Fremtiden sat i sten

[Théodore Corbin af Bonville]

Bud var blevet sendt efter den første fødte af tvillingerne, der lige nu befandt sig i byhusets mindre formelle stue. Théodore havde forsøgt sig at gøre det hårde træ lidt mere komfortabel at side på ved at smide en pude bag om ryggen, der hvilede mod armlænet, så det ene ben kunne forblive i gulvet og det andet frit kunne hænge over modsatte armlæn. En siddestilling han var havnet i, da det blev mere og mere tydeligt at Estevot af Bonville som altid tog sig god tid til at dukke op, trods for det var faderen der havde krævet mødet.
Som kedsomheden tog bedre hold i Théodore faldt hovedet bagover med en dyb strubelyd. Sølvmønten der skiftevis havde trodset tyndekraften blev placeret i øjenhulen. Han ville have væddet den, på at det var en skøge, en køn en, der havde optaget den ældre Bonville, hvis der havde været nogen at vædde med. Hvor længe det egentligt påkrævet at han vente på sin fader og hvad var egentligt så vigtigt at det ikke kunne vente til aftens middag? Øjenbrynene trak sig eftertænksomt sammen om mønten.

[Estevot af Bonville]

Endelig gav der en lyd fra døren, da håndtaget blev trukket og ned og en tjenestepige åbnede døren i al hast. I modsætning til hendes lille skikkelse, som især ikke blev højere af hendes bukken i nakken og lettere nejen, trådte Estevots høje, brede skikkelse frem i døråbningen.
Støvlernes hæle var tydelige da han gik hen over gulvet, og i samme nu trak den store riddekappe af, der til sidst endte tungt hen over et tilfældigt træbord. Støv fra rejsen dansede svagt i luften, idet at det forlod kappens stof.

"Sæt dig ordentligt, Théodore," brummede Estevot kort for hovedet, som han gik forbi sin søn mod sofaen, "Kun simple borgerlige kan finde på at sidde sådan."

[Théodore Corbin af Bonville]

Som en sand stormand indtog Estevot rummet og krævede hans søns fulde opmærksomhed allerede ved de første hæleklik. Théodore svang hovedet til siden mod lyden, så mønten gled fri af øjenhulen i et frit fald mod gulvet og trillede mod den ældre ridder, hvor det næste skridt standsede sølvskivens cirkulation.

“Papa,” Hilste Théodore gentilt trods for den manglende hast med at svinge bennet fra armlænet eller få sig selv i en mere opretsiddende stilling. “Hvordan har māter det?” Spørgsmålet nærmere en formalitet omend han ikke var uinteresseret i sin mor, Tetrica af Bonville , ve og vel. En lille del af ham forsøgte måske også at udsætte snakken om det uundgåelige. Med sin tvillingebror vel gift havde Théodore en vis anelse om, hvad aftens grundtema ville være, og det var ikke ligefrem et emne der var glædesfuldt.