Offerlam

[Dauphine Marchande]

Var hun ved at miste forstanden? det var hun. Var hun ikke?

Benene bævrede lidt, skønt de ikke veg fra deres fastsatte rute. Egentlig havde de lyst til at lade sig tages på nakken og rende den anden vej, men der hang et stålsat blik i hendes vanligt milde ansigt. Hun havde gennemtænkt dette hele natten, efter den tunge hemmelighed endelig havde set dagens lys og medbragt sig et type af alvor, der ikke kunne ses bort fra. Hendes mor havde grædt, hendes far skældt ud. Afmagt. 

Som den ældste, havde Dauphine følt ansvaret vægte tungt på sine skuldrer også. Og en ide havde taget form inde bag de røde krøller, som hovedet havde hvilet på puden, men tankerne kørt i ring. 

Hun gjorde et holdt foran det velholdte, lille byhus der tilhørte Bonville slægten. En adelig slægt, der havde vist sig at være langt tættere på, end hvad Dauphine nogensinde havde forestillet sig. Hun sukkede tungt og bed sig nervøst i læben, da hun trådte dørtrinnene og slog et par slag med dørbankeren. I håbet om at finde hvad hun søgte.. eller rettere hvem hun søgte. Estevot af Bonville.

[Estevot af Bonville]

Byhuset var mørklagt, og vidnede om, at dets beboere ikke var tilstede i byhuset. Tilfældigvis denne aften var der et arrangement på paladset, som havde krævet Bonville slægtens tilstedeværelse. Et enkelt stearinlys blafrede dog let i vindueskarmen, og kort tid efter at den unge Dauphine havde banket på døren, blev lyset i dets stage rakt ud efter.

En tjenestepige åbnede let døren på klem og tittede ud. Hendes blege ansigt var tydelig i stearinlysets skær, som hun holdte tæt ved sig, og hendes øjne søgte den rødhåredes.

"Unge frøken, Bonville familien er ikke hjemme, hvis det er dem De søger.." hendes stemme var lavmælt og kortfattet, med tanke på at give den unge kvinde den nødvendige information til at komme igen en anden gang. Men kort tid efter, at tjenstepigen havde sagt sine ord, lød der en karismatisk, dyb stemme ikke langt derfra. En stemme der i sine ord tydeligvis var præget af den højere adelighed.

"En af dem er nu, frøken Julia.. Måske kan jeg være behjælpelig." En høj, mørk skikkelse stod nu ved siden af den unge rødhårede. Estevots blå blik betragtede kort gæsten. Med en panderynken fangede han hendes ansigtsudtryk. De bløde linjer, de store øjne og de røde læber. Den blege hud der stod i stor kontrast til hendes røde, krøllede hår, der bølgede ned over hendes ryg. Et ægte glansbillede. Og hun lignede sin mor ualmindelig meget.

"Frøken Marchande.. Har Deres far sendt Dem på denne tid?" Estevot så sigende på hende. Hans skikkelse var høj, rank og bred ved siden af hendes feminine, petite ramme.

[Dauphine Marchande]

"Men.." Mumlede hun, ansigtet fortrukket i en bedende mine. Hun havde brugt lang tid på at hanke op i sig selv, til overhovedet at stå her. Hun følte allerede det lånte mod, dale lidt ved skuffelsen over ikke at være udnyttet. Skuldrene sank lidt, og hun skilte kun sine læber for at bede tjenestepigen godaften.

Hun nåede dog ikke at ytre et ord, inden en dyb stemme pludselig lød tæt på. Hun havde ingen fodtrin hørt, ingen bevægelse fornemmet, så overraskelsen var stor. Særligt da blikket hastigt fandt en høj, intimiderende skikkelse ganske tæt på. "Herre!" - "Jeg..." Lød det undskyldende, overrasket, som hun automatisk trådte et par skridt tilbage. Hun slog blikket i jorden et øjeblik, inden hun lidt blinkende rettede det mod ham igen. "N-nej." Lød det. Stadig lidt perplekst. Hun tog et diskret åndedræt. "Jeg må tale med Dem." Tilføjede hun så med lidt mere tyngde, understregende hendes sags alvor, men med ansigtet vendt i en mild mine, der med en uskyldighed bad ham indvillige.

[Estevot af Bonville]

Et let smil trak op i Herrens mundvige alt imens at den unge Dauphine i al sin perplekse tilstand forsøgte at få et ord frem. Han ventede tålmodigt. Og som hun kom frem til konklusionen om, at hun var nødt til at tale med ham, denne gang mere sikkert og fast i alvorens tone, blev smilet i Estevots mundvige dog endnu tydeligere.

"Det lyder alvorligt," konkluderede Estevot, dog med mindre alvor i stemmen end hendes, "Så må vi hellere se på det, frøken Marchande, ikke sandt?" Han trådte frem mod døren, hvilket fik tjenestepigen til at åbne den straks for dem begge. Som de trådte ind, selvfølgelig Dauphine før ham selv, trak han den tunge kappe af og hang den til rette.

"Julia, hvis du vil være så venlig at lave te og bringe det til mit kontor." Tjenestepigen nejede dybt og skyndte sig mod køkkenet. Og som de nu var alene i gangen, henvendte Estevot sig endnu engang til sin gæst. Han smilede roligt til hende.

"Kom med mig, frøken Marchande. Mit kontor er lige her oppe.." Og med disse ord gik de op ad trappen mod kontoret.

[Dauphine Marchande]

Hun sank en klump og gjorde et enkelt nik med hovedet, "Ja." Tilføjede hun lidt spagt, ude af stand til at hitte rede i hvordan hun skulle reagere på den ældre og indflydelsesrige herre. Hun bemærkede det smil der trak i hans mundvige og hun var ikke sikker på det var en positiv ting. Dauphine fandt ham trods alt, ganske intimiderende.

Hun trådte ind i byhuset, da Estevot bad hende ind først og lod kåben tage fra skuldrene, da tjenestepigen rakte fingrene om sømmen. Som altid bar Dauphine dyrtfarvede og ornamenterede kjoler. Hendes far var silkehandler og klædte også gerne familien i det, såfremt der var metervarer at undvære. Kjoler tilpasset til hendes petite ramme og som muligvis snart måtte tilpasses en anden.

Dauphine fulgte Estevot med en vis usikkerhed. Hun var ingen prominent karakter, ej heller en person af mening eller særligt kløgt. Hun var en drømmer, en fantasi, der var blevet konfronteret med en virkelighed. Hun lod blikket glide rundt i lokalet, da Estevot lukkede døren til sit kontor bag dem. Bøger og enkelte stilrene vægornamenter prydede et pragmatisk, men ikke desto mindre smukt rum. Hun fortabte sig dog ikke heri, men vendte sig mod den nådige herre med et blik appellerende til medfølelse og sympati. "Herre, jeg kommer for at bede om henstand for min faders gæld og for muligheden om at tale forlig."