Husk mig, når krigen rammer

[Marceline Guldsmed]

Krig. Nyheden havde ramt landet som en kold spand vand i vinteren. Rygter havde floreret længe om Falanie's mulige deltagelse. Hver gang samtalen var faldet på emnet havde Marceline vendt det døve øre til, men nu kunne hun ikke længere benægte krigens eksistens og hun havde siden da følt en tryggen i brystet, der gjorde det svært at trække vejret ordneligt.

"Er du sikker på der ikke er nogen måde, hvor på du kan overtale din papa til blive hjemme?" Siddende på en tøjringspæl løftede Marceline hovedet og vendte blikket væk fra det blågrumsede havnevand. Hun kunne dårligt nok se Julian af Dison henover skulderen, men det forhindrede hende ikke i at forsøge alligevel.
Øjenbrynene trak sig nærmere sammen "Jeg kunne tage med. Snige mig med i en af vognene, under dugen." Under ingen omstændigheder ville hverken hendes forældre eller søskende nogensinde tillade Marceline deltog i krigen, men det betød ikke hun ikke kunne prøve. 

[Julian af Dison]

Julian havde ikke været i tvivl om hvad der var det rigtige at gøre. Ydermere så skulle hans bedste venner afsted, så det lå lidt i kortene at han ikke kunne sige nej. Men det betød ikke at han havde det lige godt med situationen. Særligt ikke når han havde hende; Marceline havde ikke taget nyheden pænt og han kunne ikke fortænke hende i at tænke på løsninger.

Et let suk forlod ham. Han sad lænet op af et par tomme kasser og blikket søgende ud mod det vuggende vand. Langsomt drejede han hovedet mod hende. "Nej.." svarede han. Han kunne ikke fortælle hende at han selv var en smule skyld i at det var ham, der skulle melde sig. Han havde ikke ligefremt afvist muligheden da den kom.

"Det overrasker mig ikke at du har tænkt tanken" bemærkede han i et skævt smil. Det var kun hende der kunne finde på at gøre noget så skørt. "Jeg ville ikke kunne koncentrere mig, hvis jeg vidste at du var så tæt på fronten" Han strøg en hånd gennem håret.

[Marceline Guldsmed]

Så længen ingen af dem italesatte sandheden kunne Marceline benægte, at Julian bar nogen form for skyld i sin snarlige afrejse og i stedet bilde sig selv ind at hans far, baronen i Dison, var skurken. Det var uretfærdigt, men ikke desto mindre hvad hun havde brug for lige nu for ikke at skrige sine lunger ud i afmagt.

Marceline rejste sig, kørte hænderne rettende ned over skørtet bagside og trådte væk fra kajens kant og stoppede først da deres skosnuder stødte sammen. Armene viklede sig sammen under brystet. ”Jeg mener det, mon loup.” De lyse øjne fuldt af alvor, da blikket flugtede næsens retning ned mod Julian ”Danae skal med.” Præderede hun og sank på knæ mellem hans. Blikket mildnet betydeligt.

[Julian af Dison]

Julian ville have svært ved at undvære Marceline så længen krigen stod på, og selvom han blev ved med at tænke over måder hun kunne tage med, eller at han alligevel kunne forblive hjemme sprang da af og til forbi hans blik. Det var ikke spor sjovt at se hende sådan; det smertede ham at han var nødt til at forlade hende.

Han løftede blikket op mod hende, en snert af et smil viste sig, selvom det langt fra var helhjertet.

"Men Danae er også krigsmagiker." Eller hun kunne tæmme ild og hun var vanvittig skræmmende, om hun så sig selv som decideret krigsmagiker anede han ikke. "Jeg er glad for at jeg ikke er Theo, han vil ikke kunne undgå at se sig tilbage" sukkede han og rystede på hovedet.

Han lænede hovedet let frem mod hendes. "Jeg kommer tilbage til dig" lovede han.