At balancere en ægtefælle

[Simmonete af Vigny]

De mørke øjne søgte sengens himmel, som hun slog dem op. På det oppudsede stenværk gled morgengryens farver over fladen i et gyldent farvespil, der ville snige sig afsted som solen indtog mere og mere af sin plads på himmellegemet udenfor. Tunge vejrtrækninger hørtes fra hendes side, hvor Caspian af Vigny stadig sov. Hun drejede hovedet mod ham og trak på en lidt uimponeret mine, inden hun satte sig op på sengekanten, kun for at rejse sig og svinge en kåbe over skuldrene. 

Der var faldet en ro på hverdagen, efter de var ankommet til Vigny. Caspian passede sit og hun hendes eget. Så sås de til måltider uden rigtigt at se hinanden, kun for at falde i søvn i samme seng til, at se en ny dag dagen efter. Kedede hun sig? Ja, bravt. Så hun udfyldte de tomme timer med lidt mere spænding, når alle andre kiggede den anden vej. Et lille smil gled om de fyldige læber ved tanken om dette, som hun stillede sig i vindueskarmen for at betragte den gryende morgen med armene støttende til karmen.

[Caspian af Vigny]

Sorte dovne lokker kunne anes fra den ene side af sengen. Caspian sov endnu, og han havde trukket tæppet godt op over sin blege krop for at holde på varmen. At de var tilbage i Vigny generede ham ikke så forfærdeligt meget; han havde inviteret sine venner hjem til sit barndomshjem en af de kommende dage og afventede egentlig bare deres ankomst alt imens han bemærkede overfor tjenestefolkene hvordan han forventede det hele at forløbe.

Han var glad for at ingen af de andre medlemmer af familien havde tænkt sig at gøre dem selskab, så behøvede det ikke at blive trukket i alt for lange drag, selvom Simmonetes tilstedeværelse gjorde det svært for ham; de var bestemt ikke på samme side i noget.

Der gik et øjeblik før han åbnede øjnene og mumlede en halvt utilfreds. Langsomt satte han sig op, og satte albuerne mod sine lår så han træt kunne hvile sit hoved i sine hænder. Sløvt flakkede hans blik over hendes skikkelse.

[Simmonete af Vigny]

Hun bemærkede en rumsteren og en klagende mumlen, der trak hendes opmærksomhed over mod sengen, hvor Caspian nu havde sat sig op. "Ah, du er vågen." Konstaterede hun, nok mere end hun bemærkede det. Var der en vag tone af utilfredshed deri?

Hun vendte opmærksomheden tilbage mod ruden og udsigten over en af slotsgårdene. "Jeg var lige i mine egne tanker og tænkte flygtigt, at et dusin påfugle ville pryde den sydvendte slotgård gevaldigt." sagde hun, velvidende at hun havde et hold gående i Gustabis, som hun længe gerne ville have flyttet til sit nye hjem.

[Caspian af Vigny]

Caspian overhørte den åbenlyse konstatering, og han mærkede en lyst til at besvare det med en sarkastisk grimasse. Men han undlod for at bevare den måske spirende morgenfred. Han trak vejret dybt ind. Nattens udskejelser lå om ham som et tykt tæppe, og han kunne hurtigt finde frem til at han stadig måtte have en masse vin siddende i blodet. Han blinkede let et par gange før han rejste sig så skind og tæpper gled af hans nøgne blege krop.

Han hørte hun talte, og brummede halvt bekræftende. Han stak hovedet mod vandfadet med det nu kølige vand og gned sit ansigt let med den flade side af hånden... Påfugle?.. Han vendte blikket mod hende, som hun stod der og så ud, med et tæppe viklende om sig, der skjulte hendes ellers noget kønne krop.

Lenet lå nok langt ned syd på, at det ikke umiddelbart ville være noget problem. "Hvis det er hvad min hustru ønsker." bemærkede han roligt og strøg en let hånd gennem det mørke hår.

[Simmonete af Vigny]

Hun skævede til ham, som han rejste sig og vandrede mod vaskefadet, ikke umiddelbart responsiv på hendes bemærkning. Han virkede sløv, sikkert ramt af tømmermænd fra aftenens druk. Hun kunne lugte vinen på hans ånde, da han endelig havde besluttet sig for at lægge sig til at sove. Indtil da havde Simmonete allerede været i seng nogle timer. Idet mindste var han ikke blevet dårlig af det denne gang.. i såfald var gæsteværelset et udmærket, hvis ikke ønskværdigt, alternativ.

Hun hævede et bryn lidt skeptisk, da han indvilligede. En lille halvhjertet latter lød klukkende, "Havde jeg vidst du var så gavmild dagen derpå, kære husbond, så havde jeg bedt om to løver istedet." Musede hun, som hun stødte fra karmen og istedet vandrede slentrende mod døren, gjorde tegn til kammerpigerne om at træde ind, og satte sig tilrette på en finskåren træbænk, afventede service. "Måske skulle jeg udnytte det lidt mere?"

[Caspian af Vigny]

Caspian stod med begge hænder plantet hårdt mod fadet og lod de mørke øjne hvile mod hans flakkende spejlbillede i vandet der endnu ikke var roligt efter at han havde brugt det. Han ville ikke lade svimmelheden og den mulige mangel på balance tage over. Læberne blev let presset mod hinanden før han fugtede dem; de var blevet tørre af aftenens fest. Han tog en dyb og hørlig indånding før han rettede sig op og bevægede sig mod kisten for enden af sengen for at finde noget mere passende at tage på, selvom han foretrak at forblive afklædt; det var så dejligt befriende.

Han fnøs dæmpet, uimponeret af hendes mulige spøg. Han trak løst på skuldrene. "Jeg vil da give dig alt kære hustru" bemærkede han og vendte sig mod hende og slog ud med sine arme i en gestus. Han kunne være fuldkommen ligeglad, og ville hellere end gerne se på når Elasabenne af Falanie opdagede det. Måske hun gerne ville have et dusin påfugle gående; hun kunne altid slå dem ihjel og bruge deres pragtfulde fjer.

"Mon ikke vi begge vil nyde godt af det?" svarede han let tilbage før han opmærksomt fik sine broger på.

[Simmonete af Vigny]

Hendes blik faldt lidt på hans åbenlyse nøgenhed, som han spankulerede mod dragkisten i søgen på tøj og dernæst gjorde en gestus der fik blikket til at vende tilbage mod hans ansigt. Simmonete så lidt uimponeret ud i ansigtet. Ikke over ham, men over hans ord. ".. Ja, undtaget børn." Mumlede hun dæmpet og nok mest for sig selv, som hun vendte sig rundt på bænken.

Døren gik og ind vimsede to kammerpiger, der gjorde et nummer ud af at vende blinde øjne til den halvnøgne arving. Der trods alt var trådt i sine broger. Èn kom med en ren særk, imens en anden kom med et bud på kjolen for dagen. "Tag den blå istedet." korrigerede hun, som hun rettede ryggen og lod pigens hænder tæmme de mørke, viltre krøller. Hun skævede til Caspian over skulderen, lidt overvejende sit svar. "Du tænker ikke, at jeg ville lade min egen egoisme lede de krav jeg ville stille til dig?" Spurgte hun modigt, men oprigtigt interesseret.

[Caspian af Vigny]

Caspian hørte det godt, selvom det måske ikke var ment for hans øre. Han var også ligeglad. De kunne nå ud i en endeløs samtale om hvem der havde skylden for at hun endnu ikke var gravid. Han havde ikke glemt deres fejlagtige bryllupsnat og vidste dog at han der stod til at klandre. Men efterfølgende virkede de begge fuldkommen uinteresseret i hinanden, og hvis han da endelig forsøgte sig hos hende, ignorerede hun det eller lod som om at hun ikke ænsede det. - Han var godt træt af det, og det var vel ikke så underligt at han i stedet søgte på de favne og ben der gerne ville åbne sig for ham.

Han svarede hende ikke, men grimassen han ikke kunne skjulte var vist også mere end nok. Han vendte sig rundt, og rodede i stedet rundt mellem de mange lag af klæder.

Han trak en mørk tunika ned over hovedet der var broderet sirligt med fine sølv detaljer langs de fire åbninger. "Hvis jeg finder dig for urimelig kan jeg heldigvis afslå." bemærkede han afmålt og roligt som han strammede bæltet. Hånden gled igen igennem de mørke lokker som nu havde lagt sig nogenlunde pænt. En krølle gled dog lidt ned i hans øjne, og han overvejede hvorvidt tiden var til at blive klippet.

"Det klæder dig at være i kontrol. Det er, tiltrækkende" svarede han afslappet.

[Simmonete af Vigny]

Et lille latterfnys udstødtes gennem næsen ved han nonchalente bemærkning om afvisning. Af en eller anden grund fandt hun det morsomt, ikke på en hånende måde, men bare.. "Hvad ville urimelighed være i dit optik, Caspian?" Spurgte hun, stadig med morskab i stemmen, som ufrivilligt bragte en varme til den. "Indimellem har jeg svært ved at se dig med grænser." Hun vendte ansigtet fremad igen, som kammerpigen førte kammen gennem håret og opsatte det simpelt men kunstfærdigt. De ville sikkert gøre meget, for at få lov til at blive undskyldt lige nu.

Hans kompliment ramte hende lidt som en overraskelse og hun var tavs et kort øjeblik. Lidt uforstående, da intet kompliment af nogen art førhen havde lydt. "Kvinder besidder ingen magt, Husbond. Det ved du da." Kvidrede hun, "Min kontrol er en illusion." Sagde hun, insinuerende at det jo var ham der havde kontrollen. Men Simmonete var ikke helt sandfærdig i sin anskuelse.

Hun rejste sig nu fra bænken. De to kammerpiger klar med kjole og særk, som hun først blev hjulpet af den gamle og i en ny, kun for at blive pakket yderligere ind i fine blå silkelag. En kæde blev bundet om den spinkle hals. Hun rettede de mørke øjne mod Caspian, med en mine af 'kan vi gå?'.

[Caspian af Vigny]

Caspian der nu var fuldt påklædt smed sig på sengen igen, med hænderne foldet om nakken, og det ene ben hvilene over det andet. Han betragtede hendes skikkelse ved natbordet, og efterfølgende da kammerpigerne langsomt hjalp hende i tøjet. Han ville ikke gå glip af mulighed for bedre at kunne betragte hende, nu han så sjældent havde mulighed for det, da hun ikke ligefrem bød sig til. Hvor Caspian intet problem havde for at vise hende hele hans herlighed. "Hvis du forsøgte at ændre på mig, eller ville nægte mig noget" svarede han ærligt. Han havde det ikke godt med at få ordre, og derfor var han udentvivl som ikke nogen særlig god ridder, til trods for hans store kunnen inden for våbenbrug.

"Den eneste magt de kan få er i soveværelset, eller ved en uduelig ægtemand" svarede Caspian roligt med visheden om at hun kun kunne få én af de ting. Han strakte sig let og skød blikket op mod himmelsengen og fulgte mønstrenes sirlige træk.

Han blev liggende, med et dovent blik hvilede mod hendes ansigt. Et let smil krusede om hans læber, og han lignede ikke en der havde i sinde at rejse sig. Dog skulle hun ikke have fornøjelsen af at efterlade ham der, som havde hun nogen former for ret. Så da der var gået lang tid nok rejste han sig endnu engang fra sengen.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete var behagelig tilpas i sit eget skind. Hun var vant til blikke og forsøgte ikke at skjule sig, selvom hun tydeligt mærkede hans på sig, da først særken faldt til fordel for den ny. Hans ord bragte en skæven mod ham. Det kom ikke som nogen overraskelse for hende, ja hun ville sågar gå så langt som at sige, at hun nok havde luret den. "Det ville ikke falde mig ind at ændre på dig." Forsikrede hun ham, inden hun slog blikket bort. ".. Nok snare hjælpe dig." Sagde hun med sandfærdighed i stemmen, velvidende at hun balancerede sine ord nu.

Hendes ansigt blev decideret fladt ved de næste ord, der kom fra hans mund. Hun fnøs lidt. "Hvor ukreativt." Bemærkede hun blot. Hvis det var Caspians perspektiv, så havde han heldigvis intet begreb om, præcis hvor meget magt en kvinde faktisk kunne have, selvom det ikke var udadtil. Hun lod den ligge der, og sagde intet mere herom.

Istedet kunne hun stå og betragte ham nøje og længe, som han flabet smilede til hende og ellers bare lå og hyggede for sig selv i sengen, som havde han alverdens tid og hendes varme morgenmad ikke blev kold. Da kongen endelig havde fundet lysten til at forholde sig vertikal igen, måtte Simmonete bide sig i kinden, for ikke at irettesætte det.

[Caspian af Vigny]

Caspian trak på sine skuldre. Han havde ikke et behov for at opnå nogen former for respekt fra hendes side af. Han forventede dog at hun gjorde hvad der blev sagt, ønskede han nogensinde at irettesætte hende. Måske var det meget godt at hun gerne ville styre og bestemme, for så kunne han i stedet gøre de ting som han havde lyst til. Man kunne samle utrolig meget viden om magtfulde mænd og kvinder op, hvis man primært virkede som om at man ikke var interesseret i særlig meget.

"Held og lykke. Du er ikke den første der gerne vil hjælpe mig" svarede Caspian en anelse tørt. Han tvivlede dog på hvad hun kunne tilbyde til trods for at også hun kom fra en magtfuld familie. Men så længe der ikke var tale om prædiker, da der var nok af dem i hans liv, ville han dog gerne tage ind hvad hun sagde.

Det morede ham at se hendes ansigt forvrænge sig en smule. Men hans smil nået ikke hans øjne, i stedet rakte han hende sin arm så han nonchalant kunne eskortere hende til spisestuen.

[Simmonete af Vigny]

Hun tog hans arm, kun som man burde og fulgte ham, som han gik. Blikket lå skævende mod ham, "Hvem ellers?" Lød spørgsmålet, med oprigtig interesse. Hun havde sine formodninger, men man vidste aldrig helt. Særligt ikke med adelen.

[Caspian af Vigny]

Caspian skævede ned på hende, med et lidt tvetydigt smil. "Har du nogensinde mødt nogen der ikke forsøgte at få dig til at gøre som de ville have det?" bemærkede han roligt. Hans blik gled over malerierne i gangen før de nået til trappen.

"Jeg syntes snart ikke man kan gå i fred før nogen diskret vil guide en i den rigtige retning" Han sagde ikke mere om emnet men førte i stedet sin hustru videre. Da de kom til spisestuen trak han da også stolen ud for hende.

[Simmonete af Vigny]

"Nej." Svarede hun ærligt. "Og hver eneste af dem, har jeg lært af." Tilføjede hun og vendte ansigtet fremad igen. Betragtende vejen foran dem, skønt Caspians blik strejfede mod væggene.

De næste ord der faldt, kunne hun sagtens forstå, da hun fornemmede en lidt bitter tone under de ellers rolige ord. "Det er prisen for at bære rang og titel." Medgav hun og slap hans arm ved stolen. Hun trådte i foran stolen og satte sig, da han skubbede den ind, "Det er for kostbart, ikke at gøre det." Hun vendte de mørke øjne mod ham og lod dem følge, som han bevægede sig mod sin egen plads.