Gule sommerfugle og regnskyld

[Igraine af Charenoy]

Igraine lo lavmælt, men så også på Orielle med umiskendelig varme over løftet.

"Jeg har også mine forhåbninger om, at det er nemmere nu," forsikrede hun. "Ikke fordi mit mål er nemt at nå, men alt var sådan en konkurrence, da vi alle var unge komtesser. Undtagen for dig, naturligvis."

[Orielle af Falanie]

"Ja." sukkede Orielle og satte glasset fra sig. Hun havde altid blot måtte se til når hendes hodfamer og de andre unge piger kæmpede op ledige arvingers gunst. Hun lo let ved tanken.

"Nogen gange er jeg glad for at Belthair blev valgt for mig" smilte hun varmt. "Men det var yderst underholdende at se på." bemærkede hun og blinkede underholdt til Igraine.

"Jeg mindes at både dig og Adelia havde jeres øjne på den samme unge mand."

[Igraine af Charenoy]

Igraine slap en dæmpet munter lyd. "Det har du sikkert ret i, selvom den kamp næppe var udmundet i meget," bemærkede hun.

"Hubard og jeg var jo trolovede allerede før, jeg kom på pigeskolen," pointerede hun og kunne ikke fortænke dronningen i ikke at huske det. "Men alt andet var alligevel en konkurrence dengang. Det tillader jeg mig at håbe er bedre nu."

[Orielle af Falanie]

Orille kneb let øjnene sammen i en tænksom mine. "Nej det er rigtigt.. Jeg tror hun fandt på historien for at sætte sig selv i bedre lys" smilte hun muntert. Der skete så mange ting og Orielle havde fået en god del af beretninger at vide fra den første dag hun satte en god i Falaine. Det skulle undre ingen at over halvdelen var usande.

"Adelia var også altid så.. overdrevet." Løgnagtig og smålig men det mente Orielle alligevel ikke hun kunne tillade sig at sige om en kvinde hun engang havde anset som sin veninde.

[Igraine af Charenoy]

Igraine kunne endnu engang ikke lade være med at le dæmpet og selvom hun generelt forsøgte at afholde sig fra at tale og tænke ilde om andre, så kunne selv hun høre, at det næsten var for pænt et ord at bruge.

"Det er vist ikke for meget sagt," svarede hun fortroligt, mens mundvigene sitrede. "Hvad blev der af hende? Ved du det?"

[Orielle af Falanie]

Orielle fandt altid en enormt ro i selskabet med Igraine og nogen gange blev hun næsten ti år yngre, hvis ikke mere. Det var derfor også ganske naturligt at der altid syntes at være en form for latter der flød mellem dem i stuen som ikke altid var at se når de var sammen med andre.

De blå øjne spillede underholdt. "Hun er ikke i Levangy mere, og jeg tror hun vil have svært ved at finde nogen mand i Falaine der vil ægte hende nu." Hun trak vejret dybt ind og foldende sine hænder.

"Da jeg lå syg efter Geoffreys fødsel gjorde hun et heftigt forsøg på at støtte Belthair i den svære tid" Hendes stemme blev lav som ordene gled over hendes læber og hun løftede et sigende bryn mod Igraine. Det var ikke noget der blev talt om, og derfor var det ikke så underligt at veninden intet vidste om det.

[Igraine af Charenoy]

Igraines øjenbryn gled op i overraskelse over den indledende information, men ved det næste, kunne selv ikke hun holde sig tilbage fra at måbe.

"Gudinde," udbrød hun vantro, næsten uden at kunne forstå, at nogen kunne være så idiotisk. Hun slap et fnys, der understregede, hvor usmageligt hun fandt det. "Forhåbentlig har hun lært sin lektie, men jeg kan ærligt have mine tvivl."

[Orielle af Falanie]

"Jeg ved det." svarede Orielle med et par skarpe øjne. Det havde ikke været noget kønt syn, og hun havde været helt ødelagt over at finde ud af at en af hendes egen hofdamer, havde forsøgt at gå bag om ryggen på hende.

"Det værste var nok, at jeg så hende som en veninde." Hun rystede lidt på hovedet og skænkede sig selv endnu et glas vin. Derfor havde hun også følt sig nødsaget til ikke at blive alt for tætte med sine hofdamer siden da.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var reelt forarget, men forstod heller ikke helt, at nogen kunne være så tåbelig. Det var et alt for farligt spil at spille.

"Desværre er folk ikke altid, hvad man tror," svarede hun medfølende og skænkede sig selv et glas vin. Det krævede det. "Jeg må også indrømme, at den slags er en af de få ting, jeg ikke har savnet ved hoffet."

[Orielle af Falanie]

Orielle havde lagt det bag sig, og selvom Adelia stadig spøgte i krogene var det ikke noget hun ville lade sig påvirke af. Det havde om ikke andet givet hende en lærerstreg i hvordan hun skulle omgås sine hofdamer. Selvom man aldrig rigtig kunne vide hvem et menneske i virkeligheden var.

"Nogen gange er det næsten for meget" erkendte hun med et let suk og lænede sig tilbage i sofaen.

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede forstående til dronningen med et mildt udtryk. Hun slap en dæmpet lyd og tog en tår vin, før hun sænkede glasset til det ene lår.

"Vi får vel alle brug for en pause fra tid til anden," bemærkede hun, men var sig også bevidst, at Orielle havde mindre mulighed for det end nogen anden.

[Orielle af Falanie]

"Ja, så jeg håber ikke du har fået alt for mange nye interesser der optager din tid, for jeg kommer til at sende bud efter dig til te meget mere fra nu af" svarede Orielle med et lille grin og sendte veninden et bredt sigende smil.

Særligt nu hvor hun gik en hektisk tid i møde når hun skulle hive prinsesser ind fra nær og fjern og forsøge at stable en solid alliance på banen med hendes ældste søn. Hun blev allerede træt af at tænke på det og vidste at behovet for pauser var nødvendigt, og hun havde altid stået Igraine nær.

[Igraine af Charenoy]

Et helt reelt, varmt smil gled over Igraines læber, selvom hun udmærket vidste, at det ikke var ukompliceret eller ufarligt at vende tilbage til hoffet eller dronningens nære følge. Hun var dog ikke skræmt af sig.

"Intet ville glæde mig mere," svarede hun ømt. "Det er virkelig en fornøjelse at være tilbage. Og jeg er her, hvis du har brug for mig."

[Orielle af Falanie]

Orielle sukkede lettet, hvilket fik hende til at tømme sit glas nummer to. Selvom hun var omringet af mange mennesker i løbet af en dag, og selvom hun for det meste altid kravlede ind til sin mand når natten viste sig så var hun også et sted i sit liv hvor hun aldrig havde følt sig mere alene.

Derfor betød det uendelig meget for dronningen at en af hendes mest elskede veninder vendte tilbage til hoffet. "Det betyder mere end du aner Igraine. Tak" svarede hun og rejste sig fra sofaen hun sad i for i stedet at gøre veninden selskab på den anden. Der lagde hun blidt sin hånd mod hendes og klemte den.

[Igraine af Charenoy]

De vidste begge, at Igraine var i Levagny med det formål at finde en ny mand, men med den alder hun havde, kunne det have lange udsigter og hun forventede at have god tid til at være ved hoffet.

Med det i tankerne, smilede hun varmt og gav selv dronningens hånd et kærligt klem. Noget ved at være tilbage var nu godt.

Luk?