En ny plan

[Dina Brygger]

Det var i virkeligheden alt for kompliceret at involvere sig med Micah, men det slag var tabt og lige nu var de langt fra Levagny.

"Jeg behøver ikke mere lige nu," svarede hun dæmpet, uvillig til at tænke på alt det, der brat kunne ændre sig. Hånden gled ned til hans skulder, men hun trak sig ikke tilbage. Smilede lidt. "Eller. Måske lidt mere..."

[Micah Brygger]

Micah smilede over Dinas uddybelse og brummede en dæmpet lyd. Han skiftede sin placering lidt og lænede ikke panden mod hendes mere, men fangede i stedet hendes læber. Forhåbentlig var det en del af det 'mere' hun gerne ville have. Han var ikke i tvivl om at hun nok skulle sige fra hvis ikke.

Den ene hånd gled lidt ned over hendes hofte og bagud, så han kunne kuple den om hendes runde lille bagdel med et tilfreds suk.

[Dina Brygger]

Det var absolut, hvad hun gerne ville og hun strakte sig op mod ham. Det var nærmest umenneskeligt at blive adskilt så kort tid inde i en ny, gnistrende relation og hun kriblede mildest talt efter nærkontakten.

En veltilfreds lyd understregede det, da hans hånd vandrede og hun selv krummede fingrene i hans nakkehår og holdt ham tættere. Havde ærligt lyst til at gøre meget mere end det.

"Micah..." mumlede hun dæmpet ind mod hans læber, snart stakåndet. Det sitrede ved hendes læber og hun censurerede sine tanker lidt, men talte stadig sandt. "Jeg har savnet dig."

[Micah Brygger]

Micah strøg fingrene over Dinas nakkehår og klemte lidt om hendes bagdel. Han slap en dæmpet lyd af tilfredshed over hendes konstatering og kyssede hende let igen.

"Jeg har savnet dig mere," mumlede han. "Alt ved dig. Bare at få lov til at tale... Men også det her."

Han lænede sig ind og kyssede hende insisterende.

[Dina Brygger]

Det var svært at forstå, at det var den samme Micah, som knapt havde kunnet ytre to sammenhængende ord til hende, men hun var svært begejstret for udviklingen. Især, når han kyssede hende på den måde.

Hun overgav sig villigt til det og stoppede ikke, før hun var åndeløs. "Mh. Især det," mumlede hun ind mod hans læber med et smørret smil. "Det er et problem, at der altid er en tidsfrist på dét. Jeg kunne blive her hele natten og kysse dig."

[Micah Brygger]

Micah havde sådan lyst til at sige at der ikke behøvede være en tidsfrist. Han ville fri til hende på et splitsekund, hvis han troede hun ville acceptere, men han turde på ingen måde forsøge. Derfor kyssede han hende også blot og strøg fingrene over hendes ryg.

"Vi kan også mere end at kysse," mumlede han sigende mod hendes læber. Mithras, han havde ikke tænkt på meget andet siden de havde været alene sidst.

[Dina Brygger]

Dinas tænder kom til syne, smilet halvt ind mod hans læber og hun slap en dæmpet lyd af interesse. Mere end interesse, hvis ret skulle være ret. Hånden strøg op over hans side.

"Ja?" mumlede hun dæmpet, smilet åbenlyst i tonefaldet. "Hvad kunne du tænke dig, Aubergiste?"

Det slog hende først, da hun havde sagt det, hvor underligt det føltes at bruge hans familienavn. Hun prøvede at ignorere det og ikke tænke på visse andre med samme navn. Samme familie.

[Micah Brygger]

Micah klemte lidt om Dinas fine, runde bagdel og nappede hende samtidig i underlæben.

"Dig," mumlede han sigende og måske også temmelig forudsigeligt.

"Med skørterne om livet i skovbunden."

Det sugede i hans mellemgulv over at være så bramfri og han fik da også lidt kvaler over det.

"Er det okay at sige?"

[Dina Brygger]

Det gav et velbehageligt sug i Dinas mave og, hvis ret skulle være ret, nedre regioner og følelsen tabte absolut intet af hans pludselige bekymring. Tværtimod fik det hendes mundvige til at sitre uhjælpeligt. "Når det kommer fra dig? Ja," forsikrede hun dæmpet og mente det. Micah virkede grundlæggende så sød og betænksomt at det ærligt var lidt umuligt at blive stødt. Det undlod hun at sige.

"Men kun, hvis du har tænkt sig at gøre alvor af det," tilføjede hun og pressede læberne sammen om et smørret smil. På trods af det måtte hun dog spørge: "Risikerer vi ikke, at nogen finder os her...?"

[Micah Brygger]

Micah smilede skævt over forsikringen. Ikke fordi han på nogen måde så Dina som en, der rendte med enhver - langt fra - men bekræftelsen af, at han var noget særligt, ud over at han havde fået lov, var smigrende. Han kyssede hende flygtigt og brummede dæmpet.

"Det er vist altid en risiko," indrømmede han dæmpet. "Men måske hvis vi går lidt længere ind og er stille...?" Han smilede skævt. Sidste gang havde hun sagt nogen helt fantastiske små lyde. Måske kunne han dæmpe dem, hvis han kyssede hende mere.

[Dina Brygger]

Dina vidste ikke helt, hvorfor, hvordan eller hvorledes hun var endt med at blive lidt blød for Micah, men i hvert fald var hun meget let at overtale, særligt ind mellem kys, som hun havde tænkt frygteligt meget på over de seneste uger.

"Mmh," svarede hun dæmpet og trak ham lidt nærmere, så hun kunne stjæle et kys igen. "Så kom," bad hun og blottede tænderne, før hun fangede hans hånd.

Det var på mange måder ganske ufornuftigt og ærligt heller ikke ufarligt, men længsel og spirende følelser kunne åbenlyst gøre meget og da de var kommet et godt stykke længere ind, havde hun snart trukket ham ned til et nyt kys. Et lidt mere insisterende et af slagsen.

[Micah Brygger]

Micah smilede tilfreds og fulgte med ind i skoven, hvor stier forsvandt og stilheden sænkede sig, ud over lyden af deres sko mod underlaget. Man kunne ikke høre lejeren mere. Det var måske lidt dumt. Han var lidt dum. Og meget forelsket.

Han besvarede også Dinas kys uendelig entusiastisk. Greb om hende og lænede sig helt ned. Nappede hende i underlæben og mærkede sit mellemgulv danse.

[Dina Brygger]

Yphion, det var længe siden deres sidste rendezvous i skoven og Dina tænkte dårligt nok klart, som hun kyssede Micah og ærligt ikke ventede lang tid, før hun var i færd med at løsne hans bælte.

"Alle de lag," mumlede hun ind mod hans læber, ubekendt med soldateruniformen. Særligt brynjen, som hun mærkede gennem stoffet på hans kofte. Den kunne hun umuligt bare løfte op.

[Micah Brygger]

Micah lo dæmpet over Dinas respons og løsnede selv hendes tøj hvor han lige kunne finde muligheder. Hun skulle ikke ud af kjolen direkte, selvom han gerne en dag ville have hende helt nøgen for sig.

I dag måtte han nøjes med at mærke hende. Det var nu også vidunderligt. Han smilede mod hendes læber.

"De kan ikke komme af," mumlede han. "Du må vist være øverst..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ved at gå ud af sit gode skind af bekymring. Han havde kun været væk ganske kort og da han kom tilbage, var Dina forsvundet fra bålet. Han havde spurgt rundt og var blegnet, da en fremmed soldat havde sendt ham et lummert smil og informeret ham om, at han havde set en af de uniformerede mænd tage en lille kvinde med ind i skoven. Han bandede over sig selv og satte straks ind i vildnisset, halvt snublende over rødder i tusmørket.

Hovedet var fyldt med de værste skrækscenarier og han sendte en stille bøn til flere Guder på vejen. Netop som han havde, kom han rundt om en træ og standsede, da han så to skikkelser. Han blinkede over det han så, absolut ikke, hvad han havde frygtet og så gik det dernæst op for ham, hvem han så. Underkæben faldt og i adskillige sekunder stirrede han bare på det komplet absurde syn, før forargelsen vældede op i ham.

"Sig mig, hvad tror I, at I foretager jer?!"