Mange bække små

[Tetrica af Bonville]

Bonvilles byhus.

Sen aften.

Estevot af Bonville

Det var sent. Tetrica havde efterhånden været hjemme et par timer; alene. Benjamin og Jacquetta af Bonville var taget afsted til Tardigy og Théodore Corbin af Bonville var ved fronten. Af hendes børn var kun Adélita af Bonville hjemme men hun var stadig i fuld gang med at danse; noget hendes mor ikke kunne fortænke hende i. Der var mørkt i alle rum undtagen den lille af stuerne som hun havde fået varmet op.

Hun var fuld og havde afklædt sig næsten alt sit tøj alene som lå i små bunker på gulvet. Det lange sorte vilde hår gled ned i bløde lokker; kærtegnede den solkyssede hud på hendes arme og kraveben. Hun stirrede med de brune øjne mod den flakkende ind og jo længere tid hendes mand var væk, jo vredere blev hun.

Hun var arrig og indebrændt.

[Estevot af Bonville]

Estevot var kommet sent hjem. Som så mange andre aftener havde han tilbragt den væk fra byhuset, med det resultat at ham og hans hustru ikke havde set meget til hinanden. Duften af sprit hang over ham, og så man godt efter kunne man fornemme en mild kvindeparfume i hans tøj. Det var såmen ikke noget nyt efterhånden - en "hemmelighed", som Tetrica absolut var fuldt bevidst om.

Støvlernes tunge trin lød hen over gulvet i gangen. Lys fra den lille stue, der kastede sig ud fra dørens sprække, fangede hans opmærksomhed, velvidende at næsten alle i familien var ude. Så enten var det Adelita eller Tetrica, der befandt sig der.

"Ma petite..," Estevot stod i døråbningen og betragtede sin hustrus bare ryg. Det mørke hår, der faldt ned over de bare skuldre. Enhver tjenestedreng ville ikke kunne have været i sig selv over synet.
"Jeg håber ikke, at De venter på nogen udover mig, Nådigfrue af Bonville.."

[Tetrica af Bonville]

Tetricas mørke bryn var gledet ned, tættere mod hendes øjne og lignede en der var ved at overveje alle måder hvorpå man kunne slå sin mand ihjel; uden at blive opdaget. Hendes læber krøllede sig sammen i en let grimasse og til en start hørte hun ikke døren gå og først da hendes mands stemme lød rykkede hun på sig.

Ikke et ryk man ville bemærke; kun hendes skulderblade rykkede sig i en trækning. Hun drejede hovedet ganske let, så hun lige kunne ane at han var der. "Hvad hvis jeg gjorde?" hviskede hun let og flyttede de slanke ben fra bordet og krydsede dem.

Nu slangede hun sig; drejede kroppen så hun kunne se direkte på ham. "Jeg har sendt ham ud af vinduet"

[Estevot af Bonville]

Et træk dannede sig i Estevots mundvige over hendes flabede svar. Et flabet svar, og en ligeså flabet måde at vende sig rundt på, så kun fantasien satte grænser for hvor bar hun i virkeligheden var. Den lettere solkyssede hud mod den feminine silhuet, der formede sig i rendyrket kvindelighed.

"Og så kom jeg og ødelagde det?" med rolige skridt gik Estevot tættere på; som nærmede han sig en nymfe, der netop var trådt ud af vandet og ikke måtte skræmmes væk af hans pludselige tilstedeværelse.

"Sikke en skam.." lød det sarkastisk fra ham, som han nåede hende. Hans høje silhuet tårnede ved siden af hendes, som hun sad der på stolen. Så førte han sig ind imellem hende og bordet, hvortil at han støttede sig mod bordets kant. Deres øjne hvilede i hinandens, til trods for at han glædeligt havde frit udsyn til resten af den nøgne hud.

"Tænk at forlade dig sådan her, helt alene."

[Tetrica af Bonville]

Selvom han ikke havde forstyrret hende i noget, kunne hun godt lide at lege dén leg. Selvom han sjældent blev jaloux over noget hun foretog sig. Hun var langt mere i Hvad nu hvis, hvor hendes mand udlevede det han havde lyst til. Selvom der også kunne være noget om at få ham til at fortælle om sine nætter, velvidende om at de var små og ubetydelige? Tetrica hadede nogen gange sig selv over at tænke sådan; hun ville være en frue af folket; det betød også de små og ubetydelige. Men hun blev så frygtelig bitter over tanken at en anden kvinde skulle mærke til hendes mands kærtegn.

Kærtegn hun ikke havde oplevet i en evighed.

".. Jeg var færdig." proklamerede hun med tætknebne øjne som hun så på Estevot der nu nærmede sig hende. Hun trak vejret langsomt ind, som prøvede hun at få sit hjerte til at sænke farten. Hun fulgte ham med blikket; også da han kom helt tæt på hende.

Tænderne skar let mod hinanden da kæben spændte sig. "Ja, hvilken mand ville være idiot nok til dét" hviskede hun.

[Estevot af Bonville]

Deres blikke var fast i hinandens, uden så meget som at fjerne sig. En stædighed, de havde opbygget sammen, og som i bedste velgående stadig var at se i deres ægteskab. De bar begge en stolthed og karakter, velvidende hvad de ville have, og det var nok også det der havde gjort dem så forbandede forelskede i hinanden dengang tilbage for flere år siden.

Estevots øjne kneb sig en anelse over hendes ord, velvidende at det var rettet mod én bestemt. Trækket i mundvigen var stadig at ane. Og som han lagde armene i kors, tog han en dyb indånding gennem næseborene. Duften af alkohol, der blandede sig i den søde duft af Tetricas parfume, var tydelig. Hun havde drukket. Som ham selv.

"Ah ja," sagde han nonchalant, "Det er præcis sådanne kærlige ord der gjorde, at jeg faldt så forbandet hårdt for dig." Estevot smilede flabet, "Og af en eller anden grund var du mere medgørlig efter vores nætter.."

[Tetrica af Bonville]

Tetrica havde været stormende forelsket i Marcus Agrippa Vespasian for mange år siden, indtil de brød bittert med hinanden. Estevot hjalp hende over sorgen og hun forelskede sig på ny. En kærlighed der havde skænket dem tre sunde børn og hvorpå de byggede deres alliance og partnerskab. At de også skændes og var uenige var vel at mærke en del af pakken? Men selvom hun fremstod forståelig på hans lille elskovssyge leg med de andre kvinder og unge piger så var der noget i hende der blev ødelagt hver eneste gang. Kærlighed blev langsomt til had.

Men lige nu var det ligegyldigt. Tetrica havde uden tvivl et behov der skulle opfyldes. Hendes blik svømmede let, selvom det altid var rettet mod sin mand. Hun kunne mærke rusen af alkohollen og de mange danse hun havde taget del i havde gjort hende let.

Et smil kunne man dog ane alligevel; skævt som det krøb op. "Det var mere dig der smeltede i mine hænder" svarede hun let og lænede sig nu frem.