Moderskab

[Marie Merchande]

Igraine var en af Maries ældste veninder og selvom de havde været adskilt meget, år i træk, så havde de aldrig helt mistet kontakten. Brevene var flydt mellem Trivier og Levagny, senere for en kort periode Charenoy. Nu var de begge i hovedstaden, Igraine havde født en sund lille dreng og arving til hendes mands len og Marie var... I problemer.

Et barselsbesøg var komplet uskyldigt og der var intet fordækt ved at hun var på paladset, hos sin veninde. Udover at hendes motiver var fuldstændig fordækte og det hun ville bede Igraine om var højest upassende. Det var decideret chokerende.

Hun lagde ikke ud med det. Selvfølgelig ikke. Hun startede med at få lille Almeric på armen og en kop af noget velsmagende i den frie hånd.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var god til at holde sig beskæftiget, men med Bartholomeus i krig og Delphine af Triviers på væbnerskolen, føltes meget af hendes tilværelse rykket op med rod. Almeric var et lyspunkt, ikke kun på grund af den bemærkelsesværdige lighed med sin far og hun brugte mere tid med ham end på selskaber med andre adelsfruer.

Besøg var dog mere end velkomment og hun var glædeligt overrasket over at byde Marie velkommen. Hun placerede sin yderst velnærede søn i venindens arm og tog plads med et mildt smil om læberne. "Det glæder mig at se dig," sagde hun. "Hvordan går det?"

[Marie Merchande]

Marie havde haft et lillebarnsformet hul i sit hjerte i ti år. Lige siden hun måtte opgive sin egen søn, som hun knapt havde set siden. Nu fyldte hun det lidt op med Almeric, der lignede sin far, men også lidt sin onkel. Hun tvang den tanke brat væk, da den ramte hende, men det tog hende et øjeblik ekstra at se op og møde venindens blik med et smil.

"I lige måde, kære. Det går fortrinligt." En løgn, men hun havde ikke tænkt sig at starte med at bryde ud i fortællingen uden videre. Hun måtte varme lidt op. "Og dig? Hvordan klarer du det hele?"

[Igraine af Charenoy]

Almeric sparkede lidt med de tykke ben under tæppet, men var tydeligvis træt. Hans mor trak svagt på smilebåndet, før hun rettede blikket op mod Marie og nikkede let til svaret. Hvis der var tegn på, at Marie ikke talte sandt, så overså hun dem. Til gengæld tog hun selv en dyb indånding ved spørgsmålet.

"Så godt som kan forventes, vil jeg tro," svarede hun og smilede svagt. Sandt at sige, så sov hun ikke så meget om natten, men det havde intet med barnet at gøre. Hun var ængstelig, hadede uvisheden. Levede med frygten for, at hun så let som ingenting kunne være mor til to børn, der havde mistet sine fædre. Det krævede meget at holde det på afstand.

"Men jeg er næppe den eneste, der længes efter, at det er overstået."

[Marie Merchande]

Marie nikkede. Hun var ikke blind for at der var andre slags lidelse end hendes. Frygten for at ens barn blev fædreløs inden han var fyldt et. Det var manges skæbne, ligesom mange var moderløse. Livet blev fulgt af døden og det var naturligt, men tragisk alligevel. Hun strøg den lille Almeric over hovedet.

"Det vil jeg tro hele Falanie gør, men det gør ikke din længsel mindre betydningsfuld. Har du hørt fra ham?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine var sandt at sige ikke kun bange på sine børns vegne, men hun kunne ikke just sidde og græde til Marie over, at hun elskede sin mand og var bange for at miste ham, så hun undertrykte det efter bedste evne og forsøgte sig med et lille, men stoisk smil. Det var nogenlunde troværdigt. Så meget, som det behøvede at være.

"Ikke endnu, men det er ikke nødvendigvis foruroligende," svarede hun, tilpas godmodigt. Ærligt, ville hun være overrasket, hvis Bartholomeus efterkom hendes ønske om et brev. "Jeg ville dog glædes over det. Et enkelt, bekymringsfrit øjeblik," indrømmede hun med et lidt mere ægte, men også træt smil.

[Marie Merchande]

Marie lod lille Almeric hvile i sine arme og strøg ham over hovedet. "Mm. Sådan et øjeblik ønsker jeg for dig. Selv har jeg kun min storebror afsted og jeg er ganske sikker på at hans hud er for tyk til at han kan skades for alvor."

Hun hævede et bryn. "Har du hørt noget godt sladder i det i det mindste. Det kan tage tiden.

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede mildt af Marie, men gjorde en mental note om også at gøre plads til hendes bror i sine bønner. Spørgsmålet fik hende til at slippe en dæmpet, men svagt munter lyd.

"Jeg er bange for, at jeg er frygteligt kedeligt selskab på den front. Jeg tilbringer det meste af min tid her," indrømmede hun. "Men jeg håbede, at du måske havde lidt at fortælle?"

[Marie Merchande]

Marie havde udskudt det så længe hun kunne og det var ikke særlig længe. Hun tog en dyb indånding nær Almerics hoved og fyldte sine næsebor med lugten af en lille baby, så beroligende som den var.

"Jeg er med barn," svarede hun endelig. "Og jeg skal giftes."

[Igraine af Charenoy]

Igraines øjne gled op i åbenlys overraskelse, selvom hun normalt var ganske meget i kontrol over sine reaktioner. Dette var dog alligevel så uventet, at intet kunne skjule hendes chok. Hun fik det dog hurtigt under kontrol og lod blikket glide afsøgende over venindens ansigt.

"Det virker måske mærkværdigt at spørge," indledte hun, blikket alvorligt. Omsorgsfuldt. "Ser vi det som en glædelig nyhed?"

[Marie Merchande]

En underlig, punkteret latter forlod Marie, som tog hånden op for munden og forsøgte at kvæle det. Hun rømmede sig lidt.

"Ja... Nej... Jo. Mest glad. Ganske forvirret." Hun tog en dyb indånding. "Han er... Parsiprestre Merchande."

[Igraine af Charenoy]

Anden bølge af overraskelse fulgte den første og Igraine måtte bruge nogle øjeblikke på at synke den skandaløse nyhed. Hun vidste udmærket, hvem manden var, men det forekom hende umuligt at forestille sig, hvordan han var blevet involveret med hendes veninde.

"Yphion," sagde hun endelig og rynkede lidt på brynene. "Jeg håber, at du vil tilgive mig, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal svare."

Der var mild bekymring på hendes ansigt og til sidst satte hun ord på den dominerende tanke. "... Hvordan?"

[Marie Merchande]

Igraines reaktion var komplet forståeligt og Marie var ikke overrasket. Hun nikkede langsomt og trykkede læberne lidt sammen. Strøg en hånd over Almerics hoved.

"Hvordan? Igraine..." Hun skar en lille grimasse. "Jeg er et menneske. Et meget fejlbarligt menneske. Han er... Provokerende. Frustrerende." Hun så lidt frem for sig. "Stærk og... Bestemt." Hendes næsefløje udvidede sig lidt da hun tog en dyb indånding.

"Og han er et ordentligt menneske. Han tager sin forpligtelse på sig."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var måske mild af sind, moderlig og omsorgsfuld, men hun havde også helt klare holdninger til hvad man gjorde og hvad man ikke gjorde og hun kunne ikke helt se forbi det skandaløse i Maries nyhed. Måske forventede veninden heller ikke, at hun var i stand til det. Hun tog en dyb indånding og nikkede langsomt.

"Og du er sikker på, at det er... Det rette valg?" måtte hun spørge. "Du vil miste din titel og din plads i adelsstanden, hvis du gifter dig med ham."

Ikke bare en borgerlig, men en mand fra en familie, der stadig var berygtet blandt adelen. Rouvry havde været på Coulleres side, selvom hun havde været barn, da det foregik. Så meget vidste hun dog.

[Marie Merchande]

Marie pustede lidt ud, men var stadig ikke overrasket over spørgsmål eller skepsis. Hun forstod begge dele udmærket. Det var direkte vanvittigt, det hun var på vej til at gøre. Hun kendte dog konsekvenserne og tog en dyb indånding, før hun nikkede.

"Det er det eneste valg," forsikrede hun. "Jeg vil ikke opgive mit barn, koste hvad det vil. Selv hvis det betyder, at man vil pege fingre af mig, kalde mig alverdens synonymer for hykler. Det passer. Jeg er en hykler. Jeg har delt min krop med en borgerlig mand, som ikke var min husbond. Flere gange. Jeg har ladet mig styre af passion og ikke lyttet til min egen fornuft. Nu ligger jeg som jeg har redt. Vil du frasige vores venskab, Igraine? Jeg kan forstå det hvis du vil, men jeg håber det ikke."