Kejserens klæder

[Blanche Rosenknop]

Blanche havde sovet længere og dybere end hun huskede at have gjort længe. Det var tiltrængt efter den rædselsfulde aften og nat hun havde haft. Da først hun vågnede var Alexandre af Monteres forsvundet og hun stod op fra sengen i sin krøllede underkjole og så sig rundt i det halvmørke soveværelse med skodderne trukket for. En lyskegle fra et halvt åbent vindue gav nok lys til at se den uldkåbe, der lå til hende på sengekanten. Hun trak den over skuldrene og lukkede den til foran med et par hægter, før hun begav sig ud af rummet og fulgte duften af mad igennem det lille, men pæne og fornemme byhus.

Da hun nåede køkkenet blev hun blidt men bestemt gennet ud og videre ind i et rum, der måtte være stuen, hvor alt socialt for adlen foregik. Hun følte sig straks malplaceret med sit rodede hår og upassende beklædning, men der var ingen derinde, så hun sank ned i en upolstret træstol og skar kun en lille grimasse af følelsen af eftervirkninger fra pisken.

Så gled hendes blik igen rundt med store øjne, lige indtil døren gik op igen og hun så op og over på husets ejer.

[Alexandre af Monteres]

"Du er vågen," Alex var trådt ind i stuen, og gik med rolige skridt hen over dets gulv i hendes retning. Han tårnede høj som altid, rank og alligevel med et nonchalant fald i skuldrene. Tøjet, han var iført, sad fornemt og skræddersyet perfekt ind til den ranke ryg og fremviste tydeligt den atletiske silhuet, som han besad. Det mørke hår og de mørke skægstubbe var en tydelig kontrast til de grå øjne. Alex fremstod stort set altid yderst præsentabel, og denne morgen var ingen undtagelse - også selvom, at han bare befandt sig hjemme. Og alligevel var der noget anderledes over ham, noget, som havde fået tjenestepigerne til at tænke. Han virkede mere udhvilet. Han havde faktisk sovet.

Som han nærmede sig Blanche, afbrød han stilheden i den lille stue, alt imens at hans blik hvilede på hende, "Jeg vidste ikke, hvad du foretrak af morgenmad, så jeg bad dem om at lave lidt af det hele.. Æg, frugt, brød, te, kaffe. " han remsede op med et skuldertræk. Så stoppede han op foran Blanche og lod blikket glide ned over hende, en anelse sigende på baggrund af hendes filtre hår og lettere tynde underkjole, "- Har du sovet godt?"

[Blanche Rosenknop]

Blanche stod ud i rummet i kontrast til det med sit hår og sin underkjole. Alexandre, derimod, var som skabt til at være der, i sin ulastelige tunika og hoser i mørkere farver end hun nogensinde ville have råd til at betale for. Hendes blik blev fanget i hans og fulgte ham hele vejen gennem rummet, før han stod og så ned på hende og hun næsten - næsten - kunne mærke ham. Hun sank og følte sig vurderet, hvilket han utvivlsomt havde gjort mange gange, men åbenbart ikke gjorde som en investering mere.

Hun nikkede til spørgsmålet og klarede halsen lidt.

"Sov du... Sammen med mig... I nat?"

[Alexandre af Monteres]

Alex stod en anelse hængende og så på hende, alt imens at han lyttede til hendes ord. For ham var dét, det mindste problem. At se hende i denne mundering var større. Hvad hvis tjenestedrengene så hende? I den der tynde underkjole, hvis stof gjorde, at man kunne se anmærkninger af hendes sårbare bryst, så snart at hun rykkede på sig.

"Ja?" svarede han nonchalant, og lagde armene i kors, "Men vi har andre ting at tænke på, Blanche."

Alex så sigende på hende. Der var noget i hans blik der var insisterende, "Du kan ikke gå rundt sådan der. Medmindre at det kun var mig tilstede under morgenmaden, men så længe tjenestefolket er her, kan jeg ikke tillade det. Tjenestedrengene vil ikke kunne koncentrere sig.."

[Blanche Rosenknop]

Blanche synes ikke der var andre ting at tænke på. Hun synes det var temmelig relevant, det hun spurgte om, men Alexandre affejede det og hun sad tilbage og lyttede på ham og følte sig endnu mere malplaceret ved hans ord. Hun trak kåben tættere omkring sig over den krøllede underkjole og blev mindre og mindre i stolen, som hendes skuldre sank helt sammen. Hun slap ham også med blikket og så ned. Tænderne lukkede sig om underlæben i et lidt betuttet udtryk og hun mærkede sine øjne svide svagt, før hun bed det i sig og snøftede ind. Så havde vreden bygget sig nok op og den eksploderede.

"Det var dig, der tog mig herhen sådan. Jeg har ikke bedt om at være her. Jeg har ikke bedt om noget af det her. Jeg kan bare gå, hvis ikke jeg passer ind i dit pæne hus." Hun rejste sig op i en pludselig bevægelse og gik den modsatte vej af hvor han stod. Væk - ud. Det måtte hun kunne komme.

[Alexandre af Monteres]

Alexs kæbe spændtes en anelse ubevidst, da han noget overrasket over Blanches valg betragtede hende rejse sig fra sin plads og vende ham ryggen. Selvom at der ellers ikke var noget yderligere på hans ranke, stolte kropssprog der fortalte, at han et split sekund mærkede hvordan hun fik ham til at holde vejret en kort stund.

Så han fulgte efter. Med raske skridt nåede han hende før hun kunne række ud efter dørhåndtaget, og med en fast bevægelse, lagde han sin hånd imod. Hans blik hvilede fast i hendes, som han nu stod der foran hende og forhindrede hende i at forlade lokalet.

"Det er grunden til, at jeg har sørget for at en skrædder og en syerske kommer om en times tid. Til at tage dine mål til noget nyt tøj." Der var noget i hans stemme der var insisterende. De var bestemte, med en tydelig indirekte hentydning til, at hun ikke kunne forlade ham nu.

"Du vælger selv, hvad du vil have af stof og design. Underkjoler. Kjoler," hans blik faldt for en stund mod hendes tynde underkjole, inden at han rettede det op igen, "Men jeg bestemmer ét, som jeg forventer, at du tager på når jeg beder dig om det. En kjole. Ikke andet."

[Blanche Rosenknop]

Blanche troede ikke rigtig at Alexandre ville lade hende gå. Han var en mand, der var tydelig om hvad han ønskede og hun vidste at han ikke slap noget han anså som sin ejendom. Hun så op på ham med blanke øjne og hørte hvad han sagde. Og hvad han ikke sagde. Så snøftede hun ind igen og slog blikket ned.

Hun fattede sig lidt og nikkede. Fugtede læberne og sank en klump.

"Rigtige kjoler? Lukkede og... Ordentlige?"

På Rosen var det ikke usædvanligt at tøjet var lavet så det var let at flå af. Hun ejede ikke en helt rigtig, pæn kjole. Kun en slidt, grå en.

[Alexandre af Monteres]

Hendes spørgsmål mindede ham om, hvor hun kom fra. I modsætning til ham, havde Blanche ikke haft en masse dyre ting og klæder, som var så normaliseret for en af hans stand, ja måske endda nærmest bagatelliseret af snobbede adelskvinder, der fik alt hvad de pegede på. Ham og Blanche kom fra hver deres vilkår, fra hver deres klasse. Endnu engang måtte han indse, hvor vidt forskellige de i virkeligheden var. Og alligevel var han så draget af hende.

Alex svarede ikke direkte, men hans blik gjorde. I stedet tog han et dyb indånding, inden at han kom til orde, "Du spiser først, så du kan stå stille i nogle timer. Men ikke sådan her.." Han så overvejende op mod døren, der førte ud til spisestuen. Tankerne om tjenestefolket, der stod derude, parat til at tage imod dem, var ikke ligefrem det mest optimale.

"Jeg får det bragt op til soveværelset. Hvor vi kan spise i fred. Uden nysgerrige blikke på dig."

[Blanche Rosenknop]

Blanche tog en dyb indånding. Hun lod sig bestikke, ikke mindst fordi hun ikke rigtig vidste hvad der ventede på hende udenfor.

Hos Alexandre kunne hun i det mindste forudsige det delvist. Så hun sank, så ned over sig selv i kåben og forstod det sådan at hun så fattig og ussel ud, selvom det var en kåbe fra Rosen, som hun synes var flot. Hun accepterede dog alligevel dommen og lagde sin hånd ovenpå hans på dørhåndtaget for at åbne og komme ud af det pæne rum, hvor hun havde troet hun skulle spise.

Hun kendte godt vejen tilbage til soveværelset. Her satte hun sig langsomt ned på sengekanten igen med en tanke på sin ømme bagdel. Hendes mave knurrede. Hun så lidt over imod Alexandre og havde tusind spørgsmål. Hun startede med et mere simpelt.

"Hvorfor vil du give mig pænt tøj? Og bestemme en kjole?"

[Alexandre af Monteres]

Alex´s tålmodighed blev sat på prøve. Hans blik hvilede på Blanche, nærmest sigende over hendes vedvarende spørgsmål. Han lagde armene i kors, og høj som han var, med hende siddende på sengekanten, stod han i stedet nonchalant på sin spot på gulvet og virkede mere eller mindre som en fader overfor sin datter. For mange kunne det virke intimiderende. Nærmest kontrollerende.

"På et tidspunkt, Blanche, har jeg en forventning om, at du tager med mig til et par arrangementer," Alex holdte det grå blik på hende. Han undlod at nævne mere. For arrangementernes klientel og kvalmende luksuriøse, kulturelle stil var langt fra, hvad den almindelige borger nogensinde ville turde drømme om. Det var arrangementer, hvor invitationerne var blevet sendt ud til dem, der havde betydning, og hvor påfugle kunne vise deres fjer.

Alex selv brød sig sjældent om dem; mest af alt fordi, at det var så opstillet. Men hans navn og stilling gjorde, at han havde en forpligtelse.

"Faktisk, så har vi et arrangement vi skal til om et par dage. Et bryllup. Du klæder dig i tøj, smykker og sko, som du finder passer bedst. Du behøver ikke sige noget, men jeg vil have dig til at være ved min side. Hele aftenen." Det kunne lyde ganske forkert. Som en pyntegenstand. Ikke langt fra det arbejde, som hun allerede kendte. Men Alex virkede nærmest upåvirket af det. Og som han afsluttede sin sætning, nærmest som en ordre, så han afventede på hende. For at se hendes reaktion.

[Blanche Rosenknop]

Blanche ignorerede, som så mange andre gange, at Alexandre positionerede sig på en måde, hvor han så mest muligt intimiderende ud. Hun havde sat sig midt på sengen i skrædderstilling, så underkjolen gled op og viste hendes ben under kåben. Det rørte hende ikke. Han havde set alt i forvejen og nøgenhed var ikke et uvant stadie for hende.

Det, der til gengæld rørte hende, var hans beskrivelse af hendes opgaver. At tage med ham. At være blandt hans slags, ganske vist uden forventning om at tale. At være hans tavse stykke pynt i en utvivltsomt dyrere kjole end noget hun havde ejet i sit liv. Hun sank, bed ned om sin underlæbe og nikkede. Hvilket valg havde hun? Intet. Så hun medgav tavst til dét krav og hun fortsatte snart med at indtage den bragte mad i tavshed. Hun studerede ham dog, imens hun spiste. Overvejede sin situation fra mange vinkler.

Han agerede lige så bestemmende som altid, men selvom han fremstod kølig, så vidste hun at han havde en svaghed for hende. Han følte noget, uanset om det var kærlighed eller begær. Og hvad det var? Det havde hun tænkt sig at finde ud af.

Den nat ventede hun ikke på at lade mareridtene finde hende, før hun søgte ham. Hun trak den lånte overkjole hun havde fået sig af, løsnede sit hår og smed sine sko og sokker, inden hun vendte sig mod Alexandre og rakte hånden ud for at trække ham med imod sengen, væk fra hans stol, hvor han tilsyneladende havde planer om at starte aftenen. Ikke på hendes vagt.

[Alexandre af Monteres]

Sådan blev det. Det var nu klarlagt mellem dem, hvad Blanches rolle ville være under brylluppet, som ventede om nogle dage. Og som hun indvilgende havde nikket ja og gået i gang med morgenmaden, var der ikke mere at tale om vedrørende Alexs ordre. Efterfølgende denne dag, efter morgenmaden, var de gået hver til sit; Alex med sine gøremål i form af arbejde, og Blanche med sine, hvor blandt andet mål til kjolerne blev taget af syersken, parfumer, smykker og sko blev prøvet og hvor tjenestepigerne havde kæmpet en brag kamp med at få filtret den unge Roses uglede hår fri.

____

Aftenen var endt med den aftale aftensmad sammen. Og da også aftenen var gået på hæld, og de nu befandt sig på værelset alene, var de såmen faldet i rytmen med at Blanche var gået i seng. Alex, derimod, havde siddet ved sit skrivebord for at færdiggøre de resterende dokumenter fra dagens arbejde. Pejsens ild knitrede stadig en anelse og oplyste svagt det store, luksuriøse soveværelse.

Det overraskede Alex, da han pludselig blev afbrudt midt i sit arbejde, og som hans blik landede på den lille skikkelse, blev han ganske roligt trukket med fra sin plads. Og med ét glemte han alt om arbejde og vigtige dokumetner.

"Blanche.." nåede han kun at få over sine læber, før at de nu befandt sig mod sengekanten, "Hvad har du gang i?"

[Blanche Rosenknop]

Blanche havde ikke tænkt sig at lade Alexandre lade som om han var sådan en mand, der bare kunne slippe sin ejendom fri. Det vidste hun var løgn. Hun hadede løgne. Hun var heller ikke altid lige begejstret for ham, men i det mindste plejede han faktisk at tale sandt.

Ikke nu. Så hun havde tænkt sig at afsløre ham. Hun trak ham hen til sengen og løftede blikket til ham, da han protesterede - lidt sent.

"Jeg vil ikke have mareridt igen," påstod hun troskyldigt. "Kom." Hun hev i ham for at få ham videre med sig ned i sengen.

[Alexandre af Monteres]

Det var med blandede følelser, at Alex nu stod her, velvidende at han havde noget, som han kæmpede med. Hun anede ikke hvor stor en ubærlig lyst, han havde til hende. Til at få lov til at give slip på sin kontrol og bare lade sig gøre, hvad han mest at alt havde behov for at gøre mod hende. På den anden side, så havde han et løfte at holde. At han ikke ønskede, at Blanche skulle se sig selv som blot en rose i hans nærvær. Der var selvfølgelig ingen der sagde, at hun inviterede ham til et intimt øjeblik nu og her, men Alex vidste, at alle hans indre dæmoner ville guide ham i den retning hvis først han endte i den seng.

Med en fast hånd stoppede han hende i at nå ned på sengens madras. Han tog en hørlig indånding og måtte kort synke for at kontrollere sig selv.

"Du tester mig, Blanche," lagde han kortene på bordet, med et sigende blik.

[Blanche Rosenknop]

Blanche rynkede panden dybt over anklagen, selvom han havde ret. Det havde hun ikke tænkt sig at indrømme. Ikke engang et øjeblik. Det handlede ikke om at hun ville have ham, for det var hun helt klar over at hun ikke ville. Han var et frygteligt menneske. Besidderisk, dominerende, kontrollerende og kold. Hun ville blot afsløre ham.

"Ikke det mindste," svarede hun bestemt. "Da du kom til mig i nat, havde jeg ikke flere mareridt. Insisterer du på at jeg skal miste min søvn på det igen eller vil du hjælpe mig?"