Et løfte er et løfte

[Sylvie af Louzy]

Der var gået to dage siden Sylvie havde helet og forbundet armen på en ung soldat og hun havde taget imod en tjeneste som betaling. Løftet om at vende tilbage til ham den efterfølgende dag var blevet brudt, for det var et stort følge og hun havde ikke tid til at gå på jagt efter ham, men da de slog lejr denne dag, rettede hun alligevel henvendelse hos en af de tjenestefolk, der var rejst med paladsets magikere.

"Jeg søger en Mester Uller Væringer," sagde hun til ham og bød ham at lade en forespørgsel gå rundt. Med lidt held ville den nå frem til soldaten, som da ville få at vide, at hans tilstedeværelse var ønsket i magikernes lejr.

[Uller Væringer]

Uller ville havde gået og finde Sylvie så han kunne komme af med hans gæld betale tilbage men han havde fået ordre på at være en patrulje for sikre at ingen røvere grupper var gale nok til at angribe resten af hæren og han var først kommet rigtig tilbage til lejren for mere tid end at spise og sove for et par timer før han skulle ud igen så hans plan var at få noget at spise og sove hele natten og så finde Sylvie så han kunne få mindre opmærksomhed fra guderne men han nåede kun at få noget at spise før han hørte en af magikere spurgte efter ham han håbede det ikke var Sarah Merchande som ikke ville brokke sig til ham imens han gik mod magikernes lejr

[Sylvie af Louzy]

Der gik nogen tid og Sylvie var netop færdig med at helbrede et forvredet knæ på en af ridderstyrkens befalingsmænd, da hun fik øje på en menig soldat, der nærmede sig. Hun sendte ridderen bort og gjorde tegn til vagtposten om at lade manden komme igennem.

"Mester Væringer," hilste hun og smilede venligt. "Jeg håber ikke, at jeg trak Dem væk fra for mange pligter?"

[Uller Væringer]

Uller var glad for at han fik lov til at komme ind uden at vente længe på at få lov til at komme ind til lejeren ”bare Uller frøken Tource” hilste han igen og strække sig kort og sagde ”nej har fri for de næste par dage men har også arbejdet næsten siden vi talte sammen sidst så undskyld for ikke at kunne komme tidligere frøken Tource og hvad vil de have jeg skal gøre”

[Sylvie af Louzy]

Sylvie nikkede forstående til hans ord og slap en dæmpet lyd. "Så håber jeg ikke, at det næste kommer ubelejligt for Dem," konstaterede hun og drejede sig helt mod ham. Smilede venligt, men også autoritativt og uden undskyldning. Han havde selv bedt om en måde at tilbagebetale hendes hjælp for.

"Jeg har besluttet, at Deres tilbagebetaling kan bestå af et døgns arbejde - det næste døgn, hvis De er fri til det. Jeg har ofte brug for ekstra hænder i mit arbejde og til i morgen kan det være Deres."

[Uller Væringer]

Uller gabte kort før han sagde ”ikke nok til ikke ville betale gæld tilbage og så længe de ikke forventer jeg forbliver vågne for de næste døgn” han var til en vis grad ligeglad hvad hun ville have han skulle gøre for at betale sin gæld så han kunne koncentrere sig om sine jobs uden at bekymre sig om guderne holdte øje med ham så han sagde ”så hvad vil de have jeg skal begynde med”

[Sylvie af Louzy]

Sylvie nikkede og trak ganske, ganske svagt på smilebåndet. Hun var ikke komplet ubekendt med borgerstanden, men det var sjældent, at hun var omkring menige soldater og hans gaben var på en eller anden måde en luftforandring fra hoffets etikette. Hun kommenterede dog ikke på det, men svarede blot.

"Ikke, hvis jeg ikke har brug for Dem," svarede hun. "I det tilfælde kan De sove. For nu kan De tage spanden dér og komme med mig. Vi er ikke ved fronten endnu, men som De selv har erfaret, er det ingen hindring for skader og vi har flere at tilse."

[Uller Væringer]

”Javel frøken Tource det er jo hvad der sker” svaret Uller roligt han ville være mere overrasket hvis der var ingen som havde taget skade på deres rejse han håbede bare på der var for mange adelige såret som ville behandles pænt og fin og blive helbredt med så lidt smerte i løbet at processen men han tog spanden og gjorde tegn til Sylvie at vise ham hvor hun ville gerne have den hen

[Sylvie af Louzy]

Sylvie førte an og snart var de ved den første, en væbner, der var blevet slået hårdt ned af en feber og var blevet placeret i et hastigt opstillet tændt.

"Jeg har brug for Deres hjælp til at for skjorten af ham," konstaterede hun praktisk og så på den bevidstløse dreng. Mærkede ham på panden med en urolig mine. "Dernæst kan De vride klude op. Vi må have ham nedkølet."

[Uller Væringer]

Uller nikkede forstående og hev en lommekniv frem og skar hurtigt knapper at skjorten for at gøre det nemmere at få den at og han lagde dem i hans lommer så han kunne sy dem igen eller få en anden til at gøre det senere og sagde roligt samtidig imens han vride klud op ”er der en grund til vi ikke putter ham i floden den ville nemmere kølig ham ned og det ville også gøre det hurtigere” og lagde klude på kanten af spanden før han løftede ham op så han sad op og holdt ham oppe så det var nemmere at for hende at tage hans arme ud af skjorten

[Sylvie af Louzy]

Det var et godt spørgsmål og Sylvie brød sig godt om, at soldaten ikke var bleg for at stille dem. "De har ret i, at det ville være en hurtig løsning," medgav hun, mens hun frigjorde den halvt bevidstløse dreng fra skjorten. Hun gjorde tegn til, at soldaten kunne sænke ham ned at ligge.

"Men hvis vi afkøler ham for hurtigt, kan det have fatale konsekvenser," fortsatte hun og lod sin hånd svæve i luften over hans overkrop, som følte hun efter noget usynligt. "Og i floden ville det være for let at overse, hvad der foresager feberen - og i værste fald gøre den værre, hvis han har et sår."

[Uller Væringer]

Uller sænke drengen ned og tog kluden op og lagde den på drengens pande og begyndte vride en ny klud op og sagde samtidig ”troede de havde set efter sår eftersom han lå her før jeg kom” den første hun sagde gav god mening for ham han vidste godt hun vidste mere om helbredelse end han gjorde så han vidste godt af han skulle ikke stille for mange spørgsmål

[Sylvie af Louzy]

Sylvie havde intet mod spørgsmålene. Måske ville hun en dag selv være læremester for et ungt menneske, der var velsignet med gaven. Det her kunne være en god øvelse.

"Jeg forstår Deres tanke, men jeg har ikke tilset ham før," forklarede hun, stadig koncentreret. Hendes bryn trak sig sammen. "Hjælp mig med at vende ham."

[Uller Væringer]

Uller nikkede og tog kludene at ham og lagde dem i spanden og tog fat i drengen og sagde ”hvis de tager styr på benene så tager jeg mig at resten” det var ikke den første han skulle vende en person om han havde glemt hvor mange han havde vendt om og sagde ”på tre en to tre” og vente ham om lå på sin mave

[Sylvie af Louzy]

Det var rart, at der ikke var nogen diskussion og snart var han vendt. Ganske som frygtet, havde drengen et sår på ryggen, der var frygteligt betændt og Sylvie gik straks i gang med at behandle det.

Der gik nogen tid endnu, før de kunne forlade teltet igen. Da de gjorde, så hun på Uller. "De er ikke på vej til at desertere endnu?" spurgte hun ham og der var en lille, spøgefuld gnist i hendes blik.