Vi var lykkelige indtil de kom

[Mathias Brygger]

I en fjern fortid, ca. 822

Mathias sad med papiret i hænderne og stirrede lidt på det. Han var kommet hjem til mennesketomme værelser i den overetage han lige nøjagtig havde råd til at holde sig selv og Inés Våbensmed i. Brevet havde han ventet med at åbne og det var nok det bedste, for han vidste simpelthen ikke hvordan han ville have reageret, hvis han sad i vagtstuen og åbnede det.

Nu var han alene, lidt bleg, men også med en svag følelse af et sug i maven. Skæbnens kalden, måske?

[Inés Våbensmed]

Det var en fornøjet nynnende Inés, der trådte ind på værelset til Mathias. Selvom hun normalt var opmærksom, bemærkede hun intet nu og satte blot den lille fletkurv fra sig, mens hun fik tilføjet lidt ord til melodien.

Det var først, da hun vendte sig om mod manden, der stadig ikke havde sagt noget, at hun rynkede brynene lidt. Hun tog et par skridt mod ham, blikket på ham undersøgende.

"Mon cæur?"

[Mathias Brygger]

Dybe rynker sad i panden på drabanten, som først langsomt så op fra brevet med et væld af forskellige følelser i ansigtet. Spænding, frygt.

"Der har været problemer for Falanisterne i Odriara," konstaterede han, selvom han ikke vidste om det ville sige hende noget. Det sagde knapt ham selv noget. Han havde aldrig været længere end en dagsrejse fra Levagny.

"De har udbedt sig en lille gruppe soldater, trænede i at skabe ro i bylivet på havnefronten." Han åndede ind. "Jeg er blevet indkaldt."

[Inés Våbensmed]

Inés vidste, at der var en verden derude og havde endda ret godt styr på den. Andet havde ikke været muligt med hendes interesse for familieforetagendet. Af samme årsag spændtes hver muskel i kroppen og hun stod som forstenet bare og så på ham.

Hun vidste, at hun burde sige noget. Et eller andet. Men ord udeblev.

[Mathias Brygger]

Da Mathias så Inés' reaktion, blev hans egen cementeret og han rejste sig op fra stolen og lod brevet ligge på bordet. Den ene hånd fandt hendes hofte, hvor den anden lagde sig imod hendes kind.

"Så, Mon cæur, det er ikke for evigt," forsikrede han. "Det er en enkelt mission og så kommer jeg hjem til dig igen. Og pengene er gode. Jeg tror jeg vil kunne købe dig et lille hus."

Han så håbefuld ud. Det var ikke værdigt for hende at skulle bo så småt på hans lille drabantløn.

[Inés Våbensmed]

Mathias havde aldrig lagt skjul på, hvad han ville med sit liv eller, at han en dag kunne blive sendt afsted. Alligevel kom det som en overraskelse, at det allerede var nu. Deres liv sammen var knapt nok begyndt. Inés lod sig glide ind til ham og fandt trøst i hånden mod sin kind, uanset hvor lidt den trøst ville hjælpe, når han tog afsted. Hun nikkede ind mod den og strejfede hans håndled med læberne.

"Købe os et lille hus," rettede hun ham dæmpet, stemmen så blød, at den i sig selv var et kærtegn. "Du, jeg og den familie, vi skal have sammen, mon ame." Hun lænede sig frem og strøg næsetippen op langs hans næse, til hun kunne lægge panden mod hans.

[Mathias Brygger]

Mathias smilede svagt over rettelsen og brummede sin generelle enighed. Hans fingre strøg ned over hendes hals og han lukkede øjnene et øjeblik. "Det lover jeg dig, mon amour," forsikrede han.

"Når jeg kommer hjem igen, giver jeg dig alt det. Det lover jeg, Inés."

[Inés Våbensmed]

Vandrende fingre fik øjnene til at glide i og et dybfølt suk til at glide over hendes læber. Næsetippen strøg ømt mod hans.

"Du er alt, jeg behøver," hviskede hun inderligt ud for hans læber.

[Mathias Brygger]

Mathias fik gåsehud over Inés' lille suk og hendes hvisken tæt på ham. Hans hånd dvælede mod hendes hals og han tog en dyb indånding.

"Men jeg vil give dig mere end du behøver," forsikrede han og klemte let om hendes hofte. "Jeg vil give dig alt det du fortjener."