Kamp til stregen

[Lanval af Suilleaux]

Bartholomeus af Charenoy

Sveden piblede ned langs hans nakke, mens han førte hesten to skridt til siden for at forsøge at undgå Bartholomeus' angreb. De havde taget fægtetræningen til et andet niveau ved at stige på hest og det var helt sikkert noget Lanval havde brug for. På jorden hvor han kunne hoppe og flytte sig var han efterhånden god, men at koordinere en hest samtidig med at have rustning på og sværd, det var en anden sag. I øjeblikket hvor han bevægede hesten væk, stejlede den en anelse, sikkert ikke særlig tilfreds med at blive brugt som træningsudstyr. Lanval fik dog hurtigt styr på sin hest, inden han igen satte hælene i og forsøgte at ramme Bartholomeus mens han red forbi ham for til sidst at dreje hesten hurtigt om igen. Det var trods alt det vigtigste ikke at have ryggen mod sin modstander, det vidste selv en page. Det havde allerede været en lang dag, men Lanval var langt fra udkørt endnu og med et rusk i hestens tøjler var han igen sat i fart mod Bartholomeus.

[Bartholomeus af Charenoy]

Sværdene var sløve træningssværd, der havde vægten, men ikke biddet af et rigtigt sværd, men slagene alligevel hårde, hvis de gik ind.

Heldigt for Bartholomeus havde hans væbner ikke ramt endnu.

Hans krigshingst vrinskede, men drejede sig også lynsnart. Ved det næste angreb løftede han sit skjold, men også sværdet var klar og markerede mod væbnerens side, som han red forbi.

[Lanval af Suilleaux]

Da han red forbi blev han ramt af Bartholomeus' sværd og udbrød en afdæmpet lyd af indebrændt smerte, men han prøvede at bide følelsen i sig og fokusere på at vende hesten hurtigt rundt for blot igen at ridde imod ridderen. Denne gang kom han bagfra, men Lanval havde ingen skrubler ved at bruge beskidte kneb hvis det betød han havde chancen for at vinde.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nåede ikke at dreje hesten alle 180 grader rundt, da væbneren kom ridende, men fik en vinkel på 90 og stod dermed direkte i vejen for knægten og hans hest, som måtte stoppe eller tyre direkte ind i hans hævede sværd.

[Lanval af Suilleaux]

Det var en rimelig god taktik og Lanval blev tvunget til at stoppe brat op, hvilket fik hesten til at stejle og smide Lanval af så han landede på ryggen på jorden med et brag. Heldigvis beskyttede rustningen ham, men det gjorde alligevel forbandet ondt. Han blev dog ikke liggende længe, men greb ud efter sit sværd og rejste sig op, selvom han tydeligvis svajede en anelse efter det hårde fald. Teoretisk burde han nok komme op på hesten igen, men han vidste han ikke ville kunne komme op selv og desuden havde han for ondt til at kunne blive siddende.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus gled selv ned fra hesten. Han lo ikke, som han trak sin hjelm op, men så ganske alvorligt på sin væbner.

"Det var et godt første forsøg, Lanval," konstaterede han. "Hvordan var faldet?"

[Lanval af Suilleaux]

I Lanvals øjne havde han ikke fortjent den slags ros, han havde håbet at han havde gjort det bedre og nu var han tilmed faldet af hesten. Ikke ligefrem den store kommende ridder han så sig selv som.
"Det var voldsomt." Sagde han, men havde ikke tænkt sig at beklage sig over smerten. Han ville ikke virke svag overfor sin ridder.
"Jeg overlever nok." Bemærkede han, men hans mere eller mindre akavede kropstilling afslørede at han havde ondt. Det var dog ligemeget for Lanval, han tænkte at hvis han ignorerede smerten, ville det nok gå væk af sig selv.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var ikke blind, men han var heller ikke den store, trøstende, alfaderlige figur. Til gengæld havde han ingen planer om at drive sin væbner længere end han kunne tåle. Så han rakte hånden frem og fremsatte en ordre.

"Giv mig hendes tøjler. Du skal en tur forbi sygefløjen. Hvis de giver dig lov, kan du bruge resten af dagen på at få din rustning renset."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var flov over sig selv og skammed sig kun endnu mere, da han blev bedt om at gå op til sygefløjen. Hvis enhver anden havde sagt det til ham, havde han nok protesteret, men lige præcis Bartholomeus var undtagelsen der bekræftede reglen.

En smule modvilligt gav han Bartholomeus tøjlerne og nikkede så. "Jeg skynder mig Sir." Bemærkede han. Derefter gik han hen og satte sit sværd tilbage blandt de andre træningssværd, tog sin rustning af og vendte så næsen mod sygefløjen. Da han ankom, undersøgte de ham og bad ham om at tage det med ro.

Heldigvis sagde de jo ikke det ikke indebar at rense rustning, derfor gik han tilbage til træningspladsen og satte sig på en træstub med en våd klud så han kunne vaske rustningen for det værste skidt, måske lidt mere aggressivt end sædvanligt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus overgav begge heste til en staldknægt, før han beskæftigede sig på andre måder. Han gik stærkt ud fra at Lanval ville gøre sig yderste for hurtigt at slippe ud af sygefløjen, så senere på dagen slog han vejen forbi væbnerfløjen og fandt ganske rigtigt den unge mand på sit værelse.

"Hvad var meldingen fra de høje?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval sad på sit værelse senere og havde lyst til at skyde sig selv. Smerterne var blevet værre, sikkert fordi han havde siddet og pudset sin rustning som en vanvittig. Han fortrød det ret meget nu. På mange måder var han ved at få en nedsmeltning, han havde samme aften fået et brev fra sin mor om at hans fader havde været syg men nu havde det bedre. Det var ikke alvorligt, men sammenfaldet gjorde at han følte han var ved at knække.

Da Bartholomeus dukkede op i døren, sad Lanval på kanten af sin seng, han var stadig iklædt sit væbnertøj, men han havde været tæt på bare at falde om i sengen. Han så op da han kom ind og selvom det var godt ment, ønskede han lidt at Bartholomeus aldrig var kommet.
"Godaften Sir." Sagde han først. "De sagde at jeg skulle tage det med ro Sir." Bemærkede han. "Og kigge forbi igen imorgen." Tilføjede han, selvom han havde været tæt på ikke at sige det. Den forbandede smerte gjorde ham bare for svag, for svag til at lade som om overfor den mand han beundrede mest. Alligevel forsøgte han at skjule det ved at bide tænderne hårdt sammen, så han kunne holde det inde.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede begge bryn og kastede et alvorligt blik på sin væbner. "Mm. Jeg forventer at du følger deres instruktioner til punkt og prikke, Lanval," konstaterede han formanende.

"Og hvis de byder dig at hvile, så skal du hvile. Jeg vil ikke se dig på træningsbanen eller i gang med at udføre en væbnerpligt, før du har fået en helbreders ord for det. Forstået?"

[Lanval af Suilleaux]

Det var sjældent at Lanval trodsede sin ridder, faktisk var det nok aldrig sket med vilje før. Nu havde han dog gjort det, på en lidt baglæns måde, men alligevel. Ridderens ord sved og han følte at han skrympede en anelse overfor hans autoritet.

En smule besværet rejste han sig op og nikkede derefter. "Forstået, sir." Mumlede han. Selvom han vidste med sig selv at det ville blive svært. Han havde allerede lyst til at gå ned på træningspladsen og træne videre, selvom hele hans krop gjorde ondt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde selv set faldet og hørt den dumpe lyd. Han var ikke i tvivl om at hans væbner havde blå mærker over meget af kroppen og selvom han var både ret brysk og hårdfør og Lanval det samme, så var det idiotisk ikke at følge det helbrederne sagde. Det bed kun en selv i sidste ende.

"Godt," svarede han. "Du melder dig hos mig, når du er rask igen. Og først da. God bedring."

Han nikkede let og gav væbneren chancen for at sige noget afsluttende, men var ellers klar til at gå.

[Lanval af Suilleaux]

Det var sjældent at man som væbner havde tid til at slappe af og det var nok derfor at det føltes så mærkeligt for Lanval at skulle bruge sin tid på at lave ingenting.
"Javel Sir." Bemærkede han sammenbidt og nikkede. Han havde ikke mere at sige, eller nærmere kunne han ikke overskue at sige mere end det. Da Bartholomeus var gået lagde han sig ned på sin seng og lod en afdømpet smertefuld lyd slipp ud.
Han vidste jo godt inderst inde at det var det rigtige, men han ville bare hellere være en usårlig, stærk superhelt end en svækling. Der gik dog ikke længe før han faldt i en dyb og urolig søvn.

Afsluttet.