Gnavpot og rappenskralden

[Ysabeau af Chales]

Estienne af Chales var blevet ført ind til Triviers for at blive plejet, så han kunne hele efter sine sår. Ysa havde ikke besøgt ham, for hun havde fulgt hans ord og holdt sig til Leonius Sømand.

Nu var selvsamme dog også gået i land, så hun var fulgt med og trådte snart ind på kroen, hvor den slagne havkriger lå.

Hun blev vist til hans værelse og trådte ind, klædt i kjolen han havde købt. Nu var hun jo i Falanie. Håret var forsøgt opsat let.

[Estienne af Chales]

Estienne var ved at blive skør. Han hadede at være fastlåst og selvom han var i bedring, så havde det været en lang proces. Nu kunne han bevæge sig, men ikke uden følelsen af, at han var blevet sparket af en hest. Gentagne gange.

Det hindrede ham ikke. Han stod nu, kun klædt i hoser og strakte langsomt alle sine ømme muskler i overkroppen. Rullede med skuldrene, lod armene falde, netop som døren gik.

Han drejede hovedet, men det var ikke kroværten, der trådte ind. "Ysa."

[Ysabeau af Chales]

Ysas automatiske respons på at se ham stå var til brat at krydse gulvet for at tilbyde ham sin skulder at støtte sig til og hun tænkte ikke engang over at hun gjorde det eller hvorfor.

"Hvad laver du oppe?"

[Estienne af Chales]

Estienne nåede knapt at registrere hendes tilstedeværelse, før hun var der og han kunne dårligt andet end at lægge en hånd mod hendes skulder.

"Forventer du, at jeg forbliver liggende for evigt?" svarede han, rystede lidt i anstrengelse, men stod stabilt.

[Ysabeau af Chales]

Ysa så hurtigt op på Esti og rynkede panden. "Nej," svarede hun reelt. "Nej. Faktisk..."

Hun åndede lidt ud. Lagde sin egen hånd let over hans på hendes skulder. Hun blev stående som en solid støtte og fraholdt sig fra blidere kærtegn. "Han ville måske have sagt det selv, men Leonius Sømand... Han kan ikke vente længere. Skibet må sejle i morgen, med eller uden dig - og mig - ombord."

[Estienne af Chales]

Estienne havde været frygteligt tæt på at gå Morten i møde før tid og hans krop kæmpede endnu med efterveerne. Selv nu skælvede han over den minimale anstrengelse, det var at stå og han vidste, at det var et spørgsmål om tid, før han måtte sætte sig igen. Han havde også vidst, at det var et spørgsmål om tid, før han ville høre de ord, som Ysa sagde nu. Han åndede hørligt ud.

Tungt gled han ned at sidde og rynkede på brynene. Var han stærk nok til at rejse? Han var ikke sikker. Tankerne kværnede åbenlyst og han havde tænkt på flere ting, før han rettede blikket op mod Ysa. Klædt som den adelskvinde hun var. Tæt på at være hjemme. Han havde ikke råd til at slippe hende nu, men intet var helt, som det havde været.

"Rejser du med?"

[Ysabeau af Chales]

Ysa havde lyst til at række ud og stryge ham over håret, gennem det. Hun blinkede og skubbede den lille lyserøde kommentatorstemme væk. I stedet fyldte hun lungerne med luft og åndede ud af næsen i et suk.

"Jeg bliver hos dig. Du har en hest her, siger Leo. Den må fragte os resten af vejen herfra, når du kan, eller købe os adgang til et skib, hvis du ikke kan ride. Her er rigeligt buntmagerarbejde hvis kisten bliver tom."

[Estienne af Chales]

En umiddelbar lettelse gled gennem Estienne og han vidste, at det ikke kun var fordi, han ikke lige havde mistet alt det hårde arbejde han havde investeret i at redde sit len. Til gengæld stivnede han også lidt over hendes sidste ord. Han havde ikke fortalt hende om sin situation. Hvis han havde, ville hun uden tvivl ikke se på ham med de samme øjne længere. Hun kunne ikke vide, at han nærmest ikke havde en klink tilbage - det mindede han sig selv om. At hun formentlig bare regnede med, at rejsen havde været længere end han havde planlagt.

"Du skal ikke arbejde," svarede han og så op på hende. "Det kunne gå i Odriara, men ikke her. Snakken løber hurtigt over Falanies tinder."

[Ysabeau af Chales]

Ysa hævede et bryn, før hun trak på skuldrene. "Javel," medgav hun med en sitren i mundvigene. "Så kan jeg hellige mig mit nye erhverv som din sygeplejer i stedet."

Hendes blik spillede svagt. Hun var uvidende om hans økonomiske trængsler. Ellers havde hun insisteret.

"Hvordan går det?"

[Estienne af Chales]

Estiennes stolthed ville aldrig nogensinde være kommet sig over det, hvis Ysa havde tænkt sig at arbejde for at forsørge deres rejse og det var afgørende for ham, at hun ikke fandt ud af noget nu. Han vidste det nok ville ske, lige så snart hun kom i kontakt med den øvrige adel. At hun ville høre, hvad de virkelig tænkte om ham og hans familie. Det var, hvad det var og til den tid havde han forhåbentlig det, han havde brug for. Resten... Det måtte han leve med.

Han rev tankerne væk og havde ikke for alvor registreret hendes første ord. Ved spørgsmålet gryntede han dog lidt. "Jeg har prøvet værre," svarede han, selvom det ikke hele tiden havde været tilfældet. "Men jeg mister måske snart forstanden, hvis jeg skal blive ved med at ligge her."

[Ysabeau af Chales]

Ysa var ikke sikker på hvordan det kunne have været værre, men hun anfægtede ikke Estienne. I stedet rynkede hun panden lidt, spekulerede.

"Hvis vi kan skaffe en kærre, kan vi komme hurtigere afsted, men det vil uanset kræve at du kan gå lidt og holde til at det bumler. Har du prøvet med krykker?" Hun så sig lidt rundt i rummet.

[Estienne af Chales]

Estienne så på Ysa, som om hun lige havde foreslået, at han tog en kjole på og tog til bal ved hoffet. Hans stolthed led og han gryntede igen.

"Jeg har ikke brug for krykker," mumlede han. "Jeg har brug for at bevæge mig."

[Ysabeau af Chales]

Ysa hævede et bryn over mandemande-stoltheden. Hun betragtede ham skeptisk og satte en hånd i siden imens. "Og krykker vil hjælpe dig med at kunne bevæge dig," konstaterede hun, en anelse træt.

"Hvornår var helbrederen her sidst? Hvad fik du at vide? Har du fået renset de sår du havde tilbage?"

Hun tog en dyb indånding. "Og har du været i bad?" Hun rynkede panden let.

[Estienne af Chales]

Nåja, måske havde der været nogle fordelen ved, at hun var rejst med Leonius. Estienne så på hende, som hun remsede op og han fnøs dæmpet.

"Ellers andet?" spurgte han, en kende tørt, men hans hoved værkede også og han var frygteligt rastløs af at være sengeliggende.

[Ysabeau af Chales]

Ysa satte også den anden hånd i siden og så ned på ham. Han var en gnaven mand, når han var syg. Hun tog en dyb indånding for at holde sig selv fra et skrapt svar, fordi han jo trods alt var netop syg. I stedet blødte hun lidt op og tillod sig selv at stryge hånden gennem hans hår og løsne båndet der. Tydeligvis var det ikke blevet rørt siden hun havde flettet det på skibet.

"Hvad vil du gerne have mig til at gøre?"