavs og lade det tale for sig. - Der var en pris ved alting.

Han satte sig roligt. Han havde mest lyst til mere vin, men indfandt sig med teen for nu. Han betragtede hende let; de var alene så man bort fra tjenestefolkene der sørgede for maden på deres tallerkner.

[Simmonete af Vigny]

Hun fulgte ham med blikket, gemmende på en snert af skepsis der ellers havde hvilket deri. Hun lod ham sætte sig og rakte ud efter den skoldhede the, blidt pustende til dens damp. ”Ville du hellere have været foruden?” Lød spørgsmålet så, inden hun nippede til theen. Øjnene betragtende ham ud gennem de mørke vipper.

[Caspian af Vigny]

Et mørke syntes at have slået rod i blikket på Caspian, som han lænede sig tilbage i stolen med sin the mellem hænderne. Han løftede roligt det ene bryn over hendes ord, og overvejede kort at nægte hende et svar. Han brød sig ikke om at der blev sat spørgsmål ved hans ønske om hvorvidt han ville være ved adelen. Men det huede ham ikke at lægge under for nogen.

Et smil sitrede uundgåeligt. "Nej." svarede han kort og en anelse tvetydigt imens han pustede damen væk fra sit krus.

[Simmonete af Vigny]

Han tog sin tid, med sit svar. I den tid skjulte hun en spirende bekymring, der synes at vælde frem. Hun kunne ikke bruge en uambitiøs husbond til noget. For på trods af Caspians.. pikante væsen, så havde hun unægteligt indvilliget i et ægteskab med ham på baggrund af hans position og fremtid. Hun var ikke dum nok til at tro på kærlighed i et sådant arrangement, desuden.. så ville Simmonete ikke nøjes med noget som helst. Han måtte ikke få muligheden for, at trække hende ned i niveau fordi han selv drømte om minimale pligter. Hun var, på trods af hans svar, ikke helt overbevist.

Hun observerede de sitrende mundvige i hans smil og var usikker på om han forsøgte at skjule sin morskab, eller sin vrede. Hun holdt sit udtryk blankt, mest for ikke at provokere ham yderligere. "Det tænkte jeg nok." Løj hun og stillede koppen fra sig, for istedet at gribe om bestikket.

[Caspian af Vigny]

Ganske flygtigt trak Caspians blik sig sammen. Han nærstuderede roligt hendes træk før hans opmærksomhed blev lagt på morgenmaden. Han sagde ikke mere imens de sad der, i stedet overvejede han sine træk for fremtiden; ægteskabet var nødt til at holde og alle udadtil skulle tro netop det.

Han var bange for at han blev nødt til at tale oprigtigt med Simmonete på et tidspunkt; inden de rejste tilbage til Levagny. Da han havde spist op, ventede han ikke på hende og rejste sig.

"Jeg tager ind til byen, vent ikke på mig" svarede han roligt, som var det blevet helt vant for dem at det foregik på den måde; han spurgte ikke til hende og han forventede at hun ikke spurgte til hans.

Afsluttet?

[Simmonete af Vigny]

Hun fulgte ham med blikket, som han gik. Ingen kommentarer tilknyttet informationen. Hun sukkede stille, funderende over, hvordan hun skulle slå tiden ihjel idag..

/afsluttet.