En ny plan

[Micah Brygger]

Micah hørte skridt i mørket og han havde lagt hånden på sit skæfte, da en stemme lød imellem træerne. En meget bekendt stemme.

Han trak sig en lille smule fra Dina, men slap hende ikke helt. Nu var det trods alt kun Magnus.

"Udforskerrr... Taler om hvordan du opfordrede Dina til at tage med." Mildt bebrejdelse.

[Magnus Våbensmed]

Dina hørte det senere end Micah, men både hende og Micah slappede øjensynligt mere af, da de genkendte ham. Ikke med god grund, mente han og han fnøs hørligt. Omtrent samtidig med at Dina gjorde det samme.

"Ja, den er god," sagde han forurettet. "Hvad tænker du på, at tage hende med herud?" rettede han anklagende tilbage mod vennen. "Nogen så jer gå herind. Ved du ikke hvor let andre kunne se det som en åben invitation?!"

Han slog ud mod Dina med en sigende hånd. Selv ikke han var blind for, hvor få kvinder der var i lejren.

[Micah Brygger]

Micah rynkede panden og klemte lidt sammen om Dina. Trykkede hende beskyttende mod sig. "Jeg ér i Livgarden, Magnus. Jeg kan godt forsvare os."

Men hans unge ven havde ret. Det var ikke klogt gjort. Det var ikke hovedet han havde tænkt med.

"Hvem så os...?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus fnøs. "Ja, nu. Men hvad, når du er tilbage med dit kompagni?" svarede han prompte. I hvert fald før Dina kunne nå at indskyde noget selv. Hun rykkede sig dog under Micahs arm, som om den beskyttende gestus generede hende på den ene eller den anden måde. Magnus talte dog videre.

"En flok af de frie soldater. Og jeg kunne ikke lide deres udtryk, da de fortalte, hvad de havde set," lød det alvorligt. "Og dig," hans blik rettede sig nu mod Dina, skrapt. "Havde vi ikke aftalt, at du ikke gik uden at fortælle mig det?"

[Micah Brygger]

Micah trak armen til sig, da Dina rykkede på sig. Han så ned på hende, bekymring i blikket, for i sidste ende, uanset hvad Magnus sagde, var det hende han kun havde øjne for.

Hans pande var rynket. "Hun er ikke et barn, Magnus. Selvom du er bekymret, har du ikke ret til at tale sådan til hende."

[Dina Brygger]

Det var ikke let at få et ord indført og hun var på vej til at bryde ind, da Magnus talte direkte til hende. Hun pressede læberne sammen, men det skarpe svar blev overhalet indenom af Micah.

Skuldrene faldt en anelse igen og hendes hånd fandt ind i hans, selvom hun ikke så på ham. "Dine diplomatiske evner kunne bruge lidt finpudsning, Magnus," konstaterede hun tørt, men blødere end det havde været, hvis ikke Micah allerede havde irettesat ham. Kun fordi hun vidste, at hun ikke havde sit helt på det tørre.

Hun så op på Micah, alt imens våbensmeden selv sænkede skuldrene lidt og tog ind, hvad det rent faktisk var, han lige havde været vidne til. Chokerende nyheder. Dina talte. "Men han har også ret i, at jeg burde have været mere forsigtig. Vi burde."

[Micah Brygger]

En lille, ru hånd fandt ind i hans og Micah tog en indånding dybt ned i lungerne over det. Han smilede ikke, men hun fyldte ham med en ro, der fik ham til at klemme blidt og forsikrende om hendes fingre.

Han så hende i øjnene og nikkede let. "Måske er det ikke forkert," medgav han, før han så over på Magnus. "Jeg vidste ikke at Dina var rejst med hæren. Jeg lod mig vel rive med..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus kunne godt blive hidsig, men han var heldigvis også relativt hurtig til at falde ned igen. I hvert fald, da de begge erkendte at det var dumt. Han pustede ud og brummede lidt, ikke fuldkommen blind for argumentet.

"Jeg vidste ikke, at du havde en særlig grund til at skulle vide det," konstaterede han og så sigende mellem de to. Jo, Micah havde fortalt om sine følelser, men han havde aldrig troet, at det rent faktisk ville føre til noget. Ærligt, så var det ret skandaløst. Men hvem var han til at dømme dét?

[Micah Brygger]

Micah synes måske godt at Magnus kunne have regnet ud at han ville ønske at vide det, selvom han ikke vidste præcis hvad der foregik mellem dem. Han holdt det dog i sig og nøjedes med at brumme let.

"Det er ikke noget nogen ved," konstaterede han.

[Magnus Våbensmed]

Magnus ville måske have nævnt noget, men ligesom Dina, havde han ikke set Micah efter beslutningen var taget. Nu så han på de to med let rynkede bryn og nikkede lidt.

"Jeg behøver ikke spørge om grunden," mumlede han dæmpet og åndede ud. Han var ikke en til at dømme. Han kløede sig lidt i håret. "Jeg er ked af, at jeg, eh," han så lidt beklemt ud nu. "Afbrød på den måde. Men det ér virkelig ikke sikkert. For dig, Dina. Bagefter. Fremover."

[Micah Brygger]

Micah bed tænderne lidt sammen. Han nikkede hvast og skubbede fornemmelsen af uretfærdighed ned. Han mærkede den dog tydeligt i hele kroppen.

Han var en god mand. Respektfuld. Han lyttede til Dina. Ville vogte hende for farer. Og alligevel kunne han ikke få en bid lykke, før det var et problem. Han sank og knugede lidt om hendes hånd.

"Jeg tager den herfra, Magnus," brummede han.

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde intet problem med Dina og Micah som par. Ærligt, så var han glad på begges vegne og kunne ikke være mere ligeglad med det skandaløse. Risikoen hun var i som en kvinde midt i et krigsfølge var noget helt andet.

Hans bryn rynkede sig over Micahs ord, skarpe ovenpå den ærlige beklagelse, han netop var kommet med, men han pressede læberne sammen om flere ord. Han så på Dina, som nikkede, før han gjorde samme det selv.

Han så tilbage på Micah. Der ville blive flere ord mellem dem, men ikke nu. Han tog en indånding. "Fint," sagde han dæmpet, ikke krigerisk, før han vendte sig og gik tilbage mod lejren. Ikke uden uro.

[Micah Brygger]

Micah ville have dårlig samvittighed senere. Utvivlsomt. Han åndede lidt ud, da vennen gik, men den dybe rynke blev på hans pande.

"Det er jeg virkelig... Jeg ved slet ikke..."

[Dina Brygger]

Dina havde også lidt dårlig samvittighed, mest over sin egen dårlige dømmekraft. Hun vendte sig mod Micah og så op på ham med sammentrukne bryn.

"Magnus har ret," sukkede hun, men lod også fingrene glide ind mellem hans. Holdt ved lidt endnu. "Jeg plejer ikke at være så dårlig til at tænke klart."

[Micah Brygger]

Micah nikkede lidt, men fik også flagrende mellemgulv over fingrene, der flettede sig ind mellem hans.

"Jeg kan ikke holde ud at tænke på at jeg ikke kan se dig, imens du er her," svarede han dæmpet.