Ingen steder at gemme dig

[Theuderic af Sangy]

Vinden føj henover Levagnys tagrygge denne aften. Tusmørket havde sænket sig og langt de fleste havde søgt indendøre for at fylde deres maver inden natten stod for døren og ny dag ville gry. Der herskede en underlig stemning i byen og med den store march mod Gestraia i morgen, var det ej heller så sært. En underlig knugen havde lagt sig i maven, sammen med følelsen af, at det ej ville gå ligeså glat, som grænsekrigen i sin tid. Han havde ingen grund til at tænke sådan, men noget fortalte ham, at han børe være på vagt.

Tænksomt og fjernt lod han hænderne glide over Tencendurs blanke, skimle skind som fingerspidserne inspicerede og vurderede dyrets sundhed. Stridshesten var Theuderics kæreste eje og han holdt af den, som var den familie. Ældre var den også ved at være, skønt den mentalt var ligeså rørig, ligeså hidsig og ligeså upålidelig som da den havde været ung. Men kunne den udholde den lange march mod Gestraia? Kampene? Og ville han risikere en pil gennem dyrets hals? Disse tanker cirkulerede i et samsurium med øvrige overvejelser og bekymringer. Familie, arv, interesser – foretagender som han havde stillet an, venskaber – og bekendtskaber der var lidt mere end det. Åbenbart også graviditeter, som han skulle sørge for ikke så dagens lys. Diskretioner, der var skredet, så nogle havde set sig nødsaget til at bede om, ikke at opmuntre deres datters… fascination, som de havde kaldt det. Theuderic sukkede tungt og førte en hånd over ansigtet.

Han var nødt til at være påpasselig nu.

[Fleur af Aren]

Skridtene var lange og mere målbeviste end de nogensinde havde været, idet Fleur godt skjult under kuttens skygge bevægede sig mod staldene. Hverken tidspunkt eller sted gjorde sig for en ung komtesse uden ledsagelse af en chaperone. Undskyldningerne klar på tungen, hvis det utænkelige skulle ske og hun blev stoppet på vejen.

Tilsmilet af heldet listede hun uset gennem stalddøren, hvor hun med ryggen mod døren standsede lyttende op. Periodiske prust brød den ellers uforstyrrede pulsen i halmen så det var let at tro der kun var de store dyr tilstede. Fleur lod sig dog ikke narrer så let.
Let på tå tråde hun dybere ind i staldbygningen, ned langs staldgangen til en mørk menneskeskikkelse kom til syne i en bås længere fremme. En skikkelse hun kendte lidt for godt, der på et ramte hende i hjertemusklen.
“Ikke alene lader du mig sidde hen i uvisheden om hvad der er hent dig siden du aldrig dukkede op som aftalt, men holder dig efterfølgende så travl at jeg ville mistænke dig for at undgå mig med vilje." Anklagede hun skarpt med armene krydset foran sig, tydeligt indigneret over den uretfærdig behandling.

[Theuderic af Sangy]

Hoven løftede sig, da han bad om det. Med et kyndigt optik studerede han hovsålen. En stemme hørtes pludselig bag ham og som overraskelsen skød gennem ham, skød den også gennem hesten der hastigt trak hoven til sig og dansede lidt fra side til side. Tæt på at mase Theuderic mellem dens krop og skillevæggen til den næste hest. Han knurrede af den, irettesættende, og som havde han trykket på en knap, så stod hesten stille, som var den støbt i bronze. Et skeptisk blik hvilede mod den et øjeblik, da han vidste bedre end at stole på Tencendur, men så rettede han det mod lydkilden.

Han havde skam genkendt den, selvom det først var nu de grå øjne kunne betragte hendes brune og de røde, bølgende lokker der omkransede ansigtet. Han sugede lidt luft ind i et diskret suk og lænede sig med ryggen mod skillevæggens vandretliggende træplanker. Armene over kors, som han tippede hovedet en anelse på skrå. Et vagt rævesmil lå i mundvigene. Han kunne ikke dy sig. "Med en næse som din, så tør jeg end ikke forsøge at undgå dig." Spandt han glat, påpegende det faktum, at hun på trods, jo havde fundet ham. Et drillende glimt lå i hans øjne.

[Fleur af Aren]

Mavesur over hans fravalg af hende havde Fleur ikke så meget som skænket det en tanke, at hun af hensyn til hesten nok burde havde været noget mere blød i meldingen af sin ankomst, foran båsen. Hun retfærdigede Theuderic’ næsten klemte krop med, at være selvforskyldt, han kunne bare have overholdt deres aftale. Det var dog ikke helt uden en bekymring, selvom den ikke lod sig vise udadtil.

Et udvandet gulligt skær, kun for Fleur’s øjne at se, lagde sig som et baglys omkring hans kontur. Tungen gled over underlæben med et uimponeret ”Hmm.” Til følge idet fedte forsøget pralede af som var det olie i vand. Det kunne han gøre bedre.
Ikke villig til at træde ind på sølvhingstens domæne viklede Fleur armene fri af hinanden og slog slåen fra ind til nabo hesten der ugenert gumlede videre på stråfodet, da hun stavrede ind og stillede sig på modsatte side af skillevæggen Theuderic stod henslængt op ad.
Det ene bryn skød sig op, delvis som en understregelse såvel som i en udfordring. ”Du kan digte bedre undskyldninger end det, Ridder Sangy.” Tonen væsentligt mere inkvisitorisk. 

[Theuderic af Sangy]

Blikket fulgte hendes bevægelser, som hun filtrede armene fri og tiltog sig adgangen til nabohestens bås. Hans blik spillede let, tydeligvis interesseret, men også lidt underholdt af hendes tale og gøren.

Selv drejede han kun overkroppen i det omfang det var nødvendigt, for at kunne skæve mod hende, da hun nu næsten stod bag ham. Smilet bredte sig skælmsk, da hun bad - ja nærmest udfordrede ham til at lyve med mere ynde. Han tog gladeligt imod udfordringen og rynkede brynene i en kortvarig tænken, der næsten var unødvendigt, da ordene straks flød fra hans læber, imens blikket glødede lidt af morskab.. "Jeg skulle til gudstjeneste."

[Fleur af Aren]

Fingrene havde lukket tæt om den mørknede træramme mens hun ubevægeligt stod afventende på den bedre løgn. Alvors minen krakelerede langsomt, startende med en svag sitren i mundvigene, da han end ikke forsøgte at besnakke hende.
”Aha, jamen så har du vel intet imod at reciterer Mithras’ syvende vers for mig?” Smilet bredte sig langsomt mod et mere uskyldigt et af slagsen ”Jeg har desværre glemt hvordan de lyder.” Musede hun uskyldigt videre og tiltede hovedet mod skulderen. ”På dine knæ naturligvis.” Blikket slog sig hentydende skråt mod jorden foran hende, før Fleur atter søgte øjenkontakten.

[Theuderic af Sangy]

Et latterfnys udstødtes gennem næsen. Underholdt af de kække ord. Han vendte sig om. Nu, med fronten mod hende og underarmene støttende den lænende overkrop på skillevæggens kant.
Med ansigtet på nærmere niveau med hendes, kunne han bedre betragte hendes reaktion, som han med en glødende sensualitet i de grå øjne sagde: "Du kan få det stående?"

[Fleur af Aren]

Theuderic var så absolut ikke frikendt fra sin anklage om at have undgået hende med fuldt overlæg, men det umuligt gjorde ikke et mindre sinds skifte mod de mere løsslupne.

Fleur lænede sig instinktivt nærmere med mørke øjne der slog ildfulde gnister, som fantasien allerede begyndte at spinde ind på krøllet skørt, vandrende hænder over glinsende muskler.
”I så fald må du heller komme her om, Ridder Sangy.” Opildnede hun henført, med blikket hvilende på hans læber.

[Theuderic af Sangy]

Han stod et øjeblik og betragtede de ravbrune øjne, hvori gyldne gnister slog under forventningens spænding. Theuderics grå, gjorde det samme, som fantasierne rodfæstede sig i kroppen. Der hang en sælsom form for magnetisme i luften mellem dem. Intens. En, som næsten var for uimodståelig..

Han sukkede vagt og måtte vende ansigtet bort for at bryde kontakten. Rettende på posituren støttede han sig istedet på hænderne, inden han vendte blikket tilbage mod hende. "Vi kan ikke." Sagde han dæmpet.

[Fleur af Aren]

Mundvigene sank så munden blev til en lige streg af frustration over den pludselige fornuftighed. Misfornøjelsen blev dog gjort kort af den stadig pulserede forventning der forgrenede sig fra mellemgulvet, der ikke lod sig mildne så let.
”Nej du har ret.” Istemte hun med falsk forståelse og trådte en halv skridtlængde væk fra skillevæggen, der lige akkurat efterlod hende udenfor rækkevidde ”Det ville være dybt ubetimeligt, med alle de forberedelser der skal gøres inden krigen.” Listige fingre begyndte at trække i kjolens snører, så den lyse underkjole langsomt kom til syne.

[Theuderic af Sangy]

Øjnene knebet lidt sammen, fulgte blikket Fleur som hun trådte tilbage og ganske koket lod fingrene trække kjolens snøre løse. "Fleur.." Brummede han, med en lidt irettesættende tone, da han hurtigt gennemskuede hendes intention. Han kunne dog langt fra skjule interessen og fascinationen af hende i sit blik, som kjolens lag gled over hofterne og landede på gulvet, da fødderne bar hende ud af båsen og mod staldgangen.

Selv trådte han ud. Fulgte hende som hun gik.

[Fleur af Aren]

Drevet af følelsen af hans blik på sig, foresatte Fleur sin tilbagegang, ud af det mindre stof hav hun havde skabt sig for sine fødder.
Et fornøjet smil trækkende i mundvigene smiskede hun, ugeneret af den autoriteter stemmeføring ”Ja Theuderic?” og sørgede for at slå blikket op gennem de mørke øjenvipper i møde med hans, da ryggen støtte mod stigen til høloftet.

[Theuderic af Sangy]

Han nåede hende ved den smalle, robuste træstige. Her trådte Han hende tæt og kunne ikke afholde øjnene fra at tage synet af hende ind. Hendes fyldige læber, nøgne skuldre og bryster der sås gennem den tynde særk. Han lod hånden glide over det ene, kærtegnende brystets sensitive knob på vejen med tomlens flade, inden han førte den om på ryggen for at trække hende tættere. "Du er slem." Lød det sagte, med et lidt djævelsk smil ilagt de sensuelle noter.

[Fleur af Aren]

Reaktivt svajede hun ind i hans hånds kærtegn, der gik nakkehårene til at rejse sig og små ild tråde til sprede sig helt ud i de fineste af nervebanerne. Det svage suk af eftergivenhed gled over i et mindre brum af ærgrelse, da hånden gled videre om til ryggen.
”Måske er jeg bare en betænksom komtesse, der ikke ønsker at tilsvine sin nye kjole.” Proponerede hun spøgefuldt og lukkede fingrene om hans nakke for at trække ham ned til sig, så hun kunne nå hans læber i et begærligt kys der efterlod hende lettere saktåndet.

”Men hvis jeg kan godt klæde mig på igen, hvis det giver dig ro i sjælen, Theuderic af Sangy.” Hviskede hun en åndedræts bredte fra hans mund, stadig med smagen af ham på sine læber. ”Eller du kan vise mig alle de ting som er unge komtesser forbudt.” Med et glimt i øjet og et ulvesmil om læberne slap den ene hånd nakken og bevægede kærtegnende ned over brystkassen, mod hans livvidde fortil. 

[Theuderic af Sangy]

Hendes lave sukken, bragte en opstemmende fornemmelse og inviterede ham til at fortsætte de små berøringer. Med lidt tilfredshed, så han på, da nydelsen erstattedes med ærgelse, da han nægtede hende mere. Et bryn hævedes af hendes ord, "Ved at lade den ligge på gulvet?" Undrede han sig med en flabet mine.

Hendes fingre lukkede sig om hans nakke og Theuderic ydede ingen modstand, da hun krævende trak ham ind i et kys, han helst ikke havde sluppet. Ånden føltes varm mod hans læber, som hun talte. Han fnøs vagt, gengældende rævesmilet under tunge øjenlåg. Hendes fingres vandren æggede ophidselsen på og fik ham til at vende hende rundt, i en bestemt bevægelse. Hendes front mod stigen.

Tæt, stillede han sig, med begge hænder hvilende om hendes hofter. Han ville have taget hende her. Tanken strejfede ham kort, med bagdelen så tydelig mærkbar gennem stoffet. Men istedet lænede sig istedet ned for at dæmpet beordre; "Op."