Gule sommerfugle og regnskyld

[Orielle af Falanie]

Dronningens opholdsværelse.

Det var sent på formiddagen. Stuen var oplyst af adskillige lys da de ikke fik megen hjælp af solen der stadig gemte sig bag tunge grå regnskyer. Heldigvis havde Orielle valgt lyse farver til stuens interiør og man druknede derfor ikke i vinterens mørke. Det var en dag som denne der gjorde det ekstra tiltrangt for dronningen at bruge tid sammen med Igraine af Charenoy som hun altid nød at inviterer op til et enkelt glas eller to.

Orielle stod henne ved et af de høje vinduer og betragtede haven som godt og grundigt blev vandet. Først da døren gik op og Igraines ankomst blev annonceret løftede hun hovedet og rankede sig op.

[Igraine af Charenoy]

Der var en god del fordele ved at være vendt tilbage til hovedstaden og en af dem var gensynet med gamle bekendtskaber. Dronningen af Falanie holdt især en særlig plads og Igraine smilede, da hun blev lukket ind i de royale gemakker.

"Deres Majestæt," hilste hun og nejede formfuldendt med nakken bøjet, før hun rettede hovedet og tillod smilet at nå helt op i de brune øjne.

[Orielle af Falanie]

Orielle bøjede langsomt hovedet i hilsen og først da døren var blevet lukket og de var alene tog hun de sidste skridt hen imod Igraine og lagde blidt sine arme omkring hende og gav hende et kys på hver af hendes kinder.
"Igraine, kære. Du ser strålende ud." Lød det ømt fra hende som et smil strakte sig bredt på hendes læber.

[Igraine af Charenoy]

Igraines smil afslørede tænderne, da Orielle krydsede afstanden og hun tøvede ikke med at gengælde den familiære hilsen, som kun kom med mange års nært bekendtskab.

Det samme gjorde dét at være dus med dronningen - og det naturligvis kun mellem dem privat. "Jeg kan kun sige i lige måde," svarede hun varmt. "Jeg var glad for din invitation. Det er længe siden."

[Orielle af Falanie]

"Alt for længe siden, du er nødt til at fortælle mig hvad du har lavet - og om Delphine, hun må være så stor nu" svarede Orielle og slog let ud med armen mod de to gule sofaer som stod med et anrettet bord mellem sig.

Selv satte hun sig og var ikke sen til at skænke dem begge et glas sød vin. Når hun havde privat besøg som nu klarede hun altid tingene selv og bedte altid om ikke at blive forstyrret med mindre det var af vigtige årsager. De var stunder som disse hvor hun for et kort stund bare kunne være Orielle og gemme titlerne en smule væk.

"Jeg har fået køkkenet til at anrette lidt til os, du er ikke holdt op med at spise kage, vel?" Et drillende smil krusede sig om de svagt røde læber.

[Igraine af Charenoy]

Den varme følelse i Igraines mave var helt reel, forstærket af dronningens reelle interesse i hendes liv. "Naturligvis," lovede hun, men tog i første omgang plads.

Det næste spørgsmål trak en dæmpet latter fra hende og tænderne forblev synlige. "Yphion, nej," svarede hun, en enkelt kærlig tanke mod gudinden, hvis navn hun påberåbte. "Selvom nogen utvivlsomt ville mene, at jeg burde holde igen. Men hvorfor frarøve sig selv de simple glæder?"

[Orielle af Falanie]

Orielle smilte varmt. Havde hun sagt noget andet ville de have fundet ud af det. Men det var aldrig til at vide hvilke ting der kunne have ændret sig siden sidst de havde set hinanden. Hun var blot glad for at noget var ved det gamle.

"Jeg har det på præcis samme måde. Til de formelle middage føler jeg nærmest jeg er nødt til kun at spise et symbolsk måltid af desserterne" Hun rystede let på hovedet og løftede glasset med vin til læberne.

"Elles ville jeg utvivlsomt blive kendt som Sukkergrisen, ikke et tilnavn jeg ønsker skrevet op i nogen royale dokumenter" Nej Orielle foretrak at trække sig væk til små selskaber som disse hvor det ikke blev set med et skævt øje at hun spiste et stykke kage for meget. Dronningen holdte sig nu godt, og det var ikke til at se at hun havde en sød tand.

[Igraine af Charenoy]

Igraine lo hjerteligt og medfølende over situationen, selvom der sandt at sige ikke var nogen af dem, der burde have de mindste skrupler over at spise søde sager.

"Utvivlsomt er der ingen, der ville turde ytre den slags majestætsfornærmelser," svarede hun snusfornuftigt.

[Orielle af Falanie]

"Ikke direkte til mit ansigt i hvert fald." svarede Orielle og kunne ikke lade være med at grine let før hun tog en enkel tår af sin vin. Hun oplevede lidt af hvert, men aldrig havde noget kaldt hende noget fornærmende når hun var inde for rækkevidde. Det havde hun heldigvis sine fugle til at finde ud af.

"Fortæl mig hvordan det går med dig" spurgte hun og lænede sig en smule frem.

[Igraine af Charenoy]

Igraine slap en munter lyd, selvom det virkelig var sund fornuft at lade være med at tale ilde om kongefamilien. Det kunne i hvert fald ikke falde hende ind - men nu var hun måske også påvirket af sit venskab med dronningen.

Hun tog en indånding og nikkede en enkelt gang, mens hun foldede hænderne i skødet. "Det går godt," svarede hun, selvom tonefaldet bar en lille eftertænksomhed. Hun tog da også et øjeblik, før hun fortsatte. "Jeg har besluttet at gifte mig igen."

[Orielle af Falanie]

Orielle var ikke nærtagende og kunne nogen gange godt forstå når noget blev sagt i sjov, særligt hvis det var blandt gode venner. Men når hun tog sig af sine pligter og trådte ud af sin komfortable bobbel var hun ofte nødt til at rette pigerne ind, hvis de overtrådte nogen af de usynlige retningslinjer. Sådan havde det dog aldrig været med Igraine og hun værdsatte at deres venskab stadig holdt til den dag i dag.

Et lyst bryn gled op. Det kom ikke som en overraskelse for Igraine var stadig ung og kunne få mere ud af sit liv endnu. "Det glæder mig at du endelig føler dig parat" svarede Orielle og bøjede hovedet en smule.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ærligt ikke været sikker på, om hun nogensinde ville føle sig parat igen, men nu var der gået fem år og hun var nået frem til, at det i hvert fald var forsøget værd.

"Det har også taget sin tid at nå hertil," medgav hun, men uden skam. Nu smilede hun dog mildt. "Men jeg nåede til den erkendelse, at jeg ikke er færdig med at leve endnu. Hvordan det så udmunder sig, må tiden vise."

[Orielle af Falanie]

Orielle nikkede forstående, selvom hun ikke havde oplevet det samme som veninden kunne hun alligevel forestille sig den smerte det måtte være hvis hun selv mistede den hun elskede mest i verden. Hun trak vejret dybt ind som blikket flakkede hen over den regnfyldte rude.

"Du har klaret det så godt." medgav hun og sendte hende et smil. "Jeg glæder mig sådan til at du bliver en større del af hoffet. Så bliver det næsten som da vi var yngre"

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde brugt en del år på at være trist og hengav sig ikke til melankolien nu. Til gengæld smilede hun mildt og med hel reel varme, da dronningen fortsatte.

"Jeg ser også frem til det," svarede hun ærligt. "Jeg har savnet det. Selvom det utvivlsomt bliver en anden oplevelse nu, end da jeg endnu var purung."

[Orielle af Falanie]

"Du har langt mere erfaring end dengang, og jeg regner ikke med at du har glemt hvordan man begår sig blandt sladderglade mænd og kvinder" bemærkede Orielle med et sitrende smil. Selvom hun var habil inden for livet ved hoffet var det altid dejligt at se familiære ansigter, på trods af grunden til Igraines tilbagekomst.

"Du vil altid have mig, lige meget hvad" Lovede Orielle.