Privat afsked

[Elyot af Falanie]

Elyot bankede let på med knoerne, før han trådte indenfor i Friedas gemakker. Der ville være en officiel afsked, selvfølgelig, hvor hun ville stå sammen med hans familie og vinke efter ham. Men han havde også besluttet sig for at tage privat afsked med hende nu, aftenen før afrejsen.

De havde spist sammen, hele den royale familie. Orielle af Falanie, kongen, Gennevote af Falanie og de andre søskende. Frieda var en del af familien nu. De burde være i gang med at planlægge deres bryllup. I stedet var han halvt på vej i krig med andre nyudklækkede riddere.

[Frieda af Hasnea]

Under middagen havde hun forsøgt ikke at være alt fraværende når snakken gik mellem de andre, men hun havde været usædvanlig tavs og tvunget tillærte smil frem på de rette tidspunkter. For selvom hun forstod signalværdien i at sende kronprinsen afsted under Falanie’s faner, så blev det ikke en nemmere pille at sluge af den grund.
En lille fortids stemme mindede hende irriterende om, at hun burde være glad for Elyot’s deltagelse i krigen. Og det ville hun da også have været, hvis ikke det var fordi ingen ting længere var som Frieda havde forestillet sig de ville være.

Mange kunne have banket på, men instinktivt vidste Frieda hvem hun ville finde på den anden side af døren, da hun skyndte sig hen for at åbne den. Uden at tjekke ordentligt efter, at hendes antagelser var korrekte, lukkede hun fingrene om det ene håndled og trak ham indenfor.
”Jeg vil ikke høre et ord, før ingen af os har mere luft tilbage.” Mumlede Frieda med ryggen mod døren og en hånd lagt om Elyot’s nakke, før hun trak ham ned, så hun kunne nå hans læber.

[Elyot af Falanie]

Elyot var absolut overrasket over udviklingen efter døren blev åbnet, men han var langt fra utilfreds.

En dæmpet lyd forlod ham, men så accepterede han det frontale angreb og grinede blot lydløst mod Friedas læber, imens hans hænder lukkede sig om hendes hofter.

Han kyssede hende med tilfredshed over hendes reaktion og ikke mindst over hvor ublu hun var.

Først da han rent faktisk var stakåndet, trak han sig lidt væk og strøg hende over kinden med to fingre.

"Og så påstod nogen at det var en fordom at nordboerne er aggressive," mumlede han drillende.

[Frieda af Hasnea]

”Beklager, ville du have fortrukket mig mere ydmyg?” Frieda løsnede taget om nakken. Lod tommelfingeren stryge et par gange mellem hals og kæbeled. Læberne, stadig mærkede efter kysset, skilte sig i et mindre tandsmil, der falmede en smule i takt med en tynd tanke streg brød frem i hendes panden. Blikket gled over hans ansigt  ”Jeg har noget til dig, - noget andet end kys.” Det sidste tilføjet en kende efter. 

Hun greb ham om hånden med hensigten at føre ham med sig mod sengen, hvor hun gestikulerede at han skulle tage plads i fodenden.

[Elyot af Falanie]

Elyot grinede af det flabede svar og han stod lænet lidt frem, tæt på Frieda, imens hun strøg fingrene over hans hals og han følte det var komplet saligt. Så, da hun annoncerede at hun havde noget, røg et bryn op. Han fulgte dog med hende mod sengen og fraholdt sig selv - med seriøse udfordringer - fra at sige noget om hendes valg af gave. Mithras - han ville hjertens gerne tage imod sådan en type gave, men det var nok bedst ikke at tage imod hele pakken inden de var gift, for en god ordens skyld.

Han rømmede sig let og brynet røg et stykke mere op. "Hvilken type 'noget' er det du har til mig...?"

[Frieda af Hasnea]

Varme strømmede til kinderne, forstærket af mindet fra sidste gang de havde befundet sig alene. “Ely…” Lykkes det hende at få klemt en anelse befippet ud. Frieda var ingen tanke læser, men det gjorde ingen forskel i situationen. Det var ikke svært at gennemskue hvilket ‘noget’ han alluderede til.
“Hvis jeg siger hvad det er, så ville det ikke være nogen overraskelse vel?” Hånden slap hans hånd og greb i stedet blidt om hans hageparti “Men det er ikke dén slags noget.” Understregede hun alligevel med et grin og gav slip. 

Frieda trådte væk fra sengen, mod det lille bord med en sirligt udskåret trææske hvor i hendes smykker lå. Det tog ikke længe at finde hvad hun ledte efter; en ring af guld dekoreret med et runekompas og en lædersnor. 

Hun gik tilbage foran Elyot og holdt fundet frem mod ham "Jeg ved ringe ikke høre hjemme på en ridders hånd, når han er i kamp, men jeg tænkte, at hvis nu du bar den om din hals," Læberne klemte lidt afventende mod hinanden.

[Elyot af Falanie]

Elyot kunne ellers vældig godt lide den måde Frieda greb om hans hage på og han så fortrydende efter hende, selvom glimtet forblev i hans blik. "Du gør det ikke nemt for mig," mumlede han drillende. Hun så aldeles køn ud til aften - ikke mindst fordi han vidste han ikke ville komme til at se hende i mange, lange måneder fra nu. Bevares; der ville uden tvivl være andre at fordrive tiden med, men han havde fået lidt følelser i klemme over sin forlovede nu. Der var noget særligt ved hende.

Han så hende åbne et skrin og tiltede hovedet lidt. Så nærmede hun sig ham igen og hans blik faldt på ringen i hendes hånd. Et bryn skød lidt op, før han løftede blikket til hende og lyttede til forklaringen. "Hvad er symbolikken?" Han samlede ringen op fra hendes hånd og studerede den interesseret.

[Frieda af Hasnea]

Det virkede måske små fjollet at give et smykke med hasneanske symboler og overtro til en der ikke bar samme tro, men det var ligeså meget fordi ringen tilhørt Frieda selv og var en hun havde båret under sin egen rejse her til.
“Den hedder Vegvisir; Det, der viser vejen.” Frieda lod Elyot tage ringen “I Hasnea er der en tro på at foruden at vise vejen, så beskytter den også dem der bærer den. Sørger for at de kommer sikkert frem, men endnu vigtigere at de kommer hjem igen.” Forklarede hun mens han studerede den nærmere. "Jeg ved du nok skal komme tilbage, men..." Hun bed sig i kinden.

[Elyot af Falanie]

Elyots fingre gled over smykket og han så op på Frieda med et let hævet bryn over hendes forsøg på nærmest at beklage gaven. Det var vældig sødt, men også lidt fjollet.

"Tak," svarede han og tog hendes hånd. Han plantede et kys på toppen af den. "Jeg skal bære den til jeg kommer tilbage. Lad nu være med at gå hen og gifte dig med en anden imens, hm?"

[Frieda af Hasnea]

Frieda kunne ikke lade være med at slippe et lille gryntende grin, der fik hende til at holde den frie hånd op foran munden. “Undskyld.” Mumlede hun bag fingrene inden hun lod hånden sænkede igen.

“Jeg troede vi allerede havde fastslået, at selvom din lillebror er ganske kær, så ville jeg meget nødigt se ham i dit sted.” Mindede hun ham om, med let glitrende øjne.